Nyhedsopdatering til mine europæiske venner: Jo mere I kritiserer Amerika og marginaliserer os, desto hurtigere skubber I USA fra den globale scene og tættere på isolationisme og en ny nationalisme.
En af de triste realiteter i dag er, at mange mennesker i mange lande har besluttet, at Amerika ikke længere er deres ven eller en pålidelig partner i NATO og tror, at USA er villig til at forlade sine allierede i nødens stund. Nogle går så langt, at de kalder Amerika en slyngelstat, der er i færd med at kannibalisere sin egen forfatning og bevæger sig mod et diktatur ledet af en megalomanisk narcissist. Hver dag bringer medierne i flere europæiske lande deres “Amerika-eksperter” fremme, som rutinemæssigt karakteriserer USA som alt det, der er galt i verden.
De fremstiller landet som familie-fjendtligt, fordi det ikke vedtager love om betalt barselsorlov for mænd. Nogle siger, amerikanerne er racistiske, fordi de vælger meritokrati frem for racemæssigt vægtede ansættelsespolitikker. De forstår ikke, hvorfor USA ikke pålægger massive skatter på iværksættere og hvorfor amerikanere er så optaget af at beskytte deres ytringsfrihed. Kort sagt mener de, at Amerika nægter at indføre en række politikker, som kun “oplyste og bedrevidende samfund” (som europæernes) ser som ufravigelige.
Desværre kommer mange af disse eksperter fra universiteter, der længe har haft institutionelle holdninger om, hvor farligt det er at arbejde for hårdt eller være for ambitiøs og for dedikeret til at skabe et samfund baseret på individets styrke. Nogle af disse landes prioriteter synes at være forankret i ønsket om at beskytte og bevare deres egen status quo og troen på, at de – og kun de – har alle de rigtige svar på alle af samfundets problemer og udfordringer. Det er ikke usædvanligt for ethvert land, som ønsker at beskytte sine egne værdier og idealer at gøre det, men det kan fremstå arrogant overfor andre lande, især når de bliver promoveret med missionæragtig iver og en løftet pegefinger.
Sådan er situationen med europæerne og amerikanerne i dag. Det skal dog siges, at USA også har været skyldig i dets forsøg på at tvinge andre lande til at acceptere Amerika som det ideelle samfund. Dette har skabt en langvarig frustration og en ulmende vrede blandt europæerne mod amerikanere, og denne vrede blev intensiveret efter valget af Donald Trump. Hans holdninger, udtalelser og handlinger – senest indførelsen af massive toldsatser, som mange kalder det første slag i Verdenshandelskrig I – har skabt udbredt fjendtlighed og frygt blandt europæiske nationer.
I dag boykotter europæerne amerikanske produkter og opfordrer deres nationale pensionsfonde til at afhænde amerikanske aktier og søge alternativer. Alt det, der kan betegnes som amerikansk, er kritisabelt. Mange politikere er blevet presset af bekymrede borgere til at smide amerikanske produkter som Microsoft software på lossepladsen og i stedet erstatte dem med europæiske alternativer. Amerikahad har også smittet af på forsvarsindkøb. Store amerikanske forsvarsleverandører mærker presset og bliver nødt til både at forsvare effektiviteten af deres udstyr og forsikre europæerne om, at de ikke pludseligt vil deaktivere avancerede F-35-fly ved at trykke på “kill switch” knappen.
Udenlandsk turisme til USA er faldende, som følge af en “kulturkrig,” der efter min mening er tæt forbundet med handelskrigen. Begge svækker dollaren, dræner industriens overskud og skubber Amerika op i en krog. Og som alle ved, når amerikanere presses op i en krog, kæmper de hårdt tilbage. Overgivelse har aldrig været en mulighed, så hvad kan vi forvente, hvis begge krige fortsætter ufortrødent? Medmindre der sker en skelsættende begivenhed eller politisk kursændring, vil resultatet være en ny revideret udgave af Amerika, én der vælger at gå sin egen vej – som tilbage til en tid i det forrige århundrede, hvor isolationismen var en stærk kraft. Tankegangen er: “Hvis resten af verden ikke vil have os, ikke kan lide os eller nægte at købe vores produkter, fint. Vi kan leve med det. Men så skal de heller ikke have os på telefonens hurtigopkald, hver gang de har brug for vores hjælp.” For globalister er dette det værst tænkelige scenario.
De otte årtiers venskab, der fulgte efter Anden Verdenskrig, kan hurtigt blive visket væk, hvilket efterlader verdens lande til at føre en “enhver for sig selv” industripolitik. Uden USA ville NATO enten kollapse eller blive alvorligt svækket. Bilaterale aftaler ville blomstre, mens multilaterale aftaler ville blive værdiløse. Rovdyrsstater kunne føle sig styrket af sammenbruddet af den gamle verdensorden. Vi vil kunne opleve militære indtrængninger, der bruges som prøvesten for at se, om andre lande vil forsvare deres naboer. EU-landenes nuværende militære kapacitet er for eksempel utilstrækkelig til at kunne modstå et eventuelt russisk fremstød mod Letland under påskud af “at beskytte det russisktalende mindretal”.
Europa kunne derfor blive nødt til at kæmpe på flere “fronter” – både militært og handelsmæssigt – mens nogle lande har travlt med at genoprette gamle industrier for at erstatte de uønskede amerikanske produkter. Turismen til USA ville skrumpe dramatisk, ligesom teknisk, akademisk og videnskabeligt samarbejde og udveksling. Den visumfri-aftale mellem USA og 20 europæiske lande kunne blive suspenderet. Den amerikanske turistindustri ville dog klare sig, takket være sin højtudviklede infrastruktur og store indenrigsefterspørgsel, mens europæiske turisme ville lide alvorligt p.g.a. manglende amerikanske turister.
Er prisen for uvidenhed for høj?
Den rå sandhed om vores nuværende problemer med Europa er, at europæerne ikke forstår, hvad der får amerikanere til at “tænke og handle”. I mange år var de glade for at se Amerika blive mere liberalt under otte år med Barack Obama og fire år med Joseph Biden. De troede, denne tendens ville fortsætte, fordi de mente, de fleste amerikanere ønskede en socialdemokratisk stat som deres egen. De tog fejl. Der findes to Amerika’er, og enhver, der har boet der, ved det. Dem, der ikke har, er afhængige af deres nationale nyhedsmedier, som maler et billede, der passer til den overvejende venstreorienterede fortælling i Europa, som medierne mener, deres forbrugere skal have for at bekræfte deres egne nationale værdier. I stedet for at bruge et forstørrelsesglas for virkelig at se, hvad USA er, har de europæiske medier givet seerne og læserne et spejl og et ekkokammer, der kun har forstærket deres eget nationale bias.
Måske er en prøveadskillelse nødvendig, så både USA og dets allierede kan finde ud af, hvad der egentlig er galt i forholdet, men vi skal dog huske, at enhver adskillelse har reelle og langvarige konsekvenser, og alt afhængigt af varigheden kan de konsekvenser være minimale eller meget store. I dag er international handel på spil. I morgen kan det være noget andet. Hvis vi vil bevare og forbedre forholdet til hinanden, må vi acceptere, at vi er forskellige som folk og samfund, men vi skal ikke acceptere, at disse forskelle fører til vores undergang. Vi må arbejde os igennem dem og lade være med at dømme hinanden for hurtigt. Den nuværende situation er ikke en, hvor Occams ragekniv kan anvendes – i hvert fald ikke før vi forstår hinanden bedre og er i stand til at lade være med at opfatte vores forskelle som en hindring for en positiv udvikling af vores partnerskab.