Slaget om Jerusalem

Slaget om Jerusalem


Hamas kaldte operationen den 7. oktober for »Al-Aqsa-floden« efter moskéen på Tempelbjerget. Hamas håbede og troede, at de kunne udløse en oversvømmelse, som ville feje jøderne væk. Derfor fik dette års Jerusalem-dag sin egen symbolske betydning: »Byen er vores,« sagde sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir.

7. oktober har styrket højrefløjen i Israel, repræsenteret ved de to regeringspartier, Otzma Yehudit, ledet af Ben-Gvir, og Religious Zionism, ledet af finansminister Smotrich. Liberale medier omtaler dem konsekvent som det yderste højre, ligesom de gør med lignende partier i Frankrig – Le Pens og Eric Zemmours, AfD og Trumps Maga.

Af en eller anden grund er det særligt stødende, at jøder bliver højreorienterede. De må ikke være højreorienterede, for så bliver de beskyldt for højreekstremisme, og så må de bøje nakken. Det er de venstreliberale, der trækker denne linje.

ANNONSE






Men i det øjeblik den liberale blok brød sammen og blev venstreliberal, holdt den op med at være liberal. Den blev allieret med venstrefløjen og islam. Der og da mistede den sin moralske legitimitet. Det er derfor, at stemplingen af partier som »højreekstreme« ikke har nogen særlig afskrækkende effekt på vælgerne i det lange løb. Effekten aftager. Når De Grønnes udenrigsminister Annalena Baerbock forsøger at dæmpe reaktionerne på mordet på politibetjenten Rouven L. (29) i Mannheim ved at sige, at hændelsen ikke må få lov til at polarisere samfundet, taler hun på vegne af sin syge mor. Afghanske Soleiman A. (24) skulle have været deporteret i 2014. Det er de tyske politikeres ansvar, og det ansvar nægter hun at påtage sig, ligesom hendes forgængere har nægtet at gøre det.

Men tiden er ved at rinde ud for disse politikere og deres afvisning af at tage ansvar. Når vores egen justitsminister beder om »samarbejde« mod børnerøvere, er det bare patetisk.

Den norske regering har valgt samme linje som Biden-regimet: De flirter med Hamas. Officielt er det med gode intentioner, at de anerkender Palæstina og ønsker en to-statsløsning. Men efter den 7. oktober får disse handlinger en helt anden betydning.

Det er som George W. Bush sagde efter 9/11: “Enten er du med terroristerne eller imod dem.

Norge har valgt at kaste sig i armene på palæstinenserne. Regeringen kondolerede Papua Ny Guinea efter jordskredet, men nægtede at kondolere Israel efter deres 11. september.

For at bruge Cecilie Hellestveits ord: En anerkendelse er en raket, man kun affyrer én gang. Sådan er det. Men det går begge veje. Regeringen synker ned i det hul, den selv har gravet. Hvem skal få den op?

Den tredje strategi, som etablissementet bruger, er det højreekstreme kort. Det er et dække for både at nægte ansvar og lefle for islam. Jo mere konsekvenserne af deres fejlslagne politik bliver tydelige, og jo mere ramadanen fejres, mens blodet fra den sidste terror endnu ikke er størknet, desto stærkere skal det højreekstreme kort bruges. Det skal overdøve alt andet.

Det får en helt anden klang, når det bruges mod Israel, som er kernen i den igangværende krig mellem civilisation og radikal islam. Barth Eide og hans lige i Vesten forsøger også at afspore denne krig ved at tale om en to-statsløsning.

De forsøger at få foden indenfor, og overliste den israelske regering. Men Israel har tabt så meget, at det ikke vil lade sig overtale så let.

Soldaterne dør, og de er unge. De minder israelerne om, hvad der står på spil. Hver eneste dag. Tror Biden og Barth Eide virkelig, at de kan overliste den israelske regering og IDF, før de når deres mål?

Forsøget på at skabe en våbenhvile på vilkår, som Israel ikke går med til, kan kun skyldes et ønske om at give Hamas sejren i nederlagets stund.

Her fungerer de to højreorienterede ministre som bremseklodser. Hvis Netanyahu godkender Bidens våbenhvileplan, vil de forlade regeringen. Det har han nok ikke tænkt sig at gøre, for venstrefløjen med Yair Lapid og Benny Gantz venter på gaden.

Så vil selve Israels eksistens være på spil.

De venstreliberale drømmer om det. Det er deres drøm at vælte Netanyahu, som de hader lige så meget som de hader Trump.

Hvis Israel vinder, vil det være et nederlag for deres alliance. Dette er Obamas regnbueslot: Knæfaldet for  islam på hans “undskyldnings”-rejse til Cairo i juni 2009, hvor han lovede at genopbygge en ny verden efter 9/11 med fred mellem islam og Vesten:

U.S. President Barack Obama waves at the audience, after delivering a speech at the Cairo University in Cairo, Egypt Thursday, June 4, 2009. Speaking in the ancient seat of Islamic learning and culture, and quoting from the Quran for emphasis, President Obama called for a “new beginning between the United States and Muslims”, and said together, they could confront violent extremism across the globe and advance the timeless search for peace in the Middle East. “This cycle of suspicion and discord must end,” Obama said in the widely anticipated speech in one of the world’s largest Muslim countries, an address designed to reframe relations after the terrorist attacks of Sept. 11, 2001, and the U.S.-led war in Iraq.(AP Photo/Nasser Nasser)

– Cyklussen af mistænksomhed og stridigheder må få en ende, sagde Obama. Det var et udtryk for gigantisk hybris: Osama bin Laden erklærede krig mod USA. Obama aflyste krigen mod terror og rakte ikke bare hånden frem, han brugte Koranen til at legitimere det nye samarbejde. Han sprang over, at det var Koranen, der var udgangspunktet for bin Ladens angreb på det land, han ledede. På samme måde ignorerer Annalena Baerbock Soleimans ideologi. Når blodet bogstaveligt talt flyder, er der en arrogance uden sidestykke over for ofrene, og det er indirekte at bøje sig for volden.

Det er derfor, Israel er et fiskeben i halsen på den vestlige verden. De har ingen steder at gå hen. De skal heller ingen steder. De befinder sig på deres forfædres jord, og intet er mere symbolsk for denne krig end Jerusalem. Jøderne ved det, men millioner af kristne over hele verden forstår og ved det også.

Israel  genforenede hele Jerusalem under 6-dagers krigen i 1967. Med udgangspunkt i den dybe jødiske tilknytning til Jerusalem, og byens centrale betydning for livet i den nyoprettede stat Israel, var det kun naturligt, at Knesset, Israels parlament, erklærede Jerusalem for Israels hovedstad den 23. januar 1950.

Det var en befrielse, men norske medier kalder det en besættelse. NTB kan ikke nævne ordet Øst-jerusalem eller Vestbredden uden at sætte ordet »besat« foran.

Men områderne er ikke besat, de er befriede, og Israel vil aldrig opgive dem.

Den 7. oktober beseglede palæstinensernes skæbne. Lige siden 1948 har de valgt volden. To gange er de blevet tilbudt en egen stat og har afvist det. De vil have hele Israel med i handlen. Af den grund bliver der ikke noget.

Så en ny dynamik er sat i gang. Højrefløjen i Israel forstår dette. Den truer nu det liberale venstres hegemoni, som bliver mere og mere skrøbeligt.

Hvis man forstår Israels kamp mod radikal islam, bliver perspektivet for en national højrefløj og den såkaldte yderste højrefløj helt anderledes. Så fordamper truslen. Disse partier ønsker at forsvare deres egne lande, befolkninger og kulturer. For dette bliver de stemplet med de værste historiske associationer. Det er en hidtil uset forsimpling af den politiske diskurs, som minder om totalitære styreformer.

Den israelske venstrefløj har erkendt mulighederne i at spænde gidslernes situation for deres vogn, og det støttes af Biden-regimet. Men det ser ud til at være en nytteløs strategi. At forsøge at vælte en regering midt i en krig har en dårlig klang.

Højrefløjen kan kun samle point op under Jerusalem Day onsdag.

Den religiøse zionist Ohad Tal forbinder den årlige march med den igangværende konflikt i Gaza.

»Vi fejrer i skyggen af krig, en krig, som de kalder Al Aqsa-oversvømmelsen,« siger han og bruger Hamas’ navn på terrorangrebet den 7. oktober.

“De ønsker at skære vores forbindelse til dette sted over. Det vil ikke lykkes for dem. Vi vil besejre vores fjender og returnere vores gidsler, og vi vil sejre,« deklamerer han til tordnende jubel.

Israelerne ved, hvad der er på spil. De hører råbene fra minareterne, de ved, hvad palæstinenserne ville gøre, hvis de fik muligheden. De så det den 7. oktober, og de vil aldrig glemme det.

Men »vi« har glemt det ved aktiv glemsel. Vores medier og regeringer vil ikke have os til at tænke på, at vi står over for den samme trussel og er låst fast i en katastrofal kurs.

Vi lærer, ikke at se, og forstå, hvad der sker lige foran vores øjne – i vores gader, skoler og lokalsamfund. Den luksus har Israel ikke.

Efter angrebet på Khilat Bnei Torah-synagogen i Jerusalem i november 2020. Israelerne bliver konstant mindet om, hvad der venter dem, hvis de bliver svage.

Vi ønsker ikke at se truslen, selv når den stirrer os lige i ansigtet. Vores politikere kigger væk på vores vegne, og bebrejder dem, der vil have dem til at tage ansvar: Kritikerne polariserer.

For at give sig selv mere tid i håbet om, at det går over, må vestlige politikere holde Israel hen. En israelsk sejr bliver en trussel mod deres eftergivenhed over for islam. Da de har valgt denne linje, må de også glemme jødernes blod.

Palestinian Muslim worshippers pray during the Laylat al-Qadr, or the night of destiny, in the holy fasting month of Ramadan, in front of the Dome of the Rock Mosque at the Al Aqsa Mosque compound in Jerusalem’s Old City Saturday, May 8, 2021. (AP Photo/Mahmoud Illean)

Jøder må ikke bede på Tempelbjerget. Eller ofre. En kvinde blev for nylig taget med en kje under sin kjole på vej op for at ofre.

Den 7. oktober vil udløse en jødisk modreaktion. Ben-Gvir siger, at nu skal jøderne have lov til at bede på stedet for det andet tempel. Israel har hidtil udvist stor tilbageholdenhed og ladet den jordanske Waqf-stiftelse bestemme på Tempelpladsen, af hensyn til den »indre fred« med den islamiske verden. Det er usandsynligt, at regeringen vil turde foretage ændringer under en krig, men muslimernes monopol vil næppe vare ved.

Vores afkristnede, sekulariserede myndigheder vil ikke forstå eller anerkende, at krigen har et religiøst grundlag. For dem handler det kun om palæstinensiske lidelser, som skal kompenseres med deres eget land, og det er jøderne, som skal opgive arven fra deres fædre. Derfor den monomane optagethed af Gazas lidelser. Det er designet til at få os til at glemme realiteterne, herunder det faktum, at palæstinenserne også må tage konsekvenserne af deres handlinger.

Men vestlige politikere vil hellere belønne dem. De har noget til fælles med palæstinenserne: De vil heller ikke tage ansvar, men er på vej mod den samme katastrofe, som ramte Israel den 7. oktober.

De, der forstår dynamikken, kan ændre den. Og det er præcis, hvad israelerne gør.

 

ANNONSE









Source link