Anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland har nu rejst tiltale mod en nu 47-årig for uagtsomt manddrab i forbindelse med dødsulykken på Stændertorvet i Roskilde den 6. januar.
En 17-årig ung kvinde blev om morgenen ramt af den 47-åriges bil på Stændertorvet og trukket med ned ad Bondetinget, hvor hun til sidst faldt af.
Den unge kvinde døde nogle dage senere af sine kvæstelser.
Har efterforsket omstændighederne
Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket omstændighederne omkring ulykken og på baggrund af det, har anklagemyndigheden nu besluttet at rejse tiltale mod manden.
Han er samtidigt tiltalt efter færdselslovens bestemmelser om ikke at vise tilstrækkeligt hensyn til færdselssikkerheden. Sagen ventes behandlet ved Retten i Roskilde den 18. august 2025.