Hvad er konsekvenserne af kønsidentitetsundervisning i skolen? Det spørger Miriam H. Jørgensen, lærer og skribent ved Samlivsrevolujonen, om i et debatindlæg i Dagsavisen.
I et interview med Aftenposten den 18. november udtalte Dag Inge Ulstein (KrF), at han vil have »kønsidentitet ud af skolen«. Der er også intern uenighed i den norske regering om, hvor mange køn der findes, og om man kan vælge sit eget køn.
Lærer Miriam H. Jørgensen fokuserer derimod på, hvad børn allerede lærer i de norske skoler. Det skriver hun:
»De læremidler, der findes på markedet, og som bruges i skolerne, har en vis lighed, når det gælder formidling af køn. Når det gælder det kontroversielle og uafklarede begreb kønsidentitet, præsenteres det ikke kun som et synspunkt, men som en facet af, hvad køn faktisk er, gennem udsagn som »køn er følelsen inden i dig« og »der er kun én person, der kan definere dit køn, og det er dig selv«. Undervisningsmaterialet opfordrer eleverne til at udforske og reflektere over deres egen såkaldte kønsidentitet gennem tekster og opgaver«.
Jørgensen advarer mod den forvirring, det kan skabe i små børns hoveder:
»Skolen kan ikke længere give en definition af, hvad en kvinde og en mand er, baseret på de seneste undervisningsmaterialer, men er blevet en formidler af forskellige syn på køn. Som følge af indførelsen af »kønsidentitet« er det biologiske køn blevet sat på sidelinjen. Eleverne får nu at vide, at »køn er mere end en krop«, og at »det kan være svært at finde ud af, hvilket køn man er«. Det er meget foruroligende, at kønsidentitet har åbnet op for et stort fokus på såkaldt kønsbekræftende behandling helt ned i 4. klasse (!), og at vi ser en helt ukritisk tilgang til en sådan invasiv behandling. Det er uholdbart, at politikerne ikke tager bekymringen for kønspædagogikken mere alvorligt. Det er blevet udtrykt fra flere sider, bl.a. fra sundhedsplejersker og psykologer.”
Som Miriam H. Jørgensen spørger: Hvis undervisning i skolen fører til alvorlige konsekvenser, som f.eks. usikkerhed om ens eget køn, efterfulgt af medicinske valg, som man senere fortryder, hvem har så ansvaret?