I november 2020 var der i det stærkt antiamerikanske og Trump-hadende Danmark stor glæde over, at USA’s ambassadør i København, Carla Sands, snart skulle forlade landet. Hele Christiansborg, herunder selv folketingsmedlemmer på den såkaldte ”yderste højrefløj”, glædede sig til at se ambassadøren forlade landet med håb om aldrig at se hende igen.
”Det har været mit livs største ære at repræsentere USA og præsident Trump i Danmark og et stort privilegium at være en del af den varige fortælling om amerikansk-dansk venskab. Tak til det danske folk for den generøsitet og venlighed, I har vist mig de seneste tre år”, skrev Carla Sands i Jyllands-Posten. Meget venlige ord i betragtning af, at de særdeles ubehøvlede danske politikere, medier og kommentatorer har udskammet, latterliggjort, hånet og tilsvinet både Carla Sands og hendes præsident i de fire år, hvor hun har repræsenteret USA i Danmark.
Var der en person, der vakte irritation i politiske kredse i Danmark, var det Carla Sands. I Danmark brød man sig bestemt ikke om, at hun åbent blandede sig i dansk politik, at hun pressede Danmark til at øge udgifterne til forsvaret og NATO, og at hun luftede sin utilfredshed med den danske regering i fuld offentlighed.
De statskontrollerede medier har gang på gang fremhævet, at Carla Sands i modsætning til sin forgænger, Rufus Gifford, ikke var en professional diplomat, men blot en ”aktivistisk repræsentant” for Trump-regeringen, og at hun ligesom hendes forgængere på ambassadørposten har fået sin post udelukkende af en eneste grund – hun har betalt en god sum til præsidentens valgkamp.
At Carla Sands ikke var en professionel diplomat, var der intet usædvanligt ved. Det er jo almen viden, at amerikanske præsidenter bruger ambassadørposter til at belønne personer, som har hjulpet dem til magten. Rufus Gifford var således dybt involveret i præsident Obamas kampagne som fundraiser, og da det lykkedes ham at få rejst et svimlende beløb på en millard dollar til Obama, blev han politisk udnævnt til at blive ambassadør i Danmark. Inden Gifford blev ambassadør i Danmark, var han bl.a. manuskriptforfatter og skuespiller i Hollywood. Inden den kunstuddannede Carla Sands blev udnævnt til ambassadør i København, var hun erhvervsleder, investor, skuespiller og kiropraktor. Som fundraiser har hun rejst mange penge til Trumps valgkampagne og blev efterfølgende belønnet med en ambassadørpost. Helt efter bogen.
”USA’s ambassadører i Danmark var kunstsamlere, cykelinteresserede eller dyreglade – venlige mennesker som f.eks. den tidligere ambassadør, John Langeloth Loeb, der ikke havde nogen viden om, hvad der foregik uden for døren. Carla Sands er i den forbindelse en forlængelse af dette – det eneste hun ved, er de 2 pct. i NATO-bidrag, Grønland og dansk uvilje til at købe amerikanske fly. Carla Sands, føjer sig ind i rækken af uvidende amerikanske ambassadører uden stor viden om, hvad der foregår”, skrev Berlingskes Kristian Mouritzen.
Mens Mouritzen antydede, at Carla Sands var en dum blondine, der ”ikke vidste, hvad der foregik uden for ambassadens dør”, var Berlingskes Jarl Cordua i særlig klasse grov og ubehøvlet, idet han skrev: ”Carla Sands er en sæbeopera-skuespillerinde, som kun kan iklæde sig ambassadørens gevandter, fordi hun har foræret Trump kampagne en masse penge. Som diplomat har Sands med sin klodsede bulldozer-diplomati længe været en omvandrende katastrofe. Nogen burde sige til hende, at hun vil gøre sit land en stor tjeneste ved at rejse hjem”.
Som ambassadør har Carla Sands haft ubetinget succes, idet hun har åbnet for amerikansk indflydelse i Grønland, skabt opmærksomhed om kinesisk indflydelse i Danmark og rykket ved Danmarks syn på landets forsvarsbudget og sikkerhedspolitiske strategi, som traditionelt går ud på at løbe fra NATO-aftaler, køre på fribillet og altid være parat til at kæmpe til den sidste amerikaner.
At Danmark i 2023 skulle have et forsvarsbudget på 1,5 pct. af bnp imponerede ikke Carla Sands, som sagde: “Jeg elsker Danmark. Jeg elsker vores alliance. Men jeg må også sige, at da jeg var ombord på en af jeres fregatter, var der ikke missiler i missilsiloerne. Hvis Artikel 5 aktiveres, så har Danmark ingen missiler i siloerne. Jeg forstår bare ikke, hvordan Danmark kan forsvare sig selv eller komme de allierede til hjælp – som jo er pointen med NATO.” Det siger sig selv, at sandheden er ilde hørt, og at Carla Sands kritik ikke har huet danskerne.
Kort før Carla Sands forlod Danmark, skrev hun i Berlingske: ”NATO er vores kollektive forsikringspolice og helt afgørende for vores fortsatte tryghed og sikkerhed. Men NATO kan ikke blive ved at være hovedhjørnestenen i vores fælles forsvar, hvis medlemslande som Danmark ikke fuldt ud og i rette tid implementerer alliancens kompatibilitetsmål. I de kommende år må vi forpligte os uforbeholdent på at møde alliancens behov. Vores fremtid afhænger af det. Vi ved, at Danmark er en troværdig partner. Vil landet holde sit løfte?”
Det har landet ikke gjort. Her i december 2024 ligger Danmarks reelle bidrag til NATO på ca. 1,7 pct. af bnp eksklusive donationerne til Ukraine. Regeringen påstår ganske vist, at Danmark bruger 2,4 pct. af sit bnp på forsvar og sikkerhed, men det danske forsøg på at snyde NATO er blevet fordømt og afvist af flere NATO-lande samt den tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg. Donationerne til Ukraine bidrager nemlig slet ikke til Danmarks og NATO’s forsvarsevne.
Uanset hvem Donald Trump måtte udnævne til den kommende ambassadør i København, er det sikkert, at der bliver tale om en ny ”sheriff in town”, som hurtigt vil gøre det klart for danskerne, at nu er der nye tider, hvor Danmark skal bidrage med 3 pct. af sit bnp til NATO samt afgive en del af kontrollen med Grønland. En stormagt som USA kan jo ikke acceptere, at en småstat som Danmark skal have lov til at modarbejde både USA’s og NATO’s interesser og strategi.
André Rossmann