Trumps overbevisende sejr ved præsidentvalget skyldtes en fundamental omstrukturering af det politiske landskab, der også kan øjnes i Europa. Det, vi ser, er ikke de sidste krampetrækninger fra en døende højrefløj, tværtimod.
Matt Goodwin har på et omfattende vælgerdata vist, at Trump formåede at skabe en ny og bredere koalition af vælgere på tværs af generationer, geografi og baggrund. I Europa er Dansk Folkepartis nye arbejdsprogram et uhyre interessant eksempel på noget lignende.
Inden jeg ser på det, først nogle hovedpointer i Goodwins analyse.
Goodwins fem nøgleindsigter
Goodwins første centrale indsigt er, at konservatisme – det han kalder national populisme – langt fra er en ”hvid” bevægelse. Trump gjorde tværtimod markante fremskridt blandt latinamerikanere, såkaldt Hispanics, og asiatiske vælgere. Blandt ideologisk moderate Hispanics faldt demokraternes opbakning fra 81% i 2016 til blot 58% i 2024.
For det andet gør Goodwin op med myten om, at demografi er skæbne. I amerikanske distrikter med høj indvandrerandel steg Trumps opbakning markant. På nationalt niveau gik indvandrere fra at give Biden en 27-points fordel i 2020 til at give Trump en nettofordel blot fire år senere.
Den tredje indsigt: National populisme bygger overhovedet ikke på “vrede, gamle hvide mænd”. Tværtimod viser data, at 75-årige hvide mænd var mere tilbøjelige til at støtte Kamala Harris end 20-årige hvide mænd.
Særligt slående er den enorme kønskløft blandt unge: 18-årige mænd var hele 23 procentpoint mere tilbøjelige til at støtte Trump end jævnaldrende kvinder. Som Goodwin konkluderer: Unge er gået fra at være den mest progressive generation siden baby-boomerne til potentielt at blive den mest konservative generation, vi har oplevet i 50-60 år.
Som fjerde punkt viser Goodwin, at den progressive elites advarsler om demokratiets undergang faldt til jorden. Hele 78% af vælgerne prioriterede “forandring, der forbedrer menneskers liv” frem for “bevarelse af institutioner”, som kun 18% prioriterede højest. Vælgerne søgte ikke en tilbagevenden til grundlæggende stabilitet, men snarere ”et chok til systemet”.
Endelig dokumenterer Goodwin, at vælgerne opfattede Harris som mere ekstrem end Trump. Mens 49% af vælgerne mente, at Harris var mere liberal, end de selv var, følte kun 39%, at Trump var mere konservativ end dem selv. Med andre ord: Trump, ikke Harris, blev opfattet som den mest moderate kandidat blandt vælgerne, stik imod elitens fortælling.
Dansk Folkepartis arbejdsprogram
Ser vi på Dansk Folkepartis nyligt vedtagne arbejdsprogram for 2025, finder vi en politik, der i bemærkelsesværdig grad afspejler de succesfaktorer, Goodwin identificerer.
DF’s indvandringspolitik med stop for mere indvandring fra muslimske lande og krav om assimilation frem for integration angår direkte et af de mest afgørende emner i dansk politik i årevis. Her taler DF klart og konsekvent til vælgernes bekymringer om sammenhængskraft og national identitet.
Partiets retspolitik med strengere straffe for vold og seksualforbrydelser og hurtigere domfældelse repræsenterer netop det “chok til systemet”, som Goodwin påpeger, at vælgerne efterspørger. I en tid hvor mange danskere føler, at retssystemet ikke leverer tilstrækkelig retfærdighed og beskyttelse, tilbyder DF en letforståelig løsning.
Med fokus på bevaring af dansk kultur og værdier positionerer DF sig også som modvægt til en venstreorienteret kulturpolitik og woke, der af mange, især unge mænd, opfattes som ekstremt i sin iver efter at nedtone nationale traditioner og værdier.
På det forsvarspolitiske område afspejler DF’s program ligeledes Goodwins indsigter. Med fokus på et stærkt forsvar og tæt samarbejde med NATO prioriterer partiet nationale kerneinteresser frem for diffuse globale institutioner som demokratispredning og EU-aktivisme i udenrigspolitik.
DF lover også bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder og styrkelse af de mindre byer gennem økonomiske initiativer. Det er en direkte appel til arbejder- og middelklassen samt borgere uden for de større byer. Altså netop de vælgergrupper, der ifølge Goodwin har følt sig overset af den progressive elite.
Et radikalt, men ansvarligt alternativ
Goodwin konkluderer, der er “masser af benzin tilbage i tanken” for konservative og nationale partier, også uden for USA, forudsat at disse partier formår at fokusere på de rigtige emner. Det forekommer indlysende. Jeg kunne have valgt andre eksempler på partier fra andre lande, men DF er nu engang det, jeg bedst kender.
Goodwins analyse understreger, at konservative partier præsterer stærkest, når de positionerer sig som det, han kalder “et radikalt, men ansvarligt chok til systemet”.
Opgaven er at fokusere på de mest presserende samfundsproblemer, ignorere venstreorienteret dommedagssnak, fremstille progressive modstandere som kulturelle ekstremister og aktivt appellere til traditionelt mindre engagerede vælgergrupper.
Ved at gøre det følger ikke blot DF, men Farages, Le Pens og Melonis partier i resten af Europa den opskrift på succes, som Goodwin har identificeret.
Vi står ikke ved afslutningen, men meget vel ved begyndelsen af en ny politisk æra i Danmark og Vesten.
Af Kasper Støvring, ph.d. og forfatter