RED HOT - 24NYT

RED HOT – 24NYT



Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Med gårsdagens handelsaftale mellem EU og USA vil jeg sige, at den første vilde og dramatiske fase af USA’s økonomiske omstrukturering er ovre. Det tog kun knapt 200 dage – lidt vildt, egentlig. Efter min mening kan USA nu med rimelig sikkerhed vokse sig ud af sine problemer.

Lad mig forklare,: Dette år startede med tre økonomiske kæmper, hver med styrker og svagheder.

USA: INNOVATIONENS KONGE, MEN MED EN OFFENTLIG GÆLDSEKSPLOSION
USA er som en tech-startup på steroids – sprudlende innovativt med et erhvervsliv, der spytter penge ud om ingen andre. Men landet gik også ind i 2025 med et katastrofalt 6,7 % underskud på statsfinanserne (af BNP) og et 2,5 % underskud på betalingsbalancen.

Specielt det store offentlige underskud var som en økonomisk torpedo mod skibet. Samtidig havde landet mistet evnen til at lave en række essentielle produkter såsom sjældne jordarter, kritiske halvlederkomponenter, farmaceutiske komponenter, skibsbygning, og batteriteknologi. Og det havde massivt overforbrug. Hele 82 % af økonomien var faktisk drevet af privat og offentligt forbrug – lidt som at leve på kreditkort og kage.

Der er mere: I årtier har USA med rette brokket sig over, at NATO’s andre medlemmer (læs: primært EU) ikke matchede deres militærudgifter som lovet. Der var altså overordnet brug for at dæmpe shoppelysten, booste produktionen, sikre kritiske forsyninger samt at lægge noget af den militære byrde over på NATO-kammeraterne – en klassisk opskrift på balance.

EU’S EURO-SKLEROSE: LOVJUNGLE OG VINDMØLLE-DRØMME
EU havde et pænt 1,2 % overskud på betalingsbalancen og “kun” 3,3 % underskud på statsfinanserne – ikke dårligt, Europa! Men her stopper festen. Med 73 % af økonomien bundet i forbrug og kvalt af massiv, næsten Monty Python-agtig overregulering og brandbeskatning, er EU’s erhvervsliv som en bil med håndbremsen trukket af bureaukrater – potentialet er der, men det sidder fast i beskatning, teknologifjendtlighed og papirarbejde.


KINA: INNOVATIONSSPRINTER, MEN MED EN GÆLDSBOBLE
Kina har overhalet både Europa og USA på innovation – ifølge et australsk analysebureau fører de på 58 ud af 62 kritiske fremtidsteknologier. Men her kommer smerten: Massiv overinvestering giver lav rentabilitet, og gælden i det offentlige og statsstøttede virksomheder buldrer derfor opad. Kun 40 % af Kinas økonomi er forbrug – resten er fabrikker, fabrikker og atter fabrikker. Med en samlet gæld på 310 % af BNP er det som at bygge et korthus i en storm.

TRUMPS MASTERPLAN: SUPPLY-SIDE OG NATO-PRES
Trump-administrationen har sat turbo på. De har fået NATO-landene til at forpligte sig til 3,5 % af BNP på militær og 1,5 % på sikkerhedsinvesteringer som cybersikkerhed, grænsekontrol og forsyningssikkerhed (tænk energi og sjældne jordarter). Samtidig har de rullet en lang række vækstfremmende tiltag ud – skattelettelser, deregulering, you name it – som formentlig vil løfte USA’s langsigtede vækst over 3 %.
Og nej, det vil ikke tænde en inflationsbrand. For det første er udbudspolitik i sig selv langsigtet meget deflationær,t og for det andet siger økonomer fra Goldman Sachs, Morgan Stanley og J.P. Morgan, at nye toldsatser kun løfter forbrugerpriserne med 0,3-1 % – og så flader det ud. Planen er at køre USAs økonomi “red hot” uden at skabe et inflationsproblem.

Denne økonomiske omvæltning er efter min mening en direkte billet væk fra gældseksplosionen samt den geopolitiske afhængighed af Kina. Populært sagt? USA har skiftet til supply-side økonomi à la Reagan, men på speed.

Hemmeligheden? Trumps team er som Avengers for serieiværksættere – de har ledet ca. 200 virksomheder fra tech-giganter til biotech og hedgefonde, med en gennemsnitsformue på 12 mia. kr. pr. næse. De mestrer politisk blitzscaling og pivots – hurtig skalering og agil strategi, som var de i Silicon Valley. Ja, resten af verden er chokerede, men det virker.


EU OG KINA: TID TIL AT VÅGNE OP!
USA er efter min mening nu på vej mod en økonomisk renæssance. Men EU sidder fortsat fast i sin lovjungle, overbeskatning og teknologi-fjendtlig Luddisme. Og Kina balancerer på kanten af en gældskrise.
Så hvad gør man? – Vrider hænderne over de onde amerikanere eller løser sine egne problemer? Jeg vil foreslå det sidste. EU må tage en MEGET seriøs snak om massiv deregulering, lavere skat på virksomheder, investering og arbejde. Og billigere energi – drop vindmølle-fantasierne og sats mere på naturgas nu og atomkraft snart.

Kina må sænke realrenterne markant, indføre velfærdsydelser og lave strukturelle reformer for at løfte hjemlige efterspørgsel. Tænk lige over det; hvis de hæver forbruget fra 40 til 60% af BNP, betyder det 50% stigning i landets forbrug. Det vil befolkningen da elske deres ledere for!

Helt overordnet: Fase 1 af USA’s økonomiske omstrukturering er næsten afsluttet efter knapt 200 dage, hvilket booster vækst og reducerer gældstrusler og kritiske afhængigheder, mens EU stadig kæmper med latterlig overregulering og Kina med truende gæld.

Vil fase 2 og 3 bringe Europa og Kina op i tempo, eller vil USA’s turbo-politik efterlade dem i støvet? Det afhænger i høj grad af om de erkender deres egne problemer. Jeg tror, de er kommet et pænt skridt i den retning. Håbet er lysegrønt.





Source link