Hvide mænd er i løbet af et årti blevet trængt ud af centrale positioner i amerikansk kulturliv. Det har journalisten Jacob Savage dokumenteret på forbilledlig og meget grundig vis. Jeg har tidligere skrevet om hans undersøgelser, der viser, at kvinder, homoseksuelle, sorte, asiater og latinoer i stort omfang foretrækkes frem for hvide mænd.
På universiteterne er andelen af hvide mænd blandt nyansatte i humaniora mere end halveret på de fleste store læreanstalter. I medierne er billedet det samme: Etablerede medier har halveret andelen af mandlige medarbejdere siden begyndelsen af 2010’erne. I underholdningsindustrien er hvide mænd stort set forsvundet fra stipendieordninger. Disney Writing Program og Sundance har tilsammen tildelt godt 240 stipendier over de seneste år, hvoraf kun en håndfuld gik til hvide mænd.
Danske forhold
I Danmark begynder den uretfærdige forskelsbehandling rettet mod unge mænd med dansk oprindelse allerede i gymnasiet. Piger samt drenge og piger med anden etnisk oprindelse får bedre karakterer end danske drenge. Det kan man se, når man sammenligner deres årskarakter med den ofte anonymiserede eksamenskarakter.
Diskriminationen dokumenteres i tal og vidnesbyrd, men benægtes af dem, der har magten til at ændre noget. I USA såvel som i Danmark. Det har længe været kendt, at kvoteordninger og måltal forringer mænds karrieremuligheder og svækker deres adgang til eftertragtede jobs, lederstillinger og bestyrelsesposter.
Meritokratiets forfald
Meritokratiet er blevet ofret på ideologiens alter. Men hvad koster det egentlig?
Er de store medier mere troværdige i dag end for ti år siden? Er film og serier bedre? Er universiteterne mere respekterede? Svaret er nej på alle tre.
Chefredaktøren på det prestigefyldte magasin The Atlantic, Jeffrey Goldberg, har selv indrømmet problemet: Det er meget svært at skrive en lang, dybdegående artikel af høj kvalitet, og de journalister, der formår det, tilhører næsten uden undtagelse den gruppe, magasinet har besluttet ikke længere at ansætte. Altså hvide mænd.
Det er da en sjælden indrømmelse fra en politisk korrekt diversitets- og minoritetsdyrkende venstrefløjsinstitution, der selv har bidraget til problemet.
Når en institution ansætter efter køn og hudfarve frem for evner, falder kvaliteten. De bedst kvalificerede får ringere muligheder. Det kan borgerne mærke, selv om de sjældent sætter præcise ord på fornemmelsen. Tilliden daler stille og roligt. Institutioner, der ikke belønner dygtighed, mister den anseelse og legitimitet, der er deres egentlige eksistensgrundlag.
De etablerede medier, der engang satte dagsordenen, kæmper mange steder for deres overlevelse. Universiteterne, der fungerede som intellektuelle kraftcentre, er i stigende grad blevet ideologiske ekkokamre for venstrefløjen. Filmbranchen producerer i stigende grad indhold, som færre gider at se.
Institutionerne har ikke styrket sig ved at vende meritokratiet ryggen. De har fremskyndet deres eget forfald.
Den dobbelte ironi
Der er en dobbelt ironi i denne udvikling. De institutioner, der ville fremme lighed ved at sætte identitet over evner, har ikke skabt mere retfærdighed. De har skabt svagere institutioner, der tjener alle dårligere, også dem, som ordningerne skulle gavne.
Et universitet, der ansætter efter køn og etnicitet frem for intellektuelle meritter, uddanner sine studerende ringere. Et medie, der rekrutterer efter demografisk balance frem for journalistisk talent, oplyser sine læsere dårligere.
Meritokratiet er netop den mekanisme, der sikrer, at privilegierne ikke er låst fast fra fødslen.
Budskabet til den næste generation
Konsekvensen rækker ud over de institutioner, der har forladt meritokratiet. Den rammer dem, der vokser op og aflæser, hvad systemet reelt belønner.
En ung mand, der i dag orienterer sig mod en akademisk karriere, en plads i medierne eller en stilling i filmbranchen, møder tal, der er svære at misforstå. Hans muligheder afhænger i stigende grad af, hvem han er, ikke hvad han kan.
Det er et ødelæggende signal i et samfund, der burde hvile på præstation og retfærdighed. Mange unge mænd har læst signalet korrekt. De opgiver, som Savage dokumenterer, ganske enkelt at få en karriere inden for universiteter og medier.
Danmark er ikke Amerika, men princippet er universelt
Meritokratiet er en civilisatorisk aftale om, at den bedst egnede skal have mulighed for at komme frem. Når vi ser, hvad der sker i det amerikanske samfund, når den aftale brydes, bør vi spørge os selv, om vi er parate til at betale den samme pris herhjemme.
For tendensen ses også i Danmark og andre europæiske lande.
En hel generation af hvide mænd får at vide, at verden ikke ønsker dem. Fra karakterfordelingen i gymnasiet til ansættelsespraksis på universiteterne og andre arbejdspladser. Det er et af de seneste ti års værste overgreb mod retfærdighedens idé.
Af Kasper Støvring