Vi er nu der, hvor nogle få af os allerede ved Ukrainekrigens begyndelse advarede om, at vi ville ende:
Krigen kan ikke holdes inden for Ukraines grænser. Den truer i stedet med at opsuge os i en direkte krig med en atommagt. Eskaleringen fortsætter, og der er intet velfungerende diplomati, der kan bryde den nedadgående spiral. Det var mit budskab i Debatten forleden.
Når vi beskriver konflikter, bruger vi ofte trappemetaforen, som Klaus Kondrup forklarer på den informative side Ukrainedebat.dk. Vi taler om eskalering – fra fransk escalier, trappe. Det betyder ikke blot, at konflikten intensiveres, men at parterne når til et nyt trin, som ændrer konfliktens vilkår.
Spørgsmålet er: Hvem trådte først op ad trappen? Og vigtigere: Har vi overhovedet kontrol over, hvor højt vi går?
Danmarks eksponerede position
Danmark har indtaget en særligt udsat position i denne eskalerende konflikt. Vi er et af de europæiske lande, der går længst i konfrontationen med Rusland, men samtidig et af de svageste led i kæden. Det er ekstrem uklog småstatspolitik under en rivalisering med en stormagt.
Statsministeren taler offentligt om “paradigmeskift” og om vores indkøb af våben, der skal kunne ramme dybt inde i Rusland. Hun taler om, at Ukrainekrigen først slutter, når Rusland smides ud.
Men vi har intet forsvar til at bakke disse ord op. De er tomme og farlige. For eskaleringen betyder, at Rusland nu fokuserer skarpt på lille Danmark og gør os til oplagte bombemål i en krig, som forhåbentlig aldrig kommer.
Russerne har allerede reageret. Deres ambassadør har advaret mod den farlige eskalering. Vi angribes af det, der formodentlig er russiske droner. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har oplyst, at russiske krigsskibe har rettet våben mod danske orlogsfartøjer og helikoptere i dansk farvand. Der har været flere eksempler på russiske skibe, der er sejlet på kollisionskurs med danske fartøjer. Vi har set jamming af GPS-signaler, der har medført omfattende forstyrrelser i Danmark.
Det er resultat af en politik, hvor vi maksimerer vores synlighed uden at sikre os fuld opbakning fra alle NATO-lande.
Hvem optrapper egentlig?
Når de europæiske ledere mødes, er fortællingen konsistent: Det er Rusland, der driver konflikten fremad.
Betragter man situationen rationelt, er der, som Kondrup skriver, ikke megen logik i, at Moskva skulle ønske en bredere konflikt. Rusland forfølger sine mål i Ukraine. Det er kernen i deres strategi. At udvide konfrontationen til at omfatte hele alliancen ville stride direkte mod dette. Tværtimod er det russiske ønske at holde NATO ude af Ukraine.
Men Vesten læser situationen anderledes. Vi afviser tanken om, at vores militæralliance kunne opfattes som truende, og insisterer på, at Ukraine skal kunne blive NATO-medlem, angiveligt for at sikre landet mod fremtidige angreb.
Her ligger kernen i problemet: To uforenelige sikkerhedskrav mødes. NATO-tilstedeværelse i Ukraine versus russisk modstand mod samme. Denne modsætning driver konflikten videre uden synlig løsning.
Samtidig taler forholdene på jorden deres eget sprog. Rusland har overtaget. Men i vestlige hovedstæder lever en anden virkelighed. Vi lever i en kollektiv benægtelse af den militære virkelighed.
Problemet med optrapningsdominans
Optrapningsdominans betyder, at en part har militære midler til at dominere på næste eskaleringstrin, hvis konflikten intensiveres yderligere.
Rusland råder over hypersoniske missiler og andre våbensystemer, som NATO ikke kan forsvare sig imod eller matche effektivt. Et koordineret angreb mod vestlige kommandocentre i Tyskland ville lamme alliancens kommandokæde på få timer.
Det er farligt, for hvis vi optrapper konflikten i troen på egen styrke, risikerer vi at blive lammet af en russisk gengældelse, vi ikke kan håndtere – hvilket kan drive os til desperation, og den direkte konfrontation kan, som krigsspil viser, meget vel føre til brug af atomvåben.
Vores kollektive forestilling er, at vi kan ramme russisk territorium uden konsekvenser. At asymmetrien kun går én vej. Men denne antagelse er meget risikabel.
Når det første missil rammer en NATO-facilitet – når chokket sætter ind og vores kommandosystemer bryder sammen – hvad gør vi så? Risikoen er, at vi i desperationen griber til endnu mere destruktive våben. Og pludselig befinder vi os i den atomare skygge.
Sikkerhedsdilemmaet
Vi er fanget i sikkerhedsdilemmaet: Jo mere vi sikrer os, jo mere usikre bliver vi.
NATO-udvidelse var tænkt som sikkerhed, men skabte usikkerhed. Vores militære støtte til Ukraine var tænkt som sikkerhed, men skaber eskalering. Og der er ingen diplomati mellem Europa og Rusland til at bryde den nedadgående spiral. Eller den opstigende gang på eskalationstrappen.
Retorikken skærpes. Polens premierminister Tusk siger direkte, at vi er i krig. Europa leverer offensive våben. Der skal blot et uheld – en russiske drone, der styrter ned og dræber en familie, nedskydning russiske jagere – til at tænde gnisten, der leder til katastrofen.
Rusland forsvinder ikke. Derfor må vi forankre Rusland i en sikkerhedsorden. Det betyder sandsynligvis ingen NATO-udvidelse til Ukraine, Georgien og Moldova. Neutrale bufferstater. At Ukraine må afstå territorier. Det er smertefuldt, men alternativet er værre.
Nogle ønsker Rusland helt nedkæmpet og et regimeskift i Moskva. Men det er uhyre højt spil med et svagt Rusland med tusindvis af atomvåben, som ikke kan kontrolleres. Et vredt og revanchistisk Rusland med endnu større djævle end Putin.
Ned ad trappen
At træde ned ad konflikttrappen er ikke svaghed. Det er fornuft, når man står over for optrapningsdominans.
Men i stedet mødtes europæerne i København og talte for yderligere eskalering i stedet for udelukkende at holde sig til defensive våben og opbygning af eget forsvar.
En fredsaftale kræver begge parters vilje. Den part, der vinder terræn militært, sidder med de bedste kort ved forhandlingsbordet. Da Ukraine rykkede frem på slagmarken, forsømte vi at udnytte det momentum til diplomati. Senere, da Rusland havde overtaget, afviste vi de krav, Moskva stillede.
Vejen fremad må gå gennem diplomati. Har vi fuldstændig glemt den kolde krigs vigtigste lektie?
Af Kasper Støvring