Af Lars Hedegaard
”Og en særlig hilsen sender jeg til det grønlandske folk.”
Det vides endnu ikke, om kong Frederik vil udtale disse ord under aftenens nytårstale, men der hersker ingen tvivl om, at mange internationale spillere i disse dage kaster – om ikke deres kærlighed – så i det mindste griske blikke på Rigsfællesskabets nordligste medlem.
I marts var EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen i Grønland for at indvie et EU-kontor i Nuuk – et initiativ, der skulle understrege EU’s interesse for den store ø og det arktiske område. Ved samme lejlighed undertegnede von der Leyen, Grønlands regeringschef, Múte Bourup Egede, og statsminister Mette Frederiksen to samarbejdsaftaler på tilsammen 94 millioner euro, der bl.a. skulle sikre forsyningen med ren energi og nye uddannelsesinitiativer. (Skærmbillede fra Kong Frederik d.9’s nytårstale 1971)
Nok så vigtigt ud fra et geopolitisk perspektiv var kommissionsformandens erklæring om, at EU også vil investere i udvindelsen af kritiske råstoffer.
Det er hun ikke ene om. Flere andre står på spring for at få fingrene i den grønlandske undergrund og samtidig styrke deres indflydelse i det artiske område. Mange iagttagere har nemlig bemærket, at Arktis i de kommende år vil få stigende geopolitisk og økonomisk betydning, og at Grønland bliver en afgørende brik i magternes kamp.
Med vanlig åbenhjertighed har Donald Trump bekendtgjort, at han godt kunne tænke sig at overtage Grønland. Det skal man nok tage med et gran salt. Han forestiller sig næppe, at Grønland vil lade sig overtage, eller at Danmark uden videre vil give slip på det, der snart kan vise sig at blive Rigsfællesskabets kronjuvel. Man skal nok snarere opfatte Trumps udmelding som et oplæg til forhandlinger.
Og man kan roligt gå ud fra, at USA vil presse på for at opnå en nyordning af Grønlands status. Under et nyligt interview med Breitbart News siger den prominente arktiske ekspert, Dr. Walter Berbrick, som er professor ved USA’s Naval War College og leder af dets arktiske studiegruppe, at Grønland er ”et knudepunkt for USA’s nationale sikkerhed og den frie verdens fremtid. Dets geografiske position giver enestående (unparalleled) strategisk adgang til havene i Arktis, Atlanten og Stillehavet og vil derfor tillade USA at overvåge og afværge trusler mod Nordamerika og dets NATO-allierede.”
Derudover påpeger Berbrick, at Grønland har store ressourcer af sjældne jordarter, som har afgørende betydning for udviklingen af avanceret teknologi og militære systemer.
Han advarer om, at autoritære magter som Kina og Rusland står på spring for at dominere Grønland.
Måske afslører professor Berbrick det, som Trump i virkeligheden håber at opnå med sin bryske udmelding, nemlig et styrket ”partnerskab” med Grønland og Danmark, som Berbrick betegner som afgørende for at imødegå ”autoritær indflydelse og beskytte USA’s og dets allieredes interesser for mange kommende generationer”.
I lyset af flere danske regeringers uheldige opførsel i talrige sammenhænge kan man med rette betvivle, at Mette Frederiksen og Lars Løkke har noget begreb om, hvad der står på spil for Rigsfællesskabet – og hvilke muligheder, der tegner sig for såvel Grønland og Danmark, hvis de forstår at spille deres kort rigtigt.
Fra Ursula von der Leyen er der næppe andet end hensigtserklæringer at vente, og man kunne derfor håbe, at der var en voksen til stede i Udenrigsministeriet. Men det er nok mange år siden, at det var tilfældet.