Selvom det ikke har skortet på opfordringer fra oppositionen til at tale dunder mod Donald Trump, sætte grønlænderne på plads eller at stå op for Danmark, så stikker Danmarks statsminister hovedet i busken. Hun forsøger at stå i midten og stryge både Trump og grønlænderne med hårene, skriver Berlingske.
”Træder hun et lille skridt forkert i den højdramatiske strid om Grønland, kan det have fatale følger. Det er erfaringen. Mette Frederiksen har intet at vinde ved for alvor at blande sig i hverken Trumps og hans folks voldsomme provokationer eller i Grønlands overvejelser om selvstændighed. Statsministeren risikerer at støde endnu flere grønlænderne fra sig og puste yderligere til grønlandsk trang til selvstændighed ved at blande sig for kraftigt.
I forhold til USA risikerer Mette Frederiksen med kraftige afvisninger at optrappe konflikten med den kommende amerikanske præsident Donald Trump. Ingen har glemt den alvorlige krise, det skabte mellem Danmark og USA, da Mette Frederiksen sidst afviste Trumps tanker om at købe Grønland som en ‘absurd diskussion’.
Indtil videre ved ingen, om Trump og hans folk opfatter det meget konkret at ’købe’ Grønland. Om det er ’taktik’ i forhold til at opnå noget andet eller noget helt tredje”.
24NYT: Og det tredje kan meget vel en trepartsaftale mellem USA, Grønland og Danmark. Når Donald Trump har tilbudt at købe Danmark, så er det fordi overdrivelse fremmer forståelsen. Reelt handler det for USA at øge sin militære tilstedeværelse på Grønland, uanset om dette måtte ske gennem køb af Grønland eller ej. Det er kontrollen med Grønland, der er afgørende for USA, og det kan den kommende amerikanske regering f.eks. sikre gennem en sikkerheds- og forsvarsaftale mellem USA, Grønland og Danmark, hvor Grønland formelt forbliver en del af Rigsfællesskabet, men reelt kontrolleres af USA. Den løsning anbefaler den førende amerikanske Arktis-ekspert, dr. Walter Berbrick.