Keir Starmer er den værst tænkelige premierminister, Storbritannien kunne have fået på et uheldigt tidspunkt, der er præget af utallige katastrofer.
Mange af disse katastrofer er selvforskyldte af hjælpeløse britiske politikere fra begge sider af Underhuset.
Løgnene, dobbeltmoralen og den moralske afpresning, der giver næring til vores ulovlige indvandringskrise, truer med at rive dette land fra hinanden, og alligevel står Starmer fastfrosset, både uvillig og ude af stand til at tage udfordringen op, skriver Allister Heath i The Telegraph.
Situationen er ikke meget bedre i Norge, selv om vi indtil videre delvis er reddet af en oliefond, som skatteyderne ikke mærker meget til, men som gør det muligt for vores regering at hælde over 200 mia. norske kroner i krigen i Ukraine og anslået 400 mia. norske kroner om året i en uendelig masseindvandring.
Situationen i Norge er ikke meget bedre, selv om vi indtil videre er reddet af en oliefond, som skatteyderne ikke mærker meget til.
Hvis Starmer virkelig ønskede at mindske spændingerne, og hvis han var en nogenlunde anstændig politiker, ville Starmer have rejst til Epping i Essex, hvor vreden mod indvandring er størst, mener Heath.
Han kunne have gjort som de Gaulle, der tog til Algier i 1958. Starmer kunne fortælle de lovlydige britiske borgere i Epping, at han faktisk forstår dem.
Det er naturligt at være forarget, når migranter voldtager små piger, og man som hårdtarbejdende og stadig fattigere skatteyder får tilsendt regningen.
Hvad kan Starmer gøre?
Starmer kunne beordre overførsel af asylansøgere til et bedre sted og fordømme ekstremister på både højre- og venstrefløjen.
Han kunne udtrykke sin utilfredshed med, at et fire-stjernet hotel i Canary Wharf blev booket til at huse migranter, og kræve, at der bliver fundet billigere midlertidige løsninger.
Desuden bør Starmer kritisere politiet i Essex for at chikanere deres egne indbyggere, mens de fungerer som gratis transport for en radikal pøbel fra andre steder, der skaber problemer ved deres moddemonstrationer.
Politiet i Essex er det mest woke politi i Storbritannien, skriver Heath.
I den virkelige verden må vi nøjes med Starmers floskler og usandheder. Hvorfor hævdede han på sin konto på de sociale medier, at »vi vil gøre alt for at bekæmpe illegal indvandring,« når det er det stik modsatte af, hvad Labour gør?
Starmer nægter at vedtage foranstaltninger, som måske virker, hvis målet er at stoppe bådene. Det synes at være vigtigere for Labour-regeringen at være bedst i klassen, når det gælder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og FN’s Flygtningekonvention.
Igen trumfer »menneskerettigheder« problemfrit borgerlige frihedsrettigheder. Sic transit gloria mundi (Således forsvinder verdens herlighed). Men kun den vestlige verden accepterer et sådant selvforskyldt forfald, og briterne viser virkelig vejen.
Ja, Starmer ville elske, hvis der skete noget, og indvandringen, både den lovlige og den ulovlige, faldt – han kunne måske endda få sin vilje, hvis finansminister Rachel Reeves driver Storbritannien til bankerot.
Snart vil briterne selv være flygtninge
Men Starmer mangler viljen til at gøre noget radikalt for at nå sådanne mål. Håber han at blive reddet af et totalt økonomisk kollaps i Storbritannien? I så fald har han over fire år tilbage til at opfylde sine drømme.
Men der er næppe mange lande, som ville tage imod britiske flygtninge i en krisesituation og indlogere dem på firestjernede hoteller.
Starmer skrottede Rwanda-planen og nægter at fængsle illegale migranter. Som The Telegraph rapporterede i sidste uge, afgjorde Højesteret for nylig, at en afghaner, der boede i Storbritannien, og som ønskede at bringe slægtninge eller »familiemedlemmer« til Storbritannien, ikke behøvede at have »blod eller juridiske bånd« til ansøgeren.
Afghaneren, som ideelt set skulle have været deporteret til sit hjemland, fik således lov til at bringe 22 andre afghanere til britisk jord. Den vej fører til vanvid, konkluderer Heath.
Den migrantaftale, som Starmer har forhandlet med den franske præsident Emmanuel Macron, er intet mindre end en national skændsel.
Ingen er truet af Starmers løfte om at bekæmpe menneskesmuglere. Ikke så længe briterne er menneskesmuglernes vigtigste kunder.
Downing Street-embedsmænd mener, at Storbritanniens sociale struktur er »flosset i kanterne,« og alligevel er det bedste, regeringen kan gøre, at kræve større integration og genoprettelse af tilliden, som om det var let.
Det er latterligt, at premierministeren angiveligt mener, at hans politik for at forbedre skolegangen allerede forbedrer forholdet mellem forskellige grupper i samfundet. Intet af dette står på nogen måde mål med krisens omfang.
Starmer frygter endnu en sommer med optøjer mod den massive indvandring
I bogen The Vision of the Anointed: Self-congratulation as a basis for social policy forklarer den amerikanske økonom Thomas Sowell, hvorfor politikere som Starmer mister kontakten med virkeligheden og ender med at foragte deres vælgere.
Sowell deler verden op i grupper: de salvede eliter, dem vi nu kalder »the woke Blob,« egoistiske idiot savants, som tror, at simpel social ingeniørkunst kan løse alle verdens problemer, og tilhængere af den»tragiske vision,« som har ydmyghed nok til at forstå de kompleksiteter og afvejninger, der ligger i menneskelige samfund.
Blandt de salvede eliter er Labour, Corbynites/Greens, Lib Dems og mange af Tories. I Norge passer denne beskrivelse på stort set alle i Stortinget.
Tilhængere af den »tragiske vision« omfatter Reform, fornuftige toryer (herunder Suella Braverman, Robert Jenrick og Jacob Rees-Mogg) og over halvdelen af den britiske befolkning, som siger, at indvandring er et af de vigtigste spørgsmål, Storbritannien står over for.
De salvede er overbeviste om, at de ved bedst, og reagerer ikke med fornuft, når deres store planer om at »redde menneskeheden« går galt. Det er klart, at deres egne borgere ikke betragtes som en del af »menneskeheden«. Tvivl, usikkerhed og forsigtighed er forbeholdt dem, der læner sig op ad den »tragiske vision«.
Eliterne bekymrer sig ikke så meget om de undertrykte, som de bekymrer sig om at føle sig godt tilpas og vinde point i »det gode selskab«.
De udpeger »maskotter«, såkaldte marginaliserede grupper, såsom bådmigranter. Normale mennesker, som synes, at indvandringen er gået for vidt, bliver fuldstændig ignoreret, hvis de da ikke bliver smidt i fængsel, som Lucy Connolly.
Britisk tyranni: Småbørnsmor og dagplejemor kan risikere “betydelig” fængselsstraf for opslag på X
Disse eliter er så forvirrede og vildledte, at de ikke kan forestille sig, at deres kritikere oprigtigt, af ikke-fremmedfjendske grunde, kunne være bekymrede over, at hoteller i boligkvarterer bliver fyldt med unge mænd uden pas og uden kendt identitet, og over den risiko, det kan udgøre for unge piger.
Selv i kølvandet på grooming-skandalen ser det ikke ud til, at den britiske elite har lært noget. Årtiers voldtægt af små piger i industriel skala var ikke nok.
De kan ikke forstå, at det er en fornærmelse mod millioner af mennesker at placere migranter på dyre hoteller i en tid, hvor skatterne er rekordhøje.
De forstår ikke, hvorfor det i denne sammenhæng kan betragtes som provokerende, at en skole forbød en 12-årig pige at bære en Union Jack-kjole på kulturdagen.
Skolepige (12) ‘straffet’ for at bære en kjole med Union Jack-flaget
Starmer og Labour vil aldrig ændre sig, og det vil resten af den salvede klasse heller ikke. Den eneste løsning er at udskifte dem.
Heath har en fornemmelse af, at det næste valg vil blive udskrevet tidligere, end mange tror, hvilket er muligt i Storbritannien. Så får Reform UK måske sin chance.
Men der er ingen grund til optimisme. Det land, som jeg har elsket næsten lige så højt som Norge hele mit liv, er på vej mod ødelæggelse i rasende fart, og jeg tvivler desværre på, at Reform UK kan løse problemerne.