Spioner , ledere og deres seksualitet

Spioner , ledere og deres seksualitet


Kommer det overhovedet jobbet ved, om man har en afvigende seksualitet ?  Danskere udviser generelt frisind og der udbredt enighed om ikke at fordømme seksuelle handlinger, med mindre det involverer tvang eller går ud over børn. Tidligere efterretningschef Lars Findsen har medgivet, at han i årevis har brugt sin tjenestetelefon til at aftale sado-masokistisk sex. Nogle politikere finder at dette forhold  og denne seksuelle disposition udgør en sikkerhedsrisiko. Den tidligere efterretningschef postulerer , at hans seksualliv hører til privatlivets fred og fører retssag herom.

Seksualliv er personlighed

Den måde man udlever sit seksualliv på er ens personlighed. Det er vigtigt at forstå at individets seksuelle udvikling og personlighed er to sider af samme sag.

Psykologer ynder at fremføre at ”sex foregår mellem ørerne” . Det drejer sig om at  kvaliteten af det seksuelle samvær afgøres af personernes mentale tilstand og den ånd det foregår i. At sex foregår mellem ørene er også sandt på anden vis, da udviklingen af personligheden ikke kan skilles fra individets seksuelle udvikling. Mennesket ”en naturel” findes ikke. Grænserne mellem seksualmønstre (perversioner ) er  dog flydende, og mænd har altid haft lyster til flere variationer end kvinder.

Erfaringer former karakteren

Individets seksuelle udvikling og og udviklingen af personligheden foregår sideløbende og er to sider af samme sag. Som to sider af en mønt. Seksualitetens væsen er både udtryk for og afspejler indtryk på personligheden. Det foregår under opvæksten på den måde, at et individs erfaringer med relationer til andre mennesker, personens erfaringer med at få sine behov opfyldt og hans erfaring med at være et kønsvæsen nedfældes i og former hans personlighed gennem opvæksten. Alle disse erfaringer præger både seksualiteten og karakteren, og forvaltningen af seksualiteten er derfor et udtryk for brede og mangeartede erfaringer. Det er derfor at perversioner sjældent kan ændres, hvis overhovedet. Man kan – med et andet eksempel –  således ikke tildele en pædofil terapi, så han ændrer retningen på sit begær, men i nogle tilfælde går det at “terapeutisere” ham til at lade være at udleve sine stærke lyster.

Ser man bort fra slægtens videreførelse, har det at få seksuel udløsning andre vigtige psykologiske funktioner. Sex reducerer stress, sex forstærker selvværdet og endelig virker sex som trøst og glædesbringer. Som det fremgår er formen/stilen i ens seksualliv, ikke et egentligt valg, som når man skal beslutte sig for en motionsform:  diskgolf, svømning eller fodbold?  Men selvfølgelig må udtrykket tilpasses hvad kulturen tillader, hvis ikke man(d) vil bures inde eller smides ud fra et højhus. Sex er dog ikke ligesom søvn og mad et fysiologisk behov, der får katastrofale konsekvenser, hvis det ikke opfyldes.

Den nødvendige viden
Det der er på spil i denne sag er vurderingen af  Lars Findsens karakter. Man må antage, at folk der arbejder med sikkerhedsopgaver højt oppe i det danske forsvar, skal redegøre for deres intime forhold, som en del af clearingen. Har Findsen gjort det, eller er der forstillelse med i billedet her?  Hvis der er, I hvor høj grad kan det danske folk så have tiltro til en person der, som en del af et personlighedsmønster lyver og forstiller sig? Det er jo som forklaret et dybtliggende personlighedstræk.

Bonus oplysning : Den 1054 sider bog “Sexologi – faglige perspektiver på seksualitet ” redigeret af  Christian Graugaard og Annamaria Garaldi og Bo Møhl (2019)  giver nul  forklaringer på hvorfor nogen udvikler sado-masokisme som deres nydelsesmiddel.

 

 

Af Kirsten Damgaard, psykolog & sexolog



Source link