Enden er nær for Sir Keir Starmer. Han er en tom skal af en premierminister, der har mistet sine sidste rester af autoritet og troværdighed.
Hans sidste, dødsdømte opgør med parlamentsmedlemmerne om hans plan om at skære i invaliditetsydelserne vil kun afsløre hans afmagt og mangel på strategisk flair.
Det er næsten utroligt, at hans premierministerperiode ikke engang er et år gammel. Rækken af fiaskoer og skandaler er endeløs. Starmer lever allerede på lånt tid. Han bliver nødt til at overgive sig igen eller lide total ydmygelse, skriver Allister Heath i The Telegraph.
Der går rygter om, at Starmer kan blive afsat allerede efter lokalvalget i maj. Men hvem skal tage over? Rachel Reeves, hans hårdt prøvede finansminister, er sandsynligvis også på vej ud. Men først skal hun knuse middelklassen.
Hun har uden tvivl fejlet katastrofalt. Hun overbeviste sig selv om, at hendes påståede teknokratiske genialitet og moralske overlegenhed betød, at hun kunne styre Storbritanniens ødelagte økonomi og velfærdsstat mere kompetent end de konservative.
Hun forsøgte at kombinere nogle få nedskæringer med en massiv stigning i de samlede udgifter i et primitivt forsøg på “triangulering”. Hun løj om de konservatives “sorte huller” og brød gentagne gange ånden i sit partis valglove ved at øge den nationale forsikring.
Hendes svimlende arrogance har indhentet hende. Alle pile peger i den forkerte retning. Den britiske økonomi har formentlig aldrig været værre.</p
Storbritannien vil miste 16.500 millionærer i år, en stigning fra 10.800 sidste år, ifølge Henley and Partners.
Antallet af milliardærer er også faldende. De rige tager arbejdspladser, forbrug og skatteindtægter med sig, ligesom i Norge. Antallet af børn i privatskoler er faldet med 11.000; Labour forventede, at deres forhadte momsstigning kun ville tvinge 3.000 børn til at flytte til offentlige skoler.
Alle bør have det ligeså elendigt, synes at være et socialdemokratisk mantra. Det er bare en skam, at det faktisk er de rige, der står for størstedelen af landets skatteindtægter. Man kan sagtens have sympati for folk på førtidspension og pensionister, de syge og de svage. Men det er ikke dem, der (nu) betaler regningerne.
Det ironiske er, at parlamentsmedlemmer fra Labour stadig ser Reeves som for højreorienteret, selv om hun er den mest venstreorienterede finansminister siden Denis Healey.
Labour kan ikke tåle de få forsøg på økonomisk fornuft, som Reeves kommer med. De vil revolutionere Storbritannien og skide på konsekvenserne.
Starmer har alligevel ansvaret i sidste ende. De aktivister, der støttede ham som Labour-leder, kunne godt lide hans personlige manifest for 2020.
Han var ikke Jeremy Corbyn, det er helt sikkert, men han var heller ikke en ny Tony Blair. Han lovede at opretholde Labours »radikale værdier« og hyldede »de moralske argumenter for socialisme.«
Briterne har virkelig fået socialisme, og som nordmand tænker man bare: Velkommen til den!
Starmer valgt af Lord Hermer som Storbritanniens værste justitsminister nogensinde. Lucy Connolly er alene grund til fordømmelse, og hun er ikke alene.
Lucy Connollys skæbne skal få nordmændene til at vågne op
Starmer krævede »ikke flere ulovlige krige.« Så erklærer han nærmest krig mod Rusland. Mens hangarskibene ligger stille på grund af mangel på personale.
Han opfordrede til »en stigning i indkomstskatten for de øverste 5 procent af lønmodtagerne,« afskaffelse af Universal Credit og »en ende på Tories’ grusomme sanktionsregime,« afskaffelse af studieafgifter, massiv regulering af arbejdsmarkedet og magt til fagforeningerne, forsvar af »fri bevægelighed,« forherligelse af »green deal,« nationalisering af offentlige tjenester og en ende på udliciteringen af NHS.
Men de rigeste flygter fra This Sceptered Isle. De ønsker ikke at blive snydt for millioner af pund om året i idiotiske skatter. Måske hygger de sig med Røkke&co i Schweiz?
Labour bad om dette, da Starmer blev leder. Partiet er fast besluttet på, at Starmer vil gennemføre i det mindste en del af denne dagsorden som premierminister.
De accepterede, at han måtte lade, som om han var en anden, end han var ved valget, for at narre midtervælgerne, men de vil ikke længere tolerere nogen afvigelse fra det, de mener, var planen hele tiden.
De vil ikke længere tolerere nogen afvigelse fra det, de mener, var planen hele tiden.
Storbritannien bliver stadig mere polariseret. Omkring 25 procent af befolkningen mener, at skatterne på de højeste indkomster er for høje, hvilket er tæt på det højeste niveau af støtte til denne oplyste holdning i de sidste 35 år.
Tory-partiet fejlede i 14 år og fortjente at tabe det sidste valg. Men det britiske folk fortjente ikke resultatet. Alt bliver værre dag for dag. Landmændene har det svært, og selv pubberne lukker i tusindvis hvert år. Muslimer har ikke brug for pubber og socialt samvær, de har deres moskeer og deres Palæstina-demonstrationer.
Reform UK vokser, uden at man helt ved, om man kan stole på Nigel Farage. Men venstrefløjen bliver stadig mere ekstrem. Det er dårligt nyt for både Starmer og Labour.
Uanset hvad de gør, er det aldrig godt nok. Den gennemsnitlige aktivist i dag er en akademiker med kvasikommunistiske økonomiske ideer, som ønsker at genindtræde i EU, introducerer vækkelsesradikalisme, tror på åbne grænser, hader Israel og er blød over for kriminalitet.
De er ikke tilfredse med, at Starmer køber F-35A-fly, der kan bære atomsprænghoveder. De går ikke ind for at bruge 5 % af BNP på forsvar, som det er aftalt med NATO. Det er tvivlsomt, om briterne vil være i stand til at opfylde denne aftale, eller om Labour kan sikre, at BNP reduceres så meget, at der er råd til 5 %.
Britanien »må forberede sig på krigsscenarie,« advarer rapport
De er chokerede over, at Palestine Action er kategoriseret som en terrororganisation. PA støtter bare de fattige kvinder og børn i Gaza, selvfølgelig skal de sabotere Royal Air Force-flyene!
De ligner ideologisk og sociologisk de unge, velhavende, superkvalificerede newyorkere, der valgte den elendige »demokratiske socialist« og »antizionist« Zohran Mamdani ved det demokratiske borgmestervalg.
Det endelige dødsstød for Starmer vil komme, hvis der dannes et nyt venstrefløjsparti, måske ledet af hypersocialisten Jeremy Corbyn. 10 procent af vælgerne ville være tiltrukket af endnu mere socialisme, ifølge en meningsmåling i New Statesman. Det ville reducere Labours andel af stemmerne til 20 procent på en god dag.
I alliance med De Grønne kunne et Corbyn-parti – der absorberer de pro-Gaza-uafhængige – få 15 procent af stemmerne, overtage Lib Dems og gøre ved Labour, hvad Reform gjorde ved Tories.
Starmer har derfor ikke noget valg, han må give efter for venstrefløjen på alle punkter.
Han vil begynde at sværte Israel til igen. Han vil presse sin lov om arbejdstagerrettigheder igennem. Han vil give Reeves en sidste opgave: at hæve skatterne endnu mere i et kamikaze-efterårsbudget for at finansiere forsvarsforpligtelser, U-vendinger og endnu større udgifter til Labours klientgrupper.
Sådanne »bløde« tiltag vil ikke være tilstrækkelige. Reeves kunne også sigte efter pensionsskattenedsættelser, forhøjelser af arveafgiften og udplyndring af ISA-konti. Kommuneskatten er moden til at blive skåret ned. En socialistisk regering vil aldrig få nok af folkets penge, som vi oplever det her i Norge.
Bomringe og formueskat, værsgo. Alle med ambitioner og kreative evner skal knuses. Det samme gælder dem, der vil arbejde, spare op og forbedre deres liv.
Venstrefløjen vil sluge det hele, og Storbritannien vil aldrig komme sig. Norge bevæger sig i samme retning.