Fredsdividendens illusoriske charme
Under Den Kolde Krig var Danmark blandt de lande i NATO, der brugte færrest penge på forsvaret. Og efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. foretage omprioriteringer fra Forsvaret til velfærd. Man brugte en mindre og mindre del af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvarsudgifter, og i 2015 ramte man bunden med 1,11 pct. af bnp. Alt blev skåret væk: værnepligten blev markant kortere, mange kaserner blev lukket, ubådene blev udfaset og luftforsvaret blev skrottet. I dag har Danmark et landbaseret forsvar, der ligger i ruiner. Danske generaler og oberster taler derfor ikke om behovet for at ”styrke” forsvaret, men om behovet for at ”genopbygge” forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er præcis det, der er sket med det danske forsvar. Det meste vil skulle genopbygges fra bunden. Det vil ikke tage 10 år, men snarere 20 eller 30 år.
Kunsten at snyde NATO
Selv om Danmark i henhold til NATO’s Wales-aftale af 2014 skulle i 2024 nå op på 2 pct. af bnp i NATO-bidraget, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale. De påstod, at de 2 pct. af bnp blot var en ”hensigt” og ikke et forpligtende mål. I maj 2024 forsøgte Mette Frederiksen at snyde NATO ved at erklære, at Danmark var kommet op på 2,4 pct. af bnp, idet regeringen indregnede støtten til Ukraine i det danske NATO-bidrag. Det afviste den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, som sagde, at Ukraine-donationerne ikke kunne tælle med i de 2,4 pct., idet de ikke kunne omsættes til militær kampkraft.
Både i NATO og i USA har man igennem tiderne været klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter hele det sikkerhedspolitiske establishment, både det Demokratiske og Republikanske, danskerne som illoyale snyltere, der har kørt på frihjul på NATO’s bekostning og ladet USA betale regningen. Og det siger sig selv, at Danmarks manglende villighed til at ofre det, der skulle til for at være en troværdig NATO-allieret, er blevet noteret i Kreml.
Danmark kan ikke forsvare sig selv militært
NATO’s 2020-evaluering af det danske forsvar konkluderede, at Danmark hverken var i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til NATO. NATO’s 2022-evaluering konkluderede, at Danmark kun levede op til 3 ud af de 17 krav, som NATO stillede til Danmarks forsvar. Evalueringen satte et stort spørgsmålstegn ved danskernes reelle vilje til at betale det, det koster at være med til at forsvare Vesten og Danmark mod angreb udefra. USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, har gentagne gange sagt, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-pagtens Art. 5, den såkaldte musketered, burde tænke over, hvordan Danmark har det med Art. 3, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium. Selv om NATO’s 2024-evaluering af det danske forsvar vurderede Danmarks forsvarsplanlægning bedre, end det var tilfældet i 2022, kan Forsvaret den dag i dag ikke forsvare Danmarks territorium.
Det militære håndværk i frit fald
Det danske forsvar mangler alt: personel, militær ekspertise, militære uddannelser, materiel, bygninger, ammunition, brændstof, reservedele, støvler, uniformer, personelvåben, infanterikampkøretøjer, nye kampvogne, nye selvkørende haubitser, nye opklaringskøretøjer – listen er lang. Det er påfaldende, at forsvaret er fyldt med militært kram fra Den Kolde Krig. Maskingeværet M/2001 har således været i det danske forsvar, siden Stalin i 1950 sad på magten i Sovjetunionen. Års besparelser på Forsvaret er i særdeleshed gået ud over forsvarets kaserner og ejendomme, som er slidte, og som ikke lever op til de standarder, man kan forvente i dag. Det vil koste milliarder at reparere alt det, som ikke bare skal rives ned.
De unge officerer og deres soldater er blevet svigtet med det resultat, at hæren har årgange af befalingsmænd og officerer, som ikke kan finde vej, ikke kan betjene deres våben, ikke forstår samspillet mellem ilden og bevægelsen, ikke forstår ildens virkning, ikke kan kæmpe om natten, og ikke kender krigens belastninger samt myriader af andre dele af krigens virkelighed. Og der er ingen til at lære dem det, fordi ekspertisen er væk, de erfarne sergenter er væk og officererne er blevet til skrivebordskrigere. Sergentgruppen, forsvarets rygrad, har man akademiseret med den ”Den Militære Akademiuddannelse”. En afgørende opgave for forsvaret er afskrækkelse. Det siger sig selv, at et forsvar uden en militær metier ikke er i stand til at afskrække nogen.
Ingen frygter ”hærens knytnæve”
Danmark har lovet NATO at stille med en tung og kampklar 1. brigade, der er kendt som ”hærens knytnæve”. En brigade er den største militære enhed i det danske forsvar og består af soldater samt kampvogne, våben og køretøjer klar til at gå i krig på egen hånd med ugers varsel. En brigade har i årevis været et krav fra NATO og har været et af Danmarks ømmeste punkter i forhold til at kunne leve op til fælles NATO-bidrag. Målet for 1. brigade var, at den senest i 2032 skulle leve op til NATO’s mål for en “tung og kampklar” brigade, men den proces er nu blevet fremrykket med 3-5 år takket være ekstraordinære bevillinger. ”Det er meget positivt, at vi får tilført både ammunition og yderligere kapaciteter tidligere end planlagt. Det styrker vores muligheder for at øve, udvikle og operere som en tung brigade med høj kampkraft”, siger brigadegeneral Michael Thøgersen, der er chef for 1. brigade.
Flyvevåbnet mangler fly
Danmark er i gang med at udskifte sine F-16-fly med 43 topmoderne F-35-fly fra Lockheed Martin. Danmark har oprindeligt bestilt 27 fly, hvoraf de sidste leveres i 2027. Derudover er det besluttet at indkøbe yderligere 16 fly, hvilket bringer det samlede antal op på 43. Men det er ikke nok. NATO vurderer nemlig, at Danmark også mangler to signal-efterretningsfly, nye Patriot luftforsvarssystemer, nye helikoptere til troppetransport, nye fly til overvågningsopgaver i Østersøen og Arktis, transportfly med transatlantisk rækkevidde, langtrækkende droner, områdeluftforsvar samt et permanent helikopterberedskab. Sidst men ikke mindst mangler flyvevåbnet piloter, flyveledere og flymekanikere.
Danmarks krigsskibe er klar til pension
Søværnet lever ganske vist op til NATO’s styrkemål om minimum tre inspektionsskibe af Thetis-klassen, men disse er nedslidte og klar til pension. Resten af NATO’s styrkemål for Søværnet lever Danmark kun delvist eller slet ikke op til. Det store kritikpunkt hos NATO er, at Søværnet mangler korvetter bevæbnet med sømålsmissiler og fregatter udstyret med missilsystemer til angreb på både land- og sømål samt sonar. Korvetterne er ganske vist udrustet til at sejle med missilerne, men er endnu ikke udstyret med dem. Danmark er desuden det eneste land i Norden, der hverken har ubåde eller skibe, der er egnet til kystnære operationer.
I juli 2025 oplyste forsvarsministeren, at Forsvaret skal bygge en ny flåde for et trecifret milliardbeløb, og at skibene vil blive samlet i Frederikshavn. Mens det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til, hvad man ellers kunne få for pengene, insisterer Folketinget på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, selv om de kunne bygges til lavere pris i Sydkorea, hvis værfter har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Folketingets beslutning, der tilgodeser lokale særinteresser i Frederikshavn Kommune, forøger skatteydernes omkostninger såvel som Søværnets risiko for, at noget vil gå galt, og at man ikke får flådefartøjerne til den aftalte tid.
Og så er der Grønland. Foranlediget af fornyet pres fra Trump-administrationen og dens trussel om at overtage kontrollen med Grønland, har SVM-regeringen besluttet at købe 2 ekstra slædehold til Sirius-patruljen i Nordøstgrønland, forbedre Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk, samt opgradere den nordgrønlandske lufthavn Kangerlussuaq, så den kan bruges af F-35-jagerfly. Hertil kommer, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal styrkes i forhold til Arktis og samarbejdet med det grønlandske og færøske system. På trods af disse opgraderinger mener Trump-administrationen fortsat, at Danmark er ude af stand til at forsvare Grønland.
Danmark er lavteknologisk NATO-land
Selv om Danmark påstås at være verdensmester i digitalisering af den offentlige sektor, er landet en kæmpe udfordring for USA og NATO, fordi det danske forsvar er langt bagefter teknologisk i forhold til de øvrige NATO-lande. Ansvaret for it og digitalisering er ikke integreret i forsvarets topledelse, men ligger nede i systemet. Det medfører, at forsvarets it-systemer er fragmenterede og utidssvarende. Et cyberangreb på forsvarets hjemmesider i 2022 fik udstillet, hvor svag sikkerheden og cyberforsvarsevnen er på forsvarets it-sikkerhedsinfrastruktur. I sept. 2025 lovede forsvarsminister Troels Lund Poulsen at ansætte en teknologidirektør, men det er ikke sket endnu. Det danske forsvar mangler med andre ord de nødvendige kompetencer og kapaciteter, der skal til for at fungere sammen med højteknologiske partnere som USA og de store NATO-lande.
Ekstrem personalemangel
Forsvaret mangler både mandskab og en plan for, hvordan forsvaret hurtigt kan skaffe kampdygtige våbentrænede soldater i tilfælde af krig. I øjeblikket har forsvaret 3.400 personer i reserven. I Finland er der ca. 900.000. Ifølge Forsvarskommandoen er den samlede bemanding i det danske forsvar på 82 pct. For konstabelgruppen er bemandingsgraden 77 pct., for sergentgruppen 81 pct. og for officersgruppen 87 pct. Selv om der er bred politisk enighed om at styrke forsvaret med 17.000 flere ansatte, kan de mange tusinde ledige hænder ikke opdrives grundet akut arbejdskraftmangel i hele landet.
Medarbejderne flygter fra Forsvaret
Den allerstørste udfordring for det danske forsvar er ifølge eksperter at rekruttere og fastholde professionelt personel som f.eks. mekanikere, elektronikingeniører og elektrikere. De ansatte oplever en hverdag med usle forhold, hvor der ikke engang er uniformer og støvler nok. Lige nu forlader ca. 2.000 mand Forsvaret hvert år. Uendelig megen erfaring og viden går tabt, hvilket stiller uoverskuelige krav om at få uddannet nye medarbejdere. Søværnet og Flyvevåbnet er jo højteknologiske værn, og det kræver lang uddannelse at håndtere det materiel, de ansatte skal betjene. Forsvaret mangler personel med ekspertise, fordi de folk, der vidste, hvordan man bruger forsvarets systemer, er for længst forsvundet.
Mangel på ”varme hænder” der kan kæmpe
Forsvaret er ekstremt ledelsestungt. Der er for få operative soldater, og man gør brug af for mange ikke-militært uddannede, som ikke kan være med til at løse forsvarets kerneopgaver. I hele forsvaret under ét er gennemsnitsalderen nu 38,2 år mod 31 år i Storbritannien og 27 i USA. Knap 20 pct. af de sammenlagt lidt over 6.400 menige soldater -konstabelgruppen – er over 50 år gamle. Hver tredje er over 40 år gammel, og reelt skal de +40-årige trækkes fra, før man har det faktiske antal kampdygtige soldater. Både de og nogle af de yngre er ikke ude i felten, men sidder i specialistfunktioner. Så reelt er der under 4.000 ”varme hænder”, der kan kæmpe.
Alt for mange ”kolde hænder”
Til gengæld er der embedsmænd og officerer nok. På hele Forsvarsministeriets område er der ifølge tal fra Forsvarets Personalestyrelse (FPS) knap 7.000 civilt ansatte. Det inkluderer embedsapparatet samt HR, bygningsvedligeholdelse og økonomistyring, der blev udskilt fra Forsvaret i 2014. De civilt ansatte udgør dermed næsten 30 pct. af den samlede bemanding. Der er chefer nok til alle – og lidt til. I 2022 blev Forsvarets 6.432 menige soldater ledet af 6.877 officerer og befalingsmænd. De sidstnævnte udgjorde altså næsten hver anden af Forsvarets ansatte. Udgifterne til lønninger udgjorde da også knap 12 mia. kr. af Forsvarsministeriets samlede budget på 27 mia. kr. i 2022, mens udgifterne til materielanskaffelser var på kun 4,3 mia. kr.
Historisk lav moral
En høj moral i forsvaret samt den ubetingede tillid og respekt fra undergivne til foresatte (og den anden vej) er forudsætningen for, at de militære chefer kan føre deres soldater effektivt i kamp, og at soldaterne vil følge deres chefer. Officerer i forsvaret taler imidlertid om en historisk dårlig stemning og en afgrundsdyb kløft mellem det uniformerede personale og den politiske ledelse. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) har formået at mistænkeliggøre alle chefer i forsvaret og nedbryde de ansattes tillid til forsvarets ledelse ved at desavouere forsvarschefen offentligt og underminere respekten for forsvaret i offentligheden. I 2021 kaldte Bramsen forsvarschef Flemming Lentfer ”styrelseschef”. Det er en betegnelse, som stækker forsvarschefen, for når danske soldater går i krig, så går de i krig for Danmark og en forsvarschef med en militærfaglig baggrund, ikke for en styrelseschef.
Syg pleaser-kultur og tavshedsregime
En syg pleaser-kultur og et tavshedsregime i forsvaret betyder, at de øverste led i kommandokæden aldrig hører om, hvordan det rent faktisk står til. De sidste 15-20 år har alle i forsvaret kun tænkt på at gøre forsvarets ledelse og regeringen glade og tilfredse. Medarbejderne dækker over, hvor galt det står til, ved at lyve, manipulere og undlade at fortælle sandheden. Når de gør opmærksom på problemer, bliver de straffet, fyret, omplaceret og får karrieren sat i stå. En lukkethedskultur betyder, at ingen tør fortælle det øverste niveau om evt. problemer; medarbejderne undlader at tage initiativer, undgår at træffe beslutninger og fremkommer ikke med kritik. Én fejl fører til flere fejl, fordi der dækkes over den første, og til sidst ender man i et uoverskueligt morads.
Pleaser-kulturen betyder bl.a., at forsvarets organisation er ekstrem dårlig til at sige nej, når politikerne beder om noget, som organisationen ikke er gearet til. Forsvaret presses derfor til at løse opgaver, som man egentlig burde sige nej til. Man fokuserer på, hvordan og hvad man kan levere, i stedet for at sikre, at det man leverer, kan løse opgaven. Den usunde pleaser-kultur var bl.a. årsagen til, at fregatten Iver Huitfeldt i starten af 2024 blev sendt til Rødehavet, selv om den ikke har fungeret optimalt. Men den viden nåede ikke forsvarsministeren, som gerne ville sende en fregat afsted.
Forsvaret svøbes i regnbuefarver og tørklæder
Ligesom i Bidens USA, hvor kompetencer og militære færdigheder i de væbnede styrker blev tilsidesat til fordel for kønsidentitet, etnicitet, religion og politisk korrekte meninger, har det danske forsvar indført positiv særbehandling for etniske og religiøse minoriteter (læs: muslimer). Forsvaret har bl.a. lavet særregler for den muslimske fejring af ramadanen, hvor muslimske soldater i en hel måned ikke må drikke vand eller spise mad fra solopgang til solnedgang. Desuden ”prioriterer Forsvaret ledelsens tilstedeværelse på arrangementer med stor repræsentation af etniske minoriteter” for at øge rekrutteringen, lyder det. Forsvarsministeriet skulle bl.a. undersøge mulighederne for at stille bederum til rådighed og befalingsmænd skal uddannes i at håndtering af ”trosmæssige hensyn som bedetider og mad”. Forsvaret har ligeledes udarbejdet en diversitetsstrategi med konkrete forslag til, hvordan det kan blive mere attraktivt for kvinder og etniske minoriteter mv. at blive soldater.
USA har afskrevet Danmark som kerneallieret
Danmarks geografiske placering er et vigtigt bagland for allieredes adgang til Østersøregionen. I en krig vil fronten ligge i Baltikum, og så skal den forsynes via lande som Danmark, som skal modtage og videreskibe materiel, ammunition og soldater. Eftersom det dan ske forsvar mangler evnen til at kunne modtage forstærkninger ved højspændte situationer, indgik USA og Danmark i 2023 en bilateral forsvarsaftale, som giver amerikanske styrker både lettere og bedre adgang til Danmark. I henhold til aftalen kan amerikansk personel og militært materiel stationeres på flyvestationerne Aalborg, Karup og Skrydstrup i kortere eller længere tid. Amerikanske styrker kan indsætte det personel og det udstyr, de måtte finde hensigtsmæssigt, og kan frit opmagasinere våben og materiel samt have soldater boende også i fredstid. De amerikanske styrker er vel at mærke underlagt amerikansk jurisdiktion.
Aftalen udstiller, at eftersom Danmarks militær ikke kan bruges til noget, vil USA kun bruge Danmark som bagland og opmarchområder for amerikanske tropper. Det vil med andre ord sige, at USA ikke længere opfatter Danmark som en kerneallieret, men blot som mellemlager og transitstation for NATO’s forsyninger, våben og personel i konfliktsituationer.
Den samspilsramte organisation
Forsvarets nuværende struktur blev indført i 2014. Forsvarsministeriet er i dag et ministerium organiseret med otte styrelser, hvor overblikket er tabt, og hvor alt muligt hele tiden skal koordineres, før det implementeres. Forsvarskommandoen er lagt ind under Forsvarsministeriet og styres dermed politisk. Den ene skandale afløser den anden med fejlslagne indkøb af materiel og magtkampe mellem Forsvarsministeriet og Forsvarschefens afdelinger. De otte styrelser, som har ansvaret for personale, indkøb og bygninger, lever deres eget liv uden for Forsvarschefens kontrol, hvilket skaber forvirring og kaos i samarbejdet. Da forsvaret beslutningskraft således er spredt mellem politikere, styrelser, konsulenter og stridende ministerier, er den fordelt på så mange enheder, at ingen kan drages til ansvar for noget som helst.
Rammeaftalen om Danmarks forsvar de kommende 10 år består af 17 sider fyldt med mere eller mindre løse erklæringer. De planlagte anskaffelser er udskudt til delaftaler med tidshorisonter, der ligger langt ude i fremtiden. Politikerne tvivler på, at forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de mange milliarder, der er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde. Rigsrevisionen har nemlig ved flere lejligheder konkluderet, at forsvaret ikke har de kompetencer, der skal til for at forvalte og kontrollere, at pengene går de rigtige steder hen. Større materielanskaffelser til forsvaret er i gennemsnit 4,5 år forsinkede. Flere af dem lever ikke op til det planlagte indhold, og det er uklart, om den økonomiske ramme er overholdt.
Forsvaret kan ikke absorbere pengene
De ca. 2.800 medarbejdere i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er ifølge eksperter ude af stand til at absorbere alle de milliarder, der er bevilget til Danmarks oprustning. FMI er nemlig designet med en bestemt produktionskapacitet. Antallet af hænder bestemmer, hvor meget organisationen kan købe for og hvor mange projekter der kan gennemføres. Ethvert af større indkøb i FMI lægger beslag på talrige arbejdstimer fra specialister og jurister, som skal sikre, at soldaterne får det bedste udstyr, skatteborgerne får mest muligt for pengene og de kringlede udbudsregler overholdes, så det ikke ender med opslidende og dyre klageprocesser. Og når udstyret er anskaffet, skal det også implementeres, og det er også et problem. Det eksisterende forsvar, som lige nu har svært nok ved alene at holde sig oprejst, har hverken kræfterne og personellet til at integrere nye komplicerede kapaciteter. Mangelfulde evner og kompetencer hos ledelsen og medarbejderne spiller også en rolle.
Grundet et pres fra Trump-administrationen har SVM-regeringen i marts 2025 droppet de normale udbudsprocedurer, når der skal indkøbes militært udstyr. Det har øget risikoen for, at indkøbene bliver påvirket af stærke lobbykræfter i kulissen, personlige kontakter samt kommunale særhensyn rundt omkring i Danmark. Christiansborg-politikere ved, at måden at få klapsalver på i egen kreds ikke er ved at have holdt en visionær tale i Folketingssalen, men ved at sikre vækstmuligheder og tilgodese særinteresser lokalt. Flere eksperter vurderer, at der er stor risiko for, at store beslutninger om forsvarsindkøb bliver politiseret af særinteresser frem for at være baseret på analyse og indsigt. Dette er bl.a. tilfældet med de nye flådefartøjer, der skal bygges i Frederikshavn Kommune (se afsnittet om Søværnet ovenfor).
Det vil tage mange år at genopbygge et misrøgtet forsvar
Trods skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med forsvarsinvesteringerne og anskaffelserne. Man kan jo ikke anskaffe luftforsvar og andet militært udstyr fra den ene dag til den anden. Selv om det bevilgede beløb – 300 mia. kr. – er megastort, vil det tage 5-7 år, før pengene er blevet konverteret til en ny brigade af soldater og nyt militærisenkram. Det bliver også en udfordring at skaffe de ekstra hænder, som skal lære de nye værnepligtige op og som skal kunne udgøre den kommende brigade. I 2022 forlod næsten 1.769 personer Forsvaret. I 2023 var tallet 1.606. Den store personaleafgang er en veritabel ”bombe” under Danmarks planlagte oprustningsindsats. I yderste konsekvens kan personalemangel betyde, at de massive investeringer i kampfly, luftforsvar og krigsskibe ikke får nogen stor effekt.
Oprustning uden strategi
Danmark er i gang med den største omkalfatring af det danske forsvar nogensinde. Man har imidlertid ingen operationel strategi, der kan sikre et veldrevet forsvar. Og uden en klar strategi risikerer Danmark at bruge milliarderne på de forkerte kapaciteter. Der er således ingen strategi og klarhed over, hvor dansk forsvar skal være i 2030 eller 2035. Og der er ingen, som kan svare på, hvad forsvaret skal kunne, når alle milliarderne er brugt. Der mangler et overordnet strategisk arbejde i oprustningen, og beslutningsprocesserne er langsomme og fragmenterede. Samtidig er arbejdet med it og digitalisering slet ikke på omgangshøjde med behovet, mens forkerte incitamentsstrukturer betyder, at forsvaret langtfra får det optimale ud af skibe, fly og andre militære kapaciteter. Konsekvensen er, at oprustningen på lange stræk hopper fra tue til tue, at pengene bliver brugt uden en reel prioritering, samt at de mange milliarder risikerer at blive brugt forkert.
Forsvarets genopbygning går megalangsomt
Danmark skal opruste på rekordtid, og der er postet over milliarder kroner ekstra i forsvaret med ordren ”køb, køb, køb”. Selv om tempo og omstillingsevne er altafgørende, frustrerer den langsomme danske proces den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard, efter oplevelser i krigsramte Ukraine. ”Hvis der er en ting, der overrasker mig, er det, hvor lang tid ting tager i et samfund som det danske”, siger han.
Når forsvarets genopbygning går langsomt, skyldes det, at forsvaret stadig skændes om, hvor man skal begynde med den gigantiske transformation af forsvaret fra at være ynkeligt til at være på højde med det, som Danmarks partnere i NATO forlanger. Eksperter frygter, at den reelle genopbygning af det danske forsvar bliver forhalet, indtil krigen i Ukraine er slut, så de mange milliarder i stedet kan anvendes til mere velfærd, sådan som alle folketingets partier inderst inde gerne vil have det. Så selv om Mette Frederiksen siger ”køb, køb, køb”, går det trægt med at genopbygge forsvaret. Man skal derfor ikke regne med et dueligt dansk forsvar før tidligst i 2030 eller senere.