Regeringen vil med sin oprustning signalere afskrækkelse, men natten til torsdag fremstod den handlingslammet. Sådan lyder den sønderlemmende kritik fra en stribe eksperter og partiledere, skriver Berlingske.
”Statsminister Mette Frederiksen (S) har stædigt markedsført sig selv som en sikker hånd på rattet i en tid, hvor kriserne fletter sammen. Alligevel afslører den seneste uges droneaktivitet over noget af Danmarks mest kritiske infrastruktur, at regeringen reelt ikke har bygget et beredskab, der kan beskytte os mod ondsindede magter.
’Det er helt vildt, at droner har kunnet flyve over Skrydstrup lufthavn, hvor vores F-35-fly befinder sig. Det er ret chokerende’, siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen.
’Det er blevet udstillet, at vi er splitternøgne for åbent tæppe. Det er en striptease, der foregår her. Vladimir Putin sidder formentlig og slår sig på lårene af grin over, hvor inkompetente vi er. Vi bliver drevet rundt i manegen, og det sker kun, fordi vi er svage. Jo mere svaghed vi viser, jo mere inviterer vi dem, der ønsker at skabe kaos i vores land. Det er sådan, dynamikken er’, siger Jacob Kaarsbo, der har fortid som chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste”.