Mens der i de fleste folketingspartier er en bred erkendelse af de negative konsekvenser af den muslimske indvandring, slår det politisk styrede danske retsvæsen i stigende grad ned på alle dem, der formaster sig til at kritisere regeringens islamvenlige udlændingepolitik og opponere mod den muslimske indvandring. Lawfare, dvs. politisk motiveret misbrug af retssystemet til at intimidere, true eller skræmme ens politiske modstandere, er blevet almindeligt i Danmark. Der er bl.a. tale om lawfare, når politikerne i Danmark sigter politiske modstandere eller kritikere efter straffelovens § 266 b, den såkaldte racismeparagraf.
Racismeparagraffen, som det politiske system i dette land bruger som våben til at kriminalisere den frie folkelige debat om den muslimske indvandring, er ikke et kun et principielt problem for danskernes ytringsfrihed. Den er de facto blevet et effektivt våben i hænderne på islamvenlige anklagere og dommere, der bruger bestemmelsen arbitrært og efter forgodtbefindende til at lukke munden på kritikere af den muslimske indvandring. Racismeparagraffen er en hån mod ytringsfriheden, fordi retssystemet bruger den til at beskytte krænkede følelser og straffe eller i bedste fald rejse tiltaler for, hvad der i et demokratisk perspektiv må og skal være helt legale ytringer. For hvis der i et demokrati skal være en fri debat, må alle inkl. muslimerne leve med krænkede følelser.
24NYT sigtet efter § 266 b
En af dem, som retsvæsenets har forsøgt at ramme, er undertegnede, der er chefredaktør for netavisen 24NYT. I januar 2024 meddelte politiet mig, at man havde politianmeldt mig for i en artikel på 24NYT at have skrevet følgende: ”Partiernes symbolpolitiske ’stramninger’ ændrer intet ved, at antallet af illoyale, unyttige, underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige muslimske migranter stiger konstant og forventes at nå op på 770.000 i 2050, svarende til ca. 12 pct. af befolkningen”.
Det viste sig efterfølgende, at politianmeldelsen var blevet foretaget af en dansk efterlønner og frivillig hos Dansk Flygtningehjælp. På politianmelderens Facebook-profil kan man den dag i dag se billeder af hans muslimske venner og palæstinensiske flag med overskrifter som ”Free Palestine”, ”Save Palestine” og ”Stop hjemsendelser af syriske flygtninge”. Anklagemyndigheden slog beredvilligt til og den 29. april 2024 sigtede den mig for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1. Konkret for at have fremsat en udtalelse, ”ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, etniske oprindelse eller tro”.
Anklagemyndigheden er politisk styret
Danmark har en politisk ledet anklagemyndighed, idet det er Justitsministeriet, der ansætter og afskediger de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Hertil kommer, at det er Justitsministeriet, der ifølge retsplejeloven er de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Som en del af den udøvende magt er anklagemyndigheden ligesom politiet undergivet de politiske prioriteringer, som en given regering måtte have.
Retssystemet i Danmark bruges derfor i stigende grad som våben mod politiske modstandere. Den socialdemokratiske regering har f.eks. bestilt en straffesag mod den ledende oppositionspolitiker, Claus Hjort Frederiksen (V), i et forsøg på at sende Claus Hjort i fængsel på en falsk anklage om læk af statshemmeligheder. Regeringen har også varetægtsfængslet og bagvasket lederen af Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
I en kronik i Berlingske skrev Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, KU, at hun ”længe havde prøvet at forstå politiet og anklagemyndighedens ageren i Findsen-sagen, og var nu kommet til det resultat, at Findsen et eller andet sted har en højt placeret fjende. Hvorledes skal man ellers forklare politiets ageren ved anholdelsen af Findsen? Det viser sig nemlig, at Findsen på ingen måde var ved at forlade landet. Han var tværtimod på vej hjem efter en arbejdsrejse, som Forsvarsministeriet var orienteret om. Ikke desto mindre mødte Politiets Aktionsstyrke bevæbnet op i Københavns Lufthavn ved Findsens fly, hvorefter han eskorteres ud af lufthavnen i fuld offentlighed. Det er næppe en mellemleder i politiet, der har besluttet at anvende aktionsstyrken. Der må være tale om en person med væsentligt flere striber på skulderen. Hvis jeg har ret i, at Findsen har en personlig fjende, der står bag de uforståelige ydmygelser af Findsen, er sagen dybt foruroligende. Det betyder, at nogle udnytter det danske retssystem til en personlig vendetta. Det kaldes magtfordrejning i det juridiske system. Jeg håber inderligt, at ombudsmanden vil kigge på sagen, når den en dag er afsluttet”.
Tidligere blev retssystemet brugt mod islamkritiske politikere, Rasmus Paludan, Mogens Glistrup, Jesper Langballe, Morten Messerschmidt og Rasmus Paludan, der blev dømt efter § 266 b, mens Lars Hedegaard og Firoozeh Bazrafkan blev sigtet, men frifundet.
Politisk motiveret og vilkårlig retspraksis
Der er i Danmark skabt en retspraksis, hvor islamkritiske debattører bliver trukket i retten, mens muslimer stort set kan sige og gøre, hvad de har lyst til. De kan f.eks. frit agitere for at erstatte grundloven med shariaen, med alt hvad det medfører af piskestraf, henrettelse for gudsbespottelse og kvindeslaveri. Det har det politiske system i Danmark fuld forståelse for, og ve den, der brokker sig, for det muhamedanske mindretal er undertrykt, hvorfor det er forkasteligt at kritisere dets tilstedeværelse i Danmark eller tage afstand fra den ideologi, som det bekender sig til. Det har Lars Løkke sørget for med sin koranlov.
Læser man de mange § 266 b-domme, der er afsagt, kan man se, at § 266 b-afgørelser er helt vilkårlige, idet grænserne for anvendelsen af § 266 b er fuldstændig tilfældige og baseret på dommernes personlige holdninger og forgodtbefindende. I en dom står det f.eks., at ”retten finder, at udtalelsen ikke var fremsat som led i en saglig debat”. Med andre ord mener danske domstole, at udsagn skal være saglige for at være lovlige, at det tilkommer domstolene at afgøre, hvornår en debat er saglig eller usaglig, og at det er i orden at kriminalisere borgere for at fremsætte usaglige påstande i en debat. I det danske retssystem er man med andre ord kommet dertil, at ytringer skal være saglige for at være lovlige.
Politisk motiveret sigtelse
Der kan ikke være tvivl om, at min sigtelse var politisk motiveret. I de seneste år er der i Danmark sket en kraftig opblussen i antallet af straffesager efter § 266 b. Ifølge flere kilder i den danske advokatstand er det især Mette Frederiksen, der presser anklagemyndigheden til at gennemtrumfe sager om påstået islamofobi og racisme. Ofte er det sager, som politiet selv har lukket, fordi der er så meget regulær og alvorlig kriminalitet, som burde håndteres først (læs her og her). F.eks. bliver straffesager om økonomisk kriminalitet på under en halv million kroner henlagt, uden der er foretaget en konkret sagsvurdering. At politiet i sine prioriteringer tager højde for de politiske signaler og instrukser, der kommer ovenfra, bekræfter Heine Hansen, der er formand for Politilederforeningen, i et debatindlæg i Berlingske. Her skriver han bl.a., at politiet i sine prioriteringer tager højde for følgende forhold: ”Borgernes tryghed og borgernes forventninger, retsplejeloven, strafværdighed, personfarligheden, alvoren af den begåede personfarlige kriminalitet, omfanget af den begåede kriminalitet, det forventede ressourcetræk på den enkelte sag, set i forhold til forventningen om at kunne få en gerningsperson straffet, gentagelse, seriekriminalitet og ikke mindst de politiske prioriteringer”
Med andre ord indrømmer han, at flere af de sager, politiet håndterer, er politisk motiverede.
Ifølge professor i strafferet ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, sammenblandes politik ofte med juraen i Danmark: ”Man kan godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, sagde han til Berlingske.
Sandheden er irrelevant og strafbar
Et af de anklagepunkter, som anklagemyndigheden har gjort gældende under retssagen, var, at min artikel var generaliserende og derfor strafbar efter § 266 b, idet den var ”forhånende og nedværdigende over for muslimer”. Det er imidlertid helt legitimt at sige, at en bestemt gruppe i samfundet (f.eks. muslimer) har en lavere erhvervsfrekvens eller er mere kriminel end en anden gruppe (f.eks. etniske danskere). I artiklen stod det anført, at i 2050 vil 770.000 muslimer være underbeskæftiget (dvs. vil have en lavere erhvervsfrekvens) i forhold etniske danskere. Det er klart, at ikke alle 770.000 vil være ledige, men i forhold til etniske danskere vil de rent statistisk være underbeskæftiget. De muslimer, der ikke mener, at de udøver den adfærd, der bliver problematiseret i artiklen, har derfor ingen grund til at føle sig ramt.
Jeg har gjort gældende, at min artikel beskrev faktuelt korrekte og objektive forhold, som jeg har dokumenteret ved i et særskilt bilag at vedlægge links til relevante videnskabelige rapporter, statistikker, avisartikler, videnskabelige rapporter, udtalelser fra politikere mv. Min dokumentation forholdt anklageren sig imidlertid ikke til. Konklusionen må derfor være, at fremfører man sandheder om den muslimske minoritet, risikerer man at blive trukket i retten og brændemærket som racist. Der er altså tale om en ny retstilstand i Danmark, hvor anklagemyndigheden mener, at sandheden er irrelevant og strafbar.
Politiets påståede ressourcemangel
Af sagsakterne fremgår det, hvor mange ressourcer politi, anklagemyndighed og retten har brugt på sagen, lige siden januar 2024, hvor jeg blev politianmeldt, helt til den 12. januar 2026, hvor jeg blev frifundet. I løbet af de 2 år har retssagen været udsat flere gange, og hver gang har det krævet et møde i retten. Det er tankevækkende i betragtning af, at der næsten ikke går en uge uden klagesang over politiets manglende kapacitet til sikring af borgernes tryghed.
I det debatindlæg i Berlingske, som er nævnt ovenfor, klager Heine Hansen over en påstået ressourcemangel i politiet. Ifølge Heine Hansen foretager politiet dagligt ”benhårde prioriteringer” i de sager, der anmeldes, selv om ressourcerne ikke står mål med de anmeldelser, der tilgår politiet. Men virkeligheden i dagens Danmark er, at mens politiet klager over mangel på ressourcer, som angiveligt forhindrer det i at efterforske alvorlig kriminalitet, har det masser af mandskab og tid til at efterforske og sigte danskere, som taler indvandringspolitikken imod.
Staten agerer som debatpoliti
Min eminent dygtige advokat har heldigvis overbevist retten om, at anklagemyndigheden ikke har løftet bevisbyrden, hvorefter jeg blev frikendt. Retten fandt således, at min artikel ikke indeholdt sådanne grove forhånende eller nedværdigende udtalelser, at den udgjorde en overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1. Retten har desuden lagt vægt på, at min artikel var udarbejdet i journalistisk øjemed og til brug for en saglig debat.
Selm om jeg blev frikendt, er det et faktum, at mens der i Danmark er brug for kritisk journalistik og offentlig debat på integrationsområdet, bruges retsvæsenet til politisk kontrol. Når anklagemyndigheden undertrykker indvandrerkritiske stemmer, agerer den reelt som et debatpoliti. Der er som bekendt en legitim frustration blandt mange danskere over den muslimske indvandring og den manglende integration. Det er på tide at anerkende denne frustration, se på de problemer, der skaber denne frustration og så tage debatten herom.
I et demokrati bør alle, selv kontroversielle, offentlige udtalelser og synspunkter være legitime og velkomne, så længe de ikke opfordrer til vold. Man bør ikke spænde ben for den frie folkelige debat med straffeloven og sigtelser. Kun konkrete trusler, opfordringer til vold, injurier, afsløring af statshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger og den slags bør undtages fra den generelle regel, at der hersker fuld ytringsfrihed – også til at billige terror, lyve eller ytre sig racistisk, homofobisk eller kvindefjendsk.
Men set med Danmarks politiske systems briller skal danske borgere ikke kunne slippe billigt fra at pege på konsekvenserne af den muslimske indvandring. Myndighederne skal nok få ram på én. Enten ved dom eller ved det ubehag, det giver at have sigtelser og trusler om fængsel hængende over hovedet – ofte i årevis, mens sagen står på.
André Rossmann