Norge og hele EU er midt i en energiomstilling, og absolut alle ressourcer og penge er dedikeret til det grønne skifte. En af grundene til, at det er så dyrt, er, at energiomstillingen skal gennemføres i ekspresfart, samtidig med at energisystemet opretholdes hele vejen igennem, så samfundet ikke tager skade. “Det mest skræmmende ved det ‘grønne skifte’ er ikke de problemer, omkostninger eller den usikkerhed, som klimamålene skaber. Det er heller ikke den overdrevne tillid til, at det bør, kan og vil lykkes, eller den totale mangel på risikovurdering.
Nej, det mest skræmmende er det faktum, at et dekarboniseret energisystem aldrig har fungeret nogen steder. Aldrig nogensinde. Aldrig nogensinde. Ikke engang i lille skala. Aldrig nogensinde. Intet sted på jorden. Aldrig nogensinde. Aldrig nogensinde. De har ingen succeser at vise frem, ingen videnskab bag, ingen forskning til at understøtte deres overbevisninger og ingen empiriske beviser at pege på. Den energiomstilling, vi skal igennem, er et produkt af deres fantasi. Men det afholder ikke regeringerne fra at prøve!
Et politisk projekt baseret på selvfølgeligheder, uden fundament
På trods af denne ubestridelige kendsgerning er eliten så sikker på, at “grøn omstilling” kan og vil fungere, at de endda anser debatten for at være både latterlig og fjollet og bærer sølvpapirshatte. Bare følg videnskaben, brug penge nok og afsæt ressourcer nok uden tvivl eller tøven, så kan hele verden kappe alle bånd til fossile brændstoffer og udelukkende stole på vind- og solenergi med transmissionskabler, batterier, brint og ammoniak som energibærere. Fait accompli; sagen er afgjort.
Mysteriet er, hvor denne totalitære kollektive overbevisning kommer fra – for den har intet grundlag i virkeligheden. Der er ingen konkrete fakta bag den gigantiske «energiomstilling» vi er i gang med, mod et «smart grid» der er en stor PowerPoint-succes, men der stopper det. «Grønt skifte» er helt uden empiri og har ingen succeser at pege på. Aldrig, ingen steder. Politikerne sætter hele samfundet på spil på en selvdyrket myte, og myten virker ikke, fordi den grønne omstilling aldrig har haft nogen fysiske, tekniske, matematiske eller logiske forudsætninger for at virke. Og det er derfor, den fejler.
De løsninger, som regeringen vil bruge hundredvis af milliarder på for at nå sine selvpåførte klimamål, har ikke evnen til at nå målene. De er luftkasteller skabt af den kollektive frie fantasi. Det kan godt være, at samfundet er nødt til at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer, og det kan godt være, at du mener, at det er vigtigt at reducere CO2-udledningen, men det får ikke dysfunktionelle løsninger til at fungere, vel? Panik, hastværk og besættelse er ikke magiske midler. Virkeligheden fungerer ikke på den måde.
Klimavidenskab handler om temperatur og beviser ikke, at sol- og vindenergi er den løsning, der kan og vil drive samfundet i fremtiden. Der er ingen forbindelse mellem klimavidenskaben og de påståede løsninger på klimakrisen. Det er en mental, akademisk og logisk kortslutning – som ingen medier vil skrive om, fordi alle medier er drevet af den samme besættelse: “Vi er nødt til at forandre os, og dette er løsningen, for alle siger, at dette er løsningen.” Og de tager fejl.
Byen, der forsøgte sig med grøn omstilling – og fejlede
Intet offentligt projekt i lille skala blev nogensinde gennemført, før det grønne skifte blev vedtaget i 2015. Paris-aftalen krævede en energiomstilling baseret på vind- og solenergi, og de havde masser af teoretiske beregninger og modeller, der viste, at det ikke kun var muligt; «The Smart Grid» ville være dyrt, men selvfølgelig, kunne det implementeres hurtigt og skabe en overflod af billigere energi end før. Det blev opfundet og vedtaget i USA i 2007, men selv den beslutning var ikke baseret på faktiske resultater. Det var udelukkende en teoretisk fremtid.
Drevet af denne kortslutning besluttede byrådet i Broken Hill i New South Wales, Australien, i 2018 at blive landets første CO2-frie by inden 2030. Og det handlede ikke kun om penge: Der blev investeret omkring 415 millioner dollars i sol-, vind- og batteriprojekter inden for 80 km fra byen, hvilket teoretisk set giver nok elektricitet til at forsyne 117.000 hjem, så hvorfor skulle man bruge kulkraft? Men PowerPoint og teori er ikke det samme. Systemet var dyrt, ustabilt og stadig afhængigt af fossile brændstoffer. Det var også sårbart:
I oktober ramte en storm regionen og ødelagde elledninger, som forbinder byen med elektricitet, der kan sendes fra New South Wales’ elnet, hvilket kastede hele byen ud i en række strømafbrydelser, der varede i dagevis – ikke for sjov, selv i et varmt land med relativt lav efterspørgsel på elektricitet: Køleskabe på apoteker svigtede, og livsvigtig medicin blev ødelagt. Nødhjælp måtte bringes ind med diesellastbiler. Skoler blev lukket, og fryserne i købmandsbutikkerne virkede ikke, så store mængder mad blev ødelagt. Derfor måtte fødevareforsyningerne også køres ind med lastbiler.
I løbet af nogle uger blev strømmen genoprettet fra det nationale net, men det var stadig ustabilt og lige så afhængigt af kul- og dieselgeneratorer som før. Hændelsen viser ikke, at energiomstilling virker. Den viser bare, hvor farlig den er, selv for en lille by med 19.000 indbyggere – og dette vanvid vil blive implementeret i hele EU og verden inden 2050.
Og det vil ikke bare blive afprøvet eller testet: Det SKAL implementeres! Vi SKAL! Og når det ikke virker, viser det bare, at vi er nødt til at prøve ENDNU hårdere. For vi lever i en tid, hvor politikere, myndigheder og medier i ramme alvor har udråbt CO2 til at være en farligere forurening end atomaffald. Selvskabt massehysteri er så farligt og så dragende.
Flere demonstrationsprojekter for vedvarende energi
Øen El Hierro, som er en del af De Kanariske Øer ud for Afrikas vestkyst, er hjemsted for omkring 11.000 mennesker. De gik også i gang med et forsøg på at blive drevet 100 procent af vind og pumpelagring. Målet var aldrig at demonstrere, at en energiomstilling væk fra fossile brændstoffer er mulig, men snarere at promovere sig selv som en ø med 100 procent vedvarende energi gennem EU-tilskud. Til dato har øen aldrig været i stand til at drive sit elnet i et helt år uden backup fra dieselgeneratorer.
En demonstration i lille skala af et “vedvarende energisamfund” burde være let at gennemføre, selv om elektricitet kun udgør 20 procent af den samlede energi, et samfund forbruger. Men ikke engang det har nogen by, ø eller samfund opnået. Selv Boulder, Colorado, med over 100.000 indbyggere, er blevet udfordret til at blive en fossilfri by.
Byrådet i Boulder har overvejet at forbyde naturgastilslutninger i nybyggeri og har vedtaget aggressive mål for reduktion af emissioner. Byen planlægger at reducere udledningerne med 70 procent i forhold til 2018 inden 2030, og den planlægger at nå netto-nul i 2035 – om ni år. En del af det mål er at gå over til 100 procent vedvarende elektricitet i 2030 – fem år fra nu, og ikke bare blive “CO2-neutral”. Nej, det er blevet besluttet, at byen skal være “kulstofpositiv” i 2040.
Ingen resultater tyder på, at disse mål hænger sammen med virkeligheden, hvilket vi også ser her i Oslo og Norge. Men værst af alt er Svalbard, hvor politikerne besluttede, at både kulminen og det kulfyrede kraftværk skulle lukkes, allerede inden det “grønne” alternativ var på plads. Og der er stadig ingen, der kan forklare, hvilken slags “vedvarende energi” der skal drive Svarbard, eller hvornår den er på plads. I mellemtiden er der blevet bygget en batteribank, og dieselgeneratorerne kører i døgndrift med langdistance-diesel. Det er så pinligt, at ingen har lyst til at tale om det.
Alle er overbeviste, og fiaskoer inspirerer folk til at prøve hårdere
På trods af tilbageslagene har Broken Hill i Australien ikke ladet sig afskrække fra at forfølge sit mål om net zero by 2030. For at hjælpe med at stabilisere byens elnet er man ved at bygge et batterianlæg på 200 megawatt. Ifølge leverandøren vil det kunne forsyne byen med strøm i otte timer. Anlægget skal erstatte de dieseldrevne generatorer, der i øjeblikket leverer backup-strøm. Hvad alt dette koster, og hvor længe det vil vare, før alt skal fornyes, fortaber sig i klimaeuforiens tåge.
Det farligste ved et sådant kollektivt massehysteri er, at ingen negative resultater bider på det: Enhver fiasko beviser kun, at man er nødt til at intensivere sin indsats, uanset om man jagter fiktive hekse, fiktive pædofiliringe eller fiktive klimamål. Det bliver et positivt feedbacksystem, der drives af tankeløshed og besættelse: Bare lyt til, hvad strategidirektøren hos Equinor siger i deres seneste reklamefilm:
– Vores energisystem er på mange måder hjertet i vores samfund. Du har brændstof i din bil, elektricitet i din mobiltelefon, varme i dit hus, eller det bruges til at lave mad, og der er varme i industrielle processer. Det er selve grundlaget for, hvordan vi opbygger det gode liv for mennesker, og det er sådan, vi udvikler vores samfund – ved at bruge energi. Nu skal vi transformere vores energisystem, et system, som vi har brugt over hundrede år på at opbygge, og som vi nu skal transformere på 20-30 år.
Som du kan se, forstår hun, hvor vigtig og afgørende energi er for samfundet. Alligevel er der ingen forbehold, forsigtighed, usikkerhed, omkostningsberegninger eller risikovurdering involveret i hendes tale. Den er totalitær og fuldstændig selvsikker, baseret på ord som vi “skal” og vi “må” – men ingen faktiske resultater.
– Jeg ved, hvor vi skal hen. Vi har en klar retning. Det er muligt at finde nye løsninger, og der er vilje til at gøre det. Det gør mig optimistisk. Samtidig er jeg utålmodig, for der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at øge tempoet i energiomstillingen for at nå vores mål til tiden.
.
Hvor kommer denne overmodighed fra? For hvis denne energiomstilling var så indlysende, hvorfor er den så ikke sket for længe siden? Hvorfor er det ikke lykkedes for nogen byer eller øer for 30 år siden? Strategidirektøren har heller ingen succeser at pege på, og alligevel er der ingen tvivl. Og det er ikke alt: Vi er nødt til at fremskynde noget, der aldrig har virket, for at løse et problem, der ikke findes og slet ikke haster, for at opnå noget, der er umuligt.
Så farligt er massehysteri, fordi folk i magtpositioner ikke er immune over for vanvid. Som du kan se.