Europol rapporterer, at der nu er titusinder af radikaliserede personer i Europa. Angrebene i Paris (2015) og Bruxelles (2016) viser, at små grupper er i stand til at gennemføre komplekse operationer. Billedet: Redningsmandskab evakuerer sårede uden for metrostationen Maalbeek i Bruxelles den 22. marts 2016, efter at jihadistiske terrorister havde sprængt en bombe der. (Foto: AFP via Getty Images)
Europa står i 2025 over for stigende spændinger i forbindelse med islamistisk radikalisering. Disse er blevet næret af konflikter i Mellemøsten, jihadistisk propaganda på sociale netværk og mangler i sikkerhedskoordineringen mellem landene.
Forestil dig en håndfuld individer, for det meste radikaliserede europæiske muslimer i alderen 18 til 35 år, der opererer i store europæiske byer som Bruxelles, Paris eller Berlin og er fast besluttet på at hævne »palæstinenserne«. Dette netværk beslutter at angribe jødiske europæere, massakrere så mange som muligt, sprede terror blandt jøder og ikke-muslimer – alle »kuffars«, vantro over for Allah – og sætte det ene samfund op mod det andet. De samles i uovervågede moskéer, på krypterede internetfora eller gennem rekrutterere i Mellemøsten. For at maksimere den psykologiske og mediemæssige effekt planlægger de sammen et koordineret angreb, inspireret af Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Deres mål: en højt profileret offentlig begivenhed, såsom en kulturfestival, en march mod antisemitisme, en pro-israelsk demonstration eller en såkaldt »republikansk march«, som det kaldes i Frankrig. Deres angreb kunne kombineres med et sekundært mål, såsom et jødisk samfundscenter eller en synagoge, for at minde det internationale samfund om, hvem skurken er.
Gruppen anskaffer sig skarpe våben, smuglede skydevåben (pistoler og automatgeværer fra Balkan eller lokale kriminelle netværk) – som i Bruxelles f.eks. angiveligt er lige så let at få fat i som en pakke cigaretter – og hjemmelavede sprængstoffer, fremstillet af tilgængelige kemikalier. Der er udlejningsvogne til rådighed til angreb med køretøjer. Disse »vigilante-terrorister«, der angiveligt støtter Palæstina – selvom det stadig er uklart, hvordan drab på »vantro« forbedrer livet for palæstinensiske arabere; der vil stadig være den samme grusomme regeringsførelse og ingen økonomisk fremtid – kommunikerer via krypterede apps, såsom Signal, og forbereder videoer, der skal streames live på TikTok. Deres efterfølgende angreb ender med indgriben fra specialstyrker. Muslimerne blandt angriberne foretrækker måske at dø som »martyrer« frem for at forhandle.
Dødstallet kan stige til flere hundrede, afhængigt af angrebets effektivitet og sikkerhedsstyrkernes reaktionshastighed. Myndighederne vil erklære undtagelsestilstand, skærpe grænsekontrollen og øge overvågningen af samfund, der anses for at være i fare. Der vil udbryde demonstrationer og moddemonstrationer, hvilket vil forværre de sociale spændinger. En gruppe tilknyttet Islamisk Stat eller Hamas vil påtage sig ansvaret for angrebene via en video, der offentliggøres på X, og opfordre til flere lignende handlinger.
Utænkeligt? Europol-rapporter tyder på, at der nu er titusinder af radikaliserede personer i Europa. Angrebene i Paris (2015) og Bruxelles (2016) viser, at små grupper er i stand til at gennemføre komplekse operationer. Konflikter i Mellemøsten kombineret med utilstrækkelig koordinering mellem efterretningstjenesterne og den lette adgang til våben på det sorte marked har øget sårbarheden.
I Europa er had mod jøder igen normen
Det, der gør genopblussen af jihadistiske pogromer i Europa ikke bare plausibel, men måske endda sandsynlig, er den glatte normalisering af antisemitisk retorik. Allerede i 2018 offentliggjorde EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder sin anden undersøgelse om antisemitisme i EU. Undersøgelsen konstaterede, at »antisemitisk chikane er så udbredt, at den er blevet normaliseret.« Med andre ord er en diskurs om mordisk had mod jøder ved at genopstå på de europæiske gader i et omfang, der ikke er set siden 1930’erne og 1940’erne. I lande som Frankrig, Belgien, Storbritannien og Holland nyder de, der offentligt udtrykker had mod jøder, næsten total straffrihed. I Belgien udtrykte forfatteren Herman Brusselmans, at »jeg vil stikke en spids kniv lige ned i halsen på alle jøder, jeg møder«, uden at det fik nogen konsekvenser. Adolf Hitler var i sine offentlige erklæringer ofte mere tilbageholdende end det.
I de senere år har »venstrefløjen« og ›ekstremvenstrefløjen‹, der har forsøgt at skjule deres antisemitisme under betegnelsen »antizionisme«, i stigende grad ikke længere gidet at foregive noget. Hvorfor skulle de også gøre det, når retsforfølgning for tilskyndelse til had mod jøder fortsat er sjælden? Vil folk, der kritiserer islam, blive trukket gennem retssystemet af et desperat regime, mens dem, der åbent fantaserer om at myrde jøder, får frie hænder?
De fleste europæiske lande har ingen eksplicitte blasfemilove (Storbritannien ophævede sin i 2008, ligesom Irland gjorde i 2020), men love om hadefuld tale, offentlig orden og antidiskrimination anvendes ofte på kritik af islam. EU’s rammeafgørelse fra 2008 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad kræver, at medlemsstaterne kriminaliserer tilskyndelse til had på grund af religion, hvilket omfatter kritik, der opfattes som opildnende. For eksempel blev Elisabeth Sabaditsch-Wolff, en forelæser, dømt for kommentarer fremsat under et seminar om islam i Østrig, hvor hun beskrev den islamiske profet Muhammeds ægteskab med Aisha som havende »pædofile tendenser« på grund af Aishas alder (gift som seksårig, ægteskabet fuldbyrdet, da hun var ni). Denne begivenhed siges at være et historisk faktum, der er beskrevet i Hadith, den næsthelligste kilde til islamisk lov efter Koranen. Er det »opildnende« at citere islamisk lov? Svaret er fuldstændig vilkårligt. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol opretholder ofte domme, hvis udtalelser om islam anses for at forstyrre »religiøs fred« eller »ramme muslimer«. Denne subjektive vurdering afspejler en juridisk tendens i Europa til at prioritere »social samhørighed« frem for ytringsfrihed, i modsætning til den amerikanske forfatningsændring, First Amendment.
Organisationer som European Centre for Law and Justice (ECLJ) argumenterer for, at disse love skaber en afskrækkende virkning, hvor faktuel eller historisk kritik af islam (f.eks. diskussion af Muhammeds liv) risikerer retsforfølgelse, hvis den anses for stødende. Men disse forbehold forsvinder fuldstændigt, når det gælder beskyttelse af islam, og når det gælder dæmonisering af jøder. Så er det pludselig alt tilladt. Alt, absolut alt, kan siges om jøder, jo mere psykopatisk, jo bedre. Det er helt åbenlyst, at Brusselmans’ udtalelser, i sammenhæng med antijødisk had i Europa, kun kan gøre simple sind mere fast besluttede på at »lade jøderne betale« for »Palæstina«. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er en opfordring til mord.
Kan vi ikke se den foruroligende lighed mellem denne retorik og nationalsocialismens retorik i 1920’erne? Skal vi nu skelne mellem »dårlig nazisme« og »god nazisme« – som stadig opfordrer til mord på jøder, denne gang angiveligt »for palæstinensernes skyld«?
Desuden har den europæiske ›venstrefløj‹ og »ekstreme venstrefløj« – som ofte er umulige at skelne fra hinanden – overtaget Hamas’ falske påstand om, at Israel begår folkemord i Gaza. Folkemord betyder formodentlig den totale udryddelse af det palæstinensiske folk. Men ingen tilgængelige data, ikke engang fra Hamas, understøtter denne påstand. Ikke desto mindre har »venstrefløjen« og ›ekstremvenstrefløjen‹ i Europa gjort »kampen mod folkemordet på det palæstinensiske folk« til et centralt valgargument.
Forestil dig et øjeblik, at du er en ung muslim der – nyankommen eller ej, eller konverteret. Denne person bliver dagligt bombarderet med budskaber, både på sociale medier og i mainstream-pressen, der erklærer, at Israel – »jøderne« – begår et af de største massakrer i moderne historie mod muslimer. Fra fødslen har denne unge person dag ud og dag ind fået at vide, at hans primære identitet er muslim, at han tilhører ummah (den muslimske nation) og Allah – og at hans bånd til sin familie eller nationalitet er sekundære, irrelevante eller endda meningsløse. Koranen, sunnah og fiqh – islamiske love, der er »væsentlige for alle muslimer, da de sikrer korrekt tilbedelse, vejleder i moralsk adfærd og giver praktiske løsninger på personlige og sociale udfordringer. Ved at integrere troen i alle aspekter af livet hjælper fiqh muslimer med at leve i harmoni«, lærer, at muslimer både har ret og pligt til at tage til våben og kæmpe »på Allahs vej« mod islams fjender. »En jihadist,« skrev David Patterson, »skal ifølge den hellige islamiske definition kæmpe og dræbe for at være retfærdig.« Det starter selvfølgelig med jøderne – som beskrives som muslimernes svorne fjender selv i Koranen:
Sig: »I, der er bemyndiget med Skriften, bebrejder I os for andet end at vi tror på Gud og det, der er blevet åbenbaret for os, og det, der blev åbenbaret før, og at de fleste af jer er ugudelige?…«
Hvem Gud har forbandet og er vred på, og hvem han har gjort til aber og svin og afgudsdyrkere – de er værre stillet og er kommet længere væk fra den rette vej. (5:64-65)
Og han bragte dem af Bogens Folk, der støttede dem, ned fra deres fæstninger og kastede rædsel i deres hjerter; nogle dræbte I, andre tog I til fange. Og Han skænkede jer deres lande, deres boliger og deres ejendele og et land, I aldrig har betrådt. Gud er mægtig over alt. (33:26)
Kan det i en sådan kulturel sammenhæng, i denne atmosfære af had, ikke betragtes som legitimt eller endog ønskeligt at deltage i kollektive aktioner mod jøder?
Lad os aldrig glemme, at langt størstedelen af muslimerne i Europa er fredelige og ikke deltager i terroraktiviteter. Men selv hvis kun 0,01 % af Europas muslimer tog sagen op og søgte hævn for det påståede »folkemord« begået af ›jøderne‹, ville det stadig repræsentere tusinder af potentielle »jihadister«.
Vi skylder vores jødiske medborgere den højeste grad af beskyttelse – og solidaritet. Det er en moralsk og civilisatorisk pligt.
Drieu Godefridi er jurist (Université Saint-Louis, Université de Louvain), filosof (Université Saint-Louis, Université de Louvain) og ph.d. i retsfilosofi (Paris IV-Sorbonne). Han er iværksætter, administrerende direktør for en europæisk privat uddannelsesgruppe og direktør for PAN Medias Group. Han er forfatter til The Green Reich (2020).