En undersøgelse foretaget af Potsdam Institute for Climate Impact Research (PIK) i Tyskland, konkluderede sidste år, på et metodisk grundlag, der har vist sig at være mangelfuldt, at “klimakrisen” koster 38.000 milliarder dollars i året.
Undersøgelsen, som blev offentliggjort i Nature, blev den næstmest citerede inden for klima området i 2024, og resulterede i stor dækning i Tysklands mest indflydelsesrige medier.
Nu, 15 måneder senere, indrømmer verdens måske mest indflydelsesrige videnskabelige tidsskrift, at undersøgelsen har alvorlige svagheder. Men det var allerede blevet klart, da det før offentliggørelsen modtog skarp kritik fra flere videnskabsmænd, der vurderede kvaliteten af arbejdet for Nature, rapporterer Die Welt.
I mellemtiden er den miskrediterede undersøgelse, blevet brugt som grundlag for viden i arbejdet i magtfulde institutioner verden over, såsom OECD, regeringer, centralbanker og Verdensbanken, skriver den tyske avis’ redaktør for videnskab, Axel Bojanowski, der kalder den “en af de største videnskabelige skandaler i de senere år”.
Undersøgelsen var ikke kun en medie succes, men påvirkede også de højeste politiske organer. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Verdensbanken, og den amerikanske regering, brugte den for eksempel som en retningslinje.
Network for Greening the Financial System (NGFS), en sammenslutning af centralbanker og offentlige myndigheder for klima beskyttelse, brugte resultaterne af undersøgelsen i sine beregninger af de fremtidige omkostninger ved klimaforandringer, som fungerer som model for regeringer og virksomheder.
Den Europæiske Centralbank (ECB) bruger også NGFS-scenarier, blandt andet til at stressteste det europæiske finansielle system.
Ekstreme scenarier som det fra PIK-undersøgelsen, kan føre til politiske ændringer, for eksempel ved at banker skal opbygge højere egenkapital på grund af antaget høj klimarisiko, hvilket kan bremse den økonomiske vækst.
Bojanowski påpeger også den ideologiske fælles interesse mellem det tyske institut, der producerede undersøgelsen, og de institutioner, der brugte den:
Her falder PIK’s og NGFS’ interesser sammen, da begge følger den videnskabeligt mindre robuste teori om “planetariske grænser”, som kræver restriktioner på økonomisk aktivitet.
Denne konvergens har bidraget til svækkelsen af Tysklands økonomi, ifølge politolog Jessica Weinkle ved University of North Carolina.
Weinkle ser “alvorlige interessekonflikter”, fordi PIK er økonomisk forbundet med NGFS – via den indflydelsesrige klima-fond Climate Works, en vigtig sponsor af NGFS, som også betaler PIK for at beregne NGFS-scenarierne.
Lederen af undersøgelsen, klimaforsker Anders Levermann, benægter, at der er nogen interessekonflikt.
Hvordan Nature var i stand til at offentliggøre undersøgelsen, efter peer reviewet, forbliver et mysterium:
Alle fire forskere, der gennemgik arbejdet, havde fundet alvorlige mangler i undersøgelsen. “Jeg har alvorlige bekymringer over usikkerheden og gyldigheden af den empiriske model, de har skabt og brugt til forudsigelserne,” skrev en.
“Jeg må desværre påpege, at den statistiske metode, der ligger til grund for forskningsrapporten med denne titel, ikke har noget videnskabeligt grundlag overhovedet,” kritiserede en anden.
En tredje skrev:
“Jeg har svært ved at tro på resultaterne, som virker […] kontraintuitivt store.”
Den samme person frygtede også konsekvenserne af offentliggørelsen:
Fremadrettet tilføjede han: “At offentliggøre tal i indflydelsesrige tidsskrifter, der derefter i vid udstrækning miskrediteres, kan skabe en masse forvirring.”
Personens bekymringer var ikke ubegrundede:
Den 8. november 2024 annoncerede NGFS sin nye “skadefunktion” til beregning af klimaskader, som også skulle være baseret på PIK-undersøgelsen.
Forskerne bag undersøgelsen, som også har fået varm velkomst fra flere andre forskere efter offentliggørelsen, er siden kommet med en ny version, hvor de når frem til nogenlunde samme resultat med en ny metode:
I den nye artikel – et “preprint” uden peer review – hævder PIK-forfatterne, at deres resultater stort set er gyldige efter et par rettelser. Klimaskaderne er derfor kun en smule lavere.
Skepsis er heller ikke fraværende efter opdateringen. En kritiker siger, at metoden synes håndplukket med det formål at nå den ønskede konklusion, skriver Die Welt.
Institutionelt pres har bidraget til at ødelægge videnskaben, siger den amerikanske fysiker Steven Koonin.
For vores vedkommende kan vi tilføje, at reparations arbejdet efter ødelæggelsen slet ikke er begyndt, fordi ødelæggelsen ikke engang officielt er fastslået endnu. Ikke desto mindre er enhver, der i dag blot tager det for givet, når forskere udtaler sig på områder, hvor penge og politik er involveret, enten naiv til et punkt af dumhed, eller endda ude på lyssky sager.
Men mange spørgsmål forbliver ubesvarede, såsom dette: Hvorfor er vestlige centralbanker og offentlige institutioner en del af et ideologisk netværk, der arbejder for mindre økonomisk aktivitet? Er de alle købt og betalt af Kina?