Samtaler i horehuset Diamond Hell

Samtaler i horehuset Diamond Hell


Lars Movin skriver på sin Facebookprofil om Renaldo and Clara – en film af Bob Dylan:

I mange år har Bob Dylans næsten fire timer lange hybridfilm “Renaldo & Clara” (optaget under Rolling Thunder Revue i 1975-76) været et fabeldyr i den gådefulde sanger og sangskrivers enorme oeuvre. Da filmen havde premiere i 1978, fik den en mildt sagt stedmoderlig behandling af anmelderne, og selv blandt de mest forhærdede Dylan-fans var der mange, som havde svært ved at forholde sig til det aparte værk, hvor koncertklip og dokumentariske turnéoptagelser blandes med en fiktionshistorie, der ligger så tæt på autentiske personer og episoder, at det kan være nærmest umuligt at skelne. Personligt elskede jeg den og så den to gange i rap.

Jeg skal ikke her forsøge at komme med en beskrivelse eller analyse af “Renaldo & Clara” – i bogen “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan” (2021) bruger jeg op imod 40 sider på bare at nærme mig en læsning af filmen. Nej, nærværende opslag er blot for at gøre opmærksom på, at den film, der på mange måder må siges at være et af Dylans mest ambitiøse projekter nogensinde, og som i årtier har været utilgængelig som andet end flossede piratkopier (VHS eller DVD), nu pludselig er dukket op på YouTube i noget, der ligner en perfekt kopi. Erfaringsmæssigt kan den type Dylan-materiale hurtigt forsvinde igen (Dylan har inden for de senere år givet udtryk for, at han IKKE ønsker at relancere “Renaldo & Clara”), så hvis du vil benytte dig af chancen, er det bare med at rubbe neglene (spring eventuelt en enkelt fodboldkamp eller Tour de France-etape over og brug aftenen på en oplevelse, du sent vil glemme) – find filmen på dette link:

Vil du have bare et lille hint om, hvad “Renaldo & Clara” er for en fisk, følger her et kort klip fra min ovennævnte bog, “Farlige film 1”. I afsnittet om “Renaldo & Clara” placerer jeg filmen i forlængelse af Dylans første livtag med filmmediet, den ligeledes “besværlige” “Eat the Document” (optaget 1966, blandt andet i Danmark). Og så prøver jeg at udrede de mange referencer til andre film, der ligger indlejret i “Renaldo & Clara”, hvilket er ikke så få, dog først og fremmest den franske instruktør Marcel Carnés klassiker, “Les Enfants du Paradis” (1945), som gennemsyrer handlingen i Dylans værk fra start til slut.

ANNONSE






Men her altså et klip fra min bog:

Hvor publikum i “Eat the Document” møder Dylan og hans musik med buh-råb, synes de i “Renaldo and Clara” at omfavne ham med hengiven kærlighed. I en af de scener, der ikke kom med i filmen, ses Scarlet Rivera som passager i en limousine, der kører af sted gennem New Englands efterårslandskaber, mens chaufføren taler om gårsdagens show. Vi forstår, at det er en af de få rockkoncerter, chaufføren nogensinde har overværet, og noget af det mest fantastiske, siger han, var den energi, der flød frem og tilbage mellem de optrædende og publikum. “Det var som ét batteri, der opladede et andet” – “like one battery charging another”.

I filmen er de potente koncertscener vævet ind i fortællingens tekstur på en måde, således at både Dylans egne sange og nogle af de øvrige turnédeltageres bidrag kommer til at fungere som kommentarer til temaer og episoder i handlingen. Og hertil kommer så fiktionsscenerne, der ligesom i forbindelse med “Eat the Document” blev til undervejs på turnéen, dog som nævnt med den forskel, at Dylan denne gang havde forberedt sig bedre og herudover også allieret sig med indtil flere medforfattere, først og fremmest Sam Shepard (hvis opgave dog efterhånden blev forskudt fra at skrive fiktionsfragmenter til i stedet at spille en figur ved navn “Rodeo”). Mange af de fiktive scener – hvoraf flere er delt op i mindre stumper, der er fordelt ud over filmen – kredser om de evigt besværlige relationer mellem kønnene, enten i en direkte form, der kan have at gøre med kærlighedens vilkår i en turnésituation, eller i en mere almen og abstrakt betydning (til den sidste kategori hører eksempelvis samtalerne mellem de prostituerede i horehuset Diamond Hell).

Andre scener synes at være bygget op omkring nogle af de personer, der nu tilfældigvis var ved hånden, fordi de deltog i Rolling Thunder Revue. Det gælder eksempelvis en række afsnit med Allen Ginsberg, hvoraf nogle udspiller sig i selskab med den ovenfor omtalte Maria “Mama” Frasca, som læser digterens hånd og ser, at han er en rask og sund mand, som dog har haft sine problemer i livet; mens andre er optaget under en Mahjong-konference på Sea Crest Motel i Falmouth (ligeledes i Massachusetts), hvor Ginsberg foran en forsamling af ældre jødiske kvinder læser fra “Kaddish”, en elegi for hans martrede mor og ifølge Dylan et af de bedste digte, der nogensinde er skrevet.

Ind imellem det omtalte materiale er så placeret optagelser med den pinball-spillende David Blue, som efter i sin første monolog at have skitseret situationen på New Yorks folk-scene fra begyndelsen af 60’erne og frem til det punkt, hvor den unge Bob Dylan gjorde sin entré, i de følgende afsnit fortsætter med at lægge brik på brik til denne fortælling. En beretning, hvor fakta og myte har det med at flyde sammen, og som efterhånden planter en stadig mere gnavende tvivl hos publikum, for selv om det til at begynde med kan virke, som om Blue taler om den autentiske Dylan og dennes velkendte færden i The Village, er det så rent faktisk filmens fiktive Dylan, det handler om?

Samme tvivl melder sig ikke i filmens to dokumentariske/aktivistiske indslag, der begge vedrører sager, som Dylan – inden for rammerne af turné såvel som film – lånte sit navn og sin indflydelse til.

Den første af disse handler om Tuscarora-indianerne, sammen med hvem Dylan og hans entourage deltager i en Thanksgiving-middag for at vise deres solidaritet med stammens kamp for at bevare deres levesteder og rettigheder. Til stede ved dette møde er desuden Doug Boyd, den forfatter, som året forinden havde udgivet en bog om den moderne medicinmand, der kaldte sig Rolling Thunder (vel at mærke IKKE en inspirationskilde til navnet Rolling Thunder Revue). Og et mindeværdigt øjeblik under dette kulturmøde indtræffer, da Dylan tager guitaren frem og spiller Peter La Farges “The Ballad of Ira Hayes”, en sang om den Pima-indianer, der under Anden Verdenskrig var en af de seks marinesoldater, som rejste det amerikanske flag på Stillehavsøen Iwo Jima – med linjerne: “Call him drunken Ira Hayes / He won’t answer anymore / Not the whiskey drinking Indian / Or the marine that went to war.”

Den anden politiske sag, Dylan tager op i “Renaldo and Clara”, drejer sig om den sorte bokser Rubin “Hurricane” Carter, der i 1966 blev idømt en livstidsstraf for et mord, som han angiveligt ikke havde begået. I 1974 havde anklagemyndighedens to nøglevidner trukket deres udsagn tilbage, hvilket førte til en genåbning af sagen, og det var den proces, Dylan valgte at støtte, først ved at indspille sangen “Hurricane” til albummet “Desire” og dernæst ved at inkludere Carter i “Renaldo and Clara”. Filmens anden del åbner med, at Dylan og hans orkester spiller “Knockin’ On Heaven’s Door” i Clinton Correctional Facility, et topsikret fængsel i New Jersey. Og i en sekvens, hvor Carter fortæller om, hvordan han og Dylan oprindeligt kom i kontakt med hinanden, efter at Carter havde sendt et eksemplar af sin selvbiografi, “The Sixteenth Round” (1974), til Dylan, stopper filmholdet tilfældige forbipasserende på et gadehjørne i Harlem og spørger om deres holdning til sagen. Et stykke reportagejournalistik fra den amerikanske virkelighed anno 1975, der dokumenterer, at ikke-hvide amerikaneres tiltro til deres lands retssystem dengang var akkurat lige så ringe, som den er i dag.

Som sagt, der er meget mere, men det må I læse i bogen …”



Source link