Væbnede konflikter kan ikke gøres rene, ublodige eller moralsk ukomplicerede. Det er der alt for mange i det britiske Labour, der ikke forstår.
Tom Tugendhat er tidligere sikkerhedsminister og formand for Udenrigsudvalget. Han sidder nu i parlamentet for Det Konservative Parti. Tugendhat sætter pris på, at prins William nu påtager sig rollen som en slags skytsengel for en velgørende organisation, der er forbundet med Storbritanniens mest elitære soldater, Special Air Service (SAS).
Ved at blive protektor for SAS-velgørenhedsorganisationen har prinsen af Wales vist en politisk modenhed og ærlighed, som desværre mangler i Westminster og Labours legalistiske ledelse.
Elitesoldaterne i Special Air Service står fortsat i spidsen for Storbritanniens nationale forsvar og håndterer antiterroroperationer og de hårdeste missioner på fremmed jord. Men i de senere år er SAS-soldater blevet beskyldt for at bryde reglerne for engagement ved at mishandle og dræbe fjender og civile, skriver Tugendhat i The Telegraph.
Ved at stå sammen med dem modstår prins William fristelsen til at foregive, at krig kan gøres ren, ublodig eller moralsk ubesværet gennem juridiske abstraktioner, og afviser den falske dikotomi, at de, der kæmper på nationens vegne, enten skal være helgener eller skurke uden plads til den menneskelige virkelighed derimellem.
SAS-soldater sendes på ekstremt krævende missioner i situationer bag fjendens linjer, hvor enhver beslutning skal træffes i løbet af få sekunder. Derefter bruges civil retfærdighed til at dømme dem for at bryde regler, der ikke fungerer i en krigssituation, hvor man ofte kæmper mod en fjende, der ikke har en eneste regel at følge.
Selvfølgelig skal det ikke være frit for alle, heller ikke for elitesoldater, de skal også forholde sig til en vis form for menneskelighed. Men vi bør ikke ignorere realiteterne i de situationer, de befinder sig i.
Anklaget for at have dræbt civile
SAS-soldater blev beskyldt for at dræbe civile i Afghanistan. Men hvordan skelner man egentlig mellem civile og soldater i et område, hvor fjenden ikke bærer uniform? Og hvad mere er: SAS mistede så mange som hver sjette soldat i den krig, hvilket er skyhøje tabstal for specialiserede soldater på dette niveau. De risikerede deres liv, bogstaveligt talt. Så man er nødt til at tolerere nogle fejlvurderinger i kampens hede.
For eksempel kan du ikke tage krigsfanger med dig, når du er i en lille gruppe på 4-6 soldater langt bag fjendens linjer, omgivet af fjender, som ikke vil tøve med at torturere og dræbe dig og dine medsoldater.
Nu hvor Starmers regering lader som om, at den seriøst overvejer muligheden for en reel konflikt med russerne, er det næppe særlig smart at demotivere sin absolutte militære elite. Når alt kommer til alt: Er der nogen, der tror, at Kreml bekymrer sig om, hvorvidt russiske specialstyrker bryder reglerne på missioner bag fjendens linjer?
Den britiske regering flirter med en blodig konflikt med Rusland uden nok våben, soldater eller penge. Det er ikke tiden til de luksuriøse og »humanitære« forestillinger, som har præget britisk og europæisk politik i en generation.
SAS-soldater er ikke helgener. De er mennesker, som befinder sig i ekstremt farlige situationer, præget af frygt, udmattelse og moralsk pres. De opererer i miljøer, der er præget af usikkerhed, hastværk og uoprettelige konsekvenser, men de er også mænd og kvinder, der risikerer alt for deres nations sikkerhed.
Så det er en dårlig idé at skabe en situation, hvor sådanne soldater føler, at deres værste fjender befinder sig i bagtroppen og i støtteorganisationen.
Den stigende civile retslige indblanding i krig repræsenterer en grundlæggende kategorifejl. Væbnede konflikter er ikke en form for fredstidsstyring, der er underlagt antagelserne og forventningerne i civile retssystemer.
Behandler soldater i krig som civile i fred
Advokater understreger, at det er et moralsk fremskridt at behandle soldater i krig som civile i fred. Det er en fornægtelse af krigens brutale natur, hvor helt andre regler må gælde. Det er en grov misforståelse at dømme specialstyrkesoldater, som om de var politifolk i tjeneste.
Men civile i det politiske miljø forstår ikke krigens regler. Derfor indfører advokater, som ikke risikerer noget, indsatsregler for de soldater, som risikerer deres liv. Disse spilleregler er ofte så dumme, at de næsten er utrolige.
Blandt andet blev norske soldater i Afghanistan ofte beordret til ikke at skyde på fjenden, før fjenden havde åbnet ild. Det lyder fint for en dygtig advokat på et sikkert kontor. Men det er en stor trussel for soldater på patrulje, som ser Taleban-terrorister arbejde hårdt på at samle artilleri på bjergskråningen.
Det naturlige er selvfølgelig at neutralisere den åbenlyse fjende, før granaterne er i luften på vej til den norske kampkolonne. Men det kunne være et brud på reglerne.
Genevekonventionen har en bedre forståelse af, hvordan krig faktisk fungerer, og anerkender nødvendighed, proportionalitet, adskillelse og kommandoansvar i en kontekst, der er præget af kaos snarere end sikkerhed.
Konventionens styrke ligger i dens accept af ufuldkommenhed. Den kræver ikke fejlfri resultater. Den kræver udøvelse af god dømmekraft under risikable forhold. Det er det moralske og juridiske fundament, som disciplinerede væbnede styrker er bygget på.
Det ville være ren idioti at bruge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) til at vurdere handlinger i krig og samtidig skubbe ansvaret ned i rækkerne i stedet for op.
Menneskerettighedskonventionen har vist sig at være totalt ubrugelig selv i civile anliggender, som vi ser i behandlingen af briternes ret til at beslutte, hvem der kan blive i Storbritannien. I krig bliver EMRK endnu mere meningsløs.
Total fiasko for det politiske og militære lederskab
Beslutninger, der er godkendt på politisk og strategisk niveau, bliver efterfølgende revideret på taktisk niveau, og mens de generaler, bureaukrater og ministre, der skabte problemerne, slipper for at stå til ansvar, bliver soldaterne i frontlinjen straffet.
Ansvaret skubbes ned til de menige soldater, hvilket gør det muligt for dem, der ønsker at nå målene, at distancere sig fra de midler, der bruges til at nå dem.
Dette er det stik modsatte af godt lederskab. Resultatet er ikke højere etiske standarder, men en etik, der uddelegerer ansvaret til så lavt et niveau som muligt.
Statsapparatet autoriserer brugen af dødelig magt, men nægter at tage ansvar for konsekvenserne. De, der udfører missioner med risiko for deres eget liv, bliver kriminaliseret. De svage og kujonagtige pålægger de stærke og modige, som skal beskytte nationen, restriktioner. Resultatet er forudsigeligt og alvorligt.
Når de, der er uddannet og autoriseret til at bruge magt, begrænses af ubegrundet juridisk frygt, forsvinder magten ikke. Den flytter sig. Modstandere, der ikke er begrænset af sådanne normer, får magt og udnytter tøven og forsinkelse.
Det er sådan, Europas politiske ledere kastrerer deres eget forsvar, og vi ser resultaterne overalt, fra behandlingen af unge hyperkriminelle til strømmen af illegale migranter over Den Engelske Kanal eller Middelhavet.
Vi har oplevet det samme i den såkaldte grooming-skandale, hvor sandsynligvis titusinder af unge, sårbare piger blev voldtaget i stor stil, hovedsageligt af pakistanere. Også her var det whistleblowerne, der blev straffet, mens offentlige personer, der lod voldtægterne fortsætte i årevis, var i sikkerhed.
Militære ledere fokuserer på at undgå personlig risiko i stedet for at løse missioner. Soldater lærer også til sidst lektien og undgår initiativ, da de kun kan tabe.
Dette gør ikke krigen mere human, men farligere, mere langvarig og mere ødelæggende for den moralske handlekraft. Liv går tabt – ikke på grund af overskud, men på grund af lammelse.
Man kan se det samme i fodbold og andre holdsportsgrene: Det er de intenst offensive hold, der vinder i det lange løb, ikke de hold, der sender hele holdet i forsvar for at undgå fejl.
Som jeg sagde: Grove overtrædelser af krigens regler bør og skal straffes. Men det skal være baseret på virkeligheden og ikke dømme handlinger i løbet af få sekunder under ekstremt pres i en krigssituation på samme måde som handlinger i fredstid udført af mennesker, der er uden for fare.
Prinsen af Wales gør ret i at anerkende denne fare. At støtte dem, der gør tjeneste, er ikke sentimentalitet. Det er en insisteren på, at en nation skal stå sammen med dem, den beder om at handle på sine vegne.
Hvis fjenden er Taleban, Islamisk Stat eller (i værste fald) russiske soldater, kan Vesten ikke lamme sine egne tropper med humanitære misforståelser og civilt blær. Faktisk er det bedre at kapitulere, før kampene eskalerer.