Fritstillede repræsentanter fra partierne Høyre, Senterpartiet og Fremskrittspartiet, sikrede et flertal for den nye abortlov, som præsenteres som en »frigøring«. Hvis du med »frigøring« mener befrielse fra samvittigheden, så er det sandt. Når sprog og virkelighed skilles ad, er vi slået ind på vejen mod et totalitært samfund. Det er syretesten på, at man er på vej mod noget andet.
Forslagsstillerne hævder, at det er en videreførelse af den gamle abortlov fra 1978. Men det er i virkeligheden noget helt andet. Under den gamle lov kunne abort ses som et ubehageligt faktum. Her ses udvidelsen af abortgrænsen som en »befrielse«. Hvor stopper det? Ved fødslen? I seks amerikanske stater – alle demokratiske, naturligvis – er det lovligt at dræbe fostre helt frem til efter fødslen. Liberale medier bliver vrede, når konservative påpeger dette. De benægter, at det sker, men det er journalisternes selvopfattelse, der får dem til at reagere. Undersøgelser viser, at det sker.
Når et samfund fejrer drab på fostre som en befrielse, er det et tegn på, at samfundet er sygt.
Tirsdag den 3. december gjorde de det i Stortinget: Endelig! Historisk var det ord, der blev gentaget af blandt andre sundhedsminister Jan Christian Vestre (Ap). Vestre har ikke meget ballast, han er mere som en korkprop på vandet, men der var 138 repræsentanter, som stemte for “fremskridtet”, og kun 31 imod.
Selvbedrag
Repræsentanterne vil gerne overbevise sig selv om, at dagens revision er en fortsættelse af abortloven fra 1978. »Der er berøringspunkter, men det her er anderledes. Dengang vidste de ikke, hvad de gik ind til. I mellemtiden er der blevet gjort erfaringer. Vi ved nu meget mere om livets ukrænkelighed, og at fosteret er et menneske, ikke en klump celler. Men det vil nutidens ideologi ikke vide af. Den kaster sig over fremtiden og omfavner fremskridtet.
Da undfangelsestidspunktet ikke kan bestemmes med matematisk nøjagtighed, er der en fejlmargin på 1-2 uger. Når grænsen er 18 uger, er man tæt på, hvor for tidligt fødte børn overlever. Man går helt klart ind for at afbryde graviditeter i uge 18-22. Sundhedspersonale skal være involveret i at fjerne fostre, der kunne have levet. Det er en ret tung moralsk byrde for samfundet at påtage sig.
Får vi noget at vide om, hvordan denne lov kommer til at fungere i praksis? Sundhedspersonale vil have ret til at fravælge, men hvad med dem, der skal udføre sen aborter?
Tidligere har diskussionen om selektiv abort og reduktion af fostre, handlet om, at vi som et civiliseret samfund ikke fjerner sunde fostre. Det er nu muligt op til uge 18, ligesom enhver anden abort. Men sådan er det ikke.
Når naturen vælger at velsigne en kvinde med to børn, er der to til at ledsage hinanden i livet, det bliver så en forbrydelse at fjerne et af dem. Her viser kvindesagen, at den er anti-mor og anti-natur. Denne selvbestemmelse er destruktiv, og det faktum, at denne bestemmelse gik igennem, siger noget om ånden i den nye lov.
Den flyder ovenpå, den har ingen kontakt med virkeligheden.
Det er et ideologisk projekt.
Samfundet gør ikke kvinder nogen tjeneste ved at lade dem fjerne deres eget afkom. Administrationen heraf bliver afskaffet for aborter op til 18. uge, men vil gælde for aborter mellem 18. og 22. uge. Det styrende organ, skal bestå af et flertal af kvinder. Og NB: Det skal være frivilligt for kvinden, om hun vil møde op.
At sætte et barn i verden er en kontrakt mellem voksne og samfundet, hvor samfundet lover at tage sig af både mor og barn. Men der skal ikke stilles krav til kvinden.
Eller som norges statsminister Jonas Gahr Støre sagde under en debat med en repræsentant fra Kristelig Folkeparti om reduktion af tvillinger : »Skal du være ypperstepræst?
Det var en Freudian slip, for det er det, politikere som Støre gør: De leger Gud. De har ingen respekt for livet. De er blevet ødelæggere.
I en video på TV kanalen “Vision Norge” blev det sagt, at der er foretaget mere end 400.000 aborter i Norge, siden loven trådte i kraft. Det kan meget vel være sandt, da antallet af aborter har ligget på omkring 15.000 om året. Norge har med andre ord frivilligt ofret sin egen fortsatte eksistens som nation. Disse 400.000 ville selvfølgelig have formeret sig og være blevet til nye generationer.
Børn er samfundets fremtid. Det ved alle, der har oplevet 68-kulturen. Men det tager tid, før det synker ind.
Senterpartiet, Høyre og Fremskridtspartiet, har i dag bevist, at de ikke er borgerlige partier. Men borgerlighed overlever ude i samfundet.
Olavus Norvegicus beskæftiger sig med totalitarismens fremmarch i sin nye bog, og det, han beskriver, kan overføres til den parlamentariske beslutning:
Negationen af samvittighed og ægte moralsk praksis, erstattes af kunstige moralske principper og kvasi-logisk nødvendighed, som må tendere mod misbrug og vildledning af den moralske impuls. Ideologien skaber en illusion om, at man opererer under en højere lov, som legitimerer handlingerne. Selv massemord kan være moralsk sanktioneret af denne »højere lov«. I virkeligheden handler det hele om rationaliseringer. Den »sande troende« er i stand til at dræbe for en højere sag, fordi hans sunde fornuft og naturlige moralske instinkt, er blevet ødelagt af ideologi; han har omformuleret sin moralske fremmedgørelse til en tro på en sekulær form for »frelse« gennem voldelige handlinger.
»Abort handler om at tage liv, men det vil man ikke tale om. De kalder det befrielse. Befrielse fra livet?
Kjøp «Veien fra ateismen til det totalitære» av Olavus Norvegicus.