Valget i 2019 kommer til at blive husket som valget, hvor to danske partier åbenlyst friede til muslimerne og lovede at indfri deres ønsker mod at de stemte på dem. Radikale Venstre og Enhedslisten gik helt bevidst ind og stillede sig på muslimernes side i kampen mod ghettopakken og paradigmeskiftet. Begge partier så det som en åbning: De kunne vinde nye stemmer.
Ifølge Danmarks Statistik var der i 2019 150.000 stemmeberettigede muslimer. De 150.000 udgjorde 3,8 pct. af de 4 mio. stemmeberettigede borgere i Danmark. Med 3,8 pct. af 175 danske mandater kunne muslimerne således bidrage med 6 til 7 mandater.
Det var rigtig smart, og derfor har Socialdemokratiet konkluderet, at muslimske stemmer er løsningen på partiets faldende popularitet blandt unge danskere og muslimerne. De to grupper er nemlig så utilfredse med Socialdemokratiets ”slappe” kurs over for Israel og Gaza, at mange overvejer at skifte til SF og Enhedslisten. Det er naturligvis dårligt nyt for Socialdemokratiet, som i forvejen er temmelig upopulært blandt de unge vælgere. Ved valget i 2022 stemte kun 12 pct. af de unge født efter 1991 på Socialdemokratiet. I en måling i 2025 er tallet faldet til 10,5 pct.
Og derfor er Israel-Palæstina-konflikten rykket ind i det kommende danske kommunalvalg. For de unge danskere og muslimerne er lokale politikeres reaktion på døde børn i Gaza langt vigtigere end nye sportshaller, bedre daginstitutioner eller flere parkeringspladser. Presset på regeringen og socialdemokratiske borgmesterkandidater for at anerkende staten Palæstina stiger. Blandt de unge 18-34-årige er 45 pct. ikke i tvivl om, at Palæstina skal anerkendes, mens kun hver tiende er imod.
Det interessante ved folketingsvalget i 2019 var, at tusindvis af muslimer fik en klar besked i både aarhusianske og københavnske moskéer: Stem på konkrete kandidater i Enhedslisten eller Radikale Venstre. Forskellige pakistanske, arabiske og tyrkiske foreninger i København gik sammen om at øge tilslutningen til bestemte kandidater, som deres optik tjente muslimerne bedst. Det kan meget vel ske igen i forbindelse med både kommunalvalget og folketingsvalget i 2026.
Det er ganske vist ikke første gang, at bestemte befolkningsgrupper i Danmark har organiseret sig for at fremme en bestemt sag – det har f.eks. bønderne og arbejderne tidligere gjort. Men der er en vigtig forskel. Selv om man var bonde eller godsejer, arbejder eller arbejdsgiver, var man bundet sammen af én ting – nemlig at man var dansk og identificerede sig med dansk folkelighed.
Men når muslimske foreninger bakker op om bestemte kandidater, stemmes der ud fra hvem der bedst bistår i den videre islamisering af Danmark. Hvem der mest støtter muslimerne i Gaza. Hvem der er mest kritisk over for Israel. Hvem der giver mest frihed til oprettelse af muslimske friskoler. Hvem der giver bedst adgang til ophold og sociale ydelser. Hvem der mest forstående agiterer for burkaer og anden islamisk levevis i det offentlige rum. Hvem der giver mest på integrationskontoen.
Muslimske vælgere stemmer med andre ord ud fra, hvem der bedst viderefører omdannelsen af Danmark fra et nationalt og homogent fællesskab til en multikulturel nation uden sammenhængskraft.
Socialdemokratiets og den øvrige venstrefløjs politiske mobilisering af muslimske stemmer kan meget vel være det første skridt på vejen til et egentligt islamisk parti. Et sådant parti vil uden tvivl blive domineret af islamister, som i stigende grad overtager bestyrelser i boligafdelinger, sportsklubber o.lign.
Der er ingen tvivl om, at et islamisk parti med bare 4 pct. af stemmerne vil kunne få uforholdsmæssig indflydelse på politikken i rød blok, fordi enhver fremtidig rød regering ville være afhængig af det islamiske partis stemmer i et politisk system, hvor forskellen på blokkene ofte er marginal.
Set i det lys burde Socialdemokratiets og de øvrige røde partiers leflen for muslimske stemmer bekymre alle danskere.
André Rossmann