En efterretningsrapport til den franske indenrigsminister om det nyligt nedbrudte Muslimske Broderskab viser, hvordan organisationen arbejder minutiøst og langsigtet på at gøre landet til en islamisk stat.
Over 73 sider giver den omfattende dokumentation for, hvordan et netværk, der opererer gennem 139 moskeer for at påvirke andre moskeer samt skoler, institutioner og civilsamfundet, har til formål at indføre sharialov. Netværket har 280 tilknyttede foreninger, hvoraf mange tilhører Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF).
For at underbygge deres argumenter foretog forfatterne, en præfekt og en ambassadør, ti feltbesøg i Frankrig og fire i Europa i første halvdel af 2024 med hjælp fra det diplomatiske netværk. Før de producerede dette eksplosive dokument, der oprindeligt var klassificeret som “hemmeligt” og bestilt for et år siden af tre ministerier (Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Indenrigsministeriet), mødtes de med ikke færre end 45 franske og udenlandske akademikere med meget forskellige baggrunde. For ikke at nævne en række møder med muslimske ledere på både nationalt og lokalt plan, herunder tre møder med Musulmans de France, som anses for at være Det Muslimske Broderskabs udløber i Frankrig. Ud over at gennemgå akademiske artikler og bøger om emnet har de også haft indgående drøftelser med efterretningstjenesterne, Quai d’Orsay og alle de regeringsorganer, der er involveret i at analysere og overvåge fænomenet.
Omkring 7 procent af de 2.800 registrerede moskeer i Frankrig er tæt på Broderskabet. Blandt moskeer, der er åbnet efter 2010, er andelen 10 procent.
De 280 tilknyttede foreninger berører velgørenhed, uddannelse, erhvervsliv og andre områder af samfundslivet.
Som Broderskabet er opbygget, anslås det, at 400 personer, men i hvert fald ikke mere end 1.000, tilhører inderkredsen, hvor medlemmerne aflægger en ed. Det er sådan, de har fået
En solid kerne af trosbaserede skoler, et utal af velgørende organisationer og en magtfuld gruppe af prædikanter.”Uddannelsessektoren ser ud til at blive prioriteret af den franske gren af Det Muslimske Broderskab i en grad, der adskiller den fra europæiske modparter,” bemærker rapporten.
Rapporten giver et eksempel på et gymnasium i Lille, som den kalder “et flagskib” for islamisk uddannelse i Frankrig. Skolen er finansieret af både moskeer i Frankrig og stater som Qatar og Kuwait, og i skolens læseplan står der, at islamiske love, som f.eks. dødsstraf for frafald og forbud mod, at kvinder blander sig med mænd, har forrang for alle andre love, herunder den franske republiks love.
Rapporten giver et overblik over, hvad den kalder “angreb på sekularisme”, og siger, at der var 3.309 sådanne angreb på skoler alene i 2023 og 2024.
Netværket omfatter også 815 koranskoler med mere end 66.000 elever, hvoraf en tredjedel tilhører fundamentalistiske strømninger inden for islam.
Mere moderne metoder, såsom online-influencere, bruges også til at udbrede islamisk ideologi.
Dokumentet slår alarm over “aktivismen hos en ny generation af prædikanter, ofte uddannet af bevægelsens første religiøse ledere og (…) udsat for hybridisering med salafisme”, som “udgør en vigtig faktor i spredningen af islamisme via sociale netværk, hvor de møder et stort publikum”.
Broderskabet driver omkring 30 islamistiske velgørenhedsorganisationer i hele Frankrig, hvoraf 16 drives af salafister. En af dem er under efterforskning for at finansiere Hamas.
Organisationen forsøger at opretholde en respektabel facade, men har en dobbelt organisation, hvor kun medlemmerne kender det virkelige styrende råd, som træffer beslutninger om strategiske spørgsmål.
Broderskabet, som er eksperter i hemmeligholdelse, og hvis medlemmer melder sig ind efter at have fulgt en “ti-trins-proces”, er baseret på en “dobbelt organisation, den ene officiel for at respektere de juridiske rammer og den anden hemmelig, omkring et råd af dommere”, afslører rapporten.
Hijab, halalmad og islamisk finansiering er nøgleelementer i strategien, men også den konstante påkaldelse af “islamofobi” og offerrolle samt udnyttelsen af den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Broderskabet forsøger også at islamisere hverdagen i lokalsamfundene, og indsatsen i den retning har stået på i lang tid:
Fra 1990’erne og frem har disse økosystemer, som muliggør «muslimens liv fra fødsel til død», hævdet sig på en territorial skala takket være stafetter af aktører (foreninger, indflydelsesrige personer, lejlighedsvis valgte embedsmænd), der undertiden er knyttet til bevægelsen, men i stigende grad handler i en hybridisering med salafisme. Disse økosystemer er opbygget omkring en moské, der normalt tilbyder koranundervisning, og omfatter fællesbutikker eller sportsaktiviteter adskilt fra moskéen, med [et ønske] om at investere i privatundervisning. Rejser, personlig udvikling, jobassistance eller datingsider er en del af den vifte af aktiviteter, der udvikles,” beskriver rapporten, som specificerer, at kortet over disse økosystemer overlapper med kortet over muslimske koncentrationer. De er forankret i kvarterer med muslimsk flertal, som generelt er fattige og ofte et prioriteret indsatsområde for bypolitikker, og de reagerer på befolkningens behov,” insisterer rapporten, som fortsætter: “Lederne, ofte erfarne militante, interagerer med kommunen, ofte som en del af et klientelistisk forhold, for at fremme deres positioner. Sociale normer (slør, skæg, tøj, overholdelse af ramadan-fasten) indføres her og der, efterhånden som økosystemet stivner. Mens koldbrand ser ud til at sprede sig over hele landet, ser de ud til at være tættest i Rhône-Alpes-regionen, Nord, Grand Est, Île-de-France og Bouches-du-Rhône.
Men Broderskabet begyndte sit arbejde længe før 1990’erne:
Rapporten påpeger, at Broderskabets offensiv i Frankrig og Europa begyndte for omkring 70 år siden: “Takket være migrationsbevægelserne og den undertrykkelse, der blev iværksat mod dem i den muslimske verden fra 1950’erne, slog de første muslimske brødre fra Mellemøsten sig ned i Storbritannien, Tyskland og Schweiz. Efterfølgende etablerede nogle sig i Belgien, Frankrig og Italien. I Frankrig opstod der stadig i 1950’erne en religiøs bevidsthed i samfundet af muslimske migrantarbejdere, især omkring en indisk lærd, en politisk flygtning, Mohammed Hamidullah, som prædikede i Paris i Daawa-moskeen i rue de Tanger.
Projektet forbliver tro mod det, der blev skitseret af grundlæggeren Hassan al-Banna i 1928:
Hans projekt er baseret på to mål: oprettelsen af en islamisk stat og anvendelsen af sharialov. Han har en teori om en “vestlig erobringsstrategi”: “Vi vil forfølge denne onde kraft til dens egne lande, invadere dens vestlige kernelande og kæmpe for at besejre den, indtil hele verden råber op i Profetens navn”.
Ifølge efterretningsrapporten har Det Muslimske Broderskab mistet indflydelse i den arabisk-muslimske verden og koncentrerer derfor sine aktiviteter i Europa, hvor Tyrkiet og Qatar støtter Broderskabet.
Køb “Islamisk fascisme” af Hamed Abdel-Samad fra Document Forlag.
