Af Michael Pihl, næstformand for Trykkefrihedsselskabet
En skandaløs udtalelse af Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther fra CDU vækker debat om ytringsfriheden i Tyskland for tiden. Den slesvig-holstenske landshøvding udtalte i Markus Lanz- show i sidste uge, for det første, at han ønsker et forbud mod det demokratiske oppositionsparti, Afd; i Tyskland og for det andet udtalte Günther, at han mere generelt ønsker censur mod regeringskritiske og uafhængige medier.. Han udtaler også, at han om nødvendigt vil have et forbud mod medier, som han ikke kan lide. Slesvig-Holstens ministerpræsident nævner her specifikt det uafhængige medie NIUS, som passende offer for statsforbud og censur.
Magthavere har til alle tider været utilfredse med pressen. Det er i sig selv hverken nyt eller problematisk. Problemet opstår, når utilfredsheden fører til krav om regulering, censur eller forbud mod uafhængige medier, der rapporterer på måder, magthaverne ikke bryder sig om. Det er netop, hvad der skete, da den Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) for nylig udtalte sig i Markus Lanz’ talkshow. Her gav Günther åbent udtryk for, at visse medier bøe reguleres, censureres og i sidste ende kunne forbydes. Direkte adspurgt, om han mente “regulere, censurere, i nødstilfælde endda forbyde”, svarede han uden tøven:”ja”. Begrundelsen var, at der ifølge ham spredes ”falske informationer” på internettet, som ”angriber demokratiet”. Daniel Günther gav i udsendelsen ingen konkrete eksempler på den slags falske informationer, der angiveligt truer demokratiet.
Pressefriheden, som er fastslået i den tyske forfatnings artikel 5, gælder dog ikke kun for statsbetalte medier, som de gamle magthaverpartier anser for troværdige eller velopdragne. Den gælder også for digitale medier og for uafhængige medier, der er kritiske over for regeringen. At kræve særlige kvalitetskriterier for at kunne påberåbe sig pressefrihed er en grundlæggende misforståelse af ytrings-og pressefrihedens væsen og betydning i et demokrati.
Særligt problematisk er det, at Günther konkret udpeger det regeringskritiske medie Nius som en løgnespreder – uden at fremlægge dokumentation. Dermed gør han præcis det, han beskylder dette medie for: Han fremsætter påstande uden bevis. Når en magtfuld politiker udpeger bestemte medier som illegitime, ligger mistanken om politisk motiveret censur lige for.
Endnu mere bekymrende er tavsheden i hans eget parti. Når en af CDU’s mest fremtrædende politikere åbent taler for presseindgreb, burde det udløse en principiel debat. I stedet hersker der stilhed. Også i statsbetalte medier i Danmark. Det er bekymrende, for ytringsfrihed og pressefrihed er ikke et spørgsmål om partipolitik, men om demokratiske grundværdier.
Et demokrati lever ikke af ensartede, “korrekte” meninger, men af fri debat, også når den er skarp, rodet og ubehagelig. Falske påstande bekæmpes bedst med argumenter, dokumentation og åben kritik – ikke med forbud. For når staten først begynder at afgøre, hvilke medier der må eksistere, er det ikke længere pressen, der kontrollerer magten, men magten, der kontrollerer pressen.
Det burde enhver demokrat, også i CDU, tage alvorligt.
Og det burde statsbetalte medier – også i Danmark – tage alvorligt.