Hver gang klimadebatten blusser op, gentager det samme mønster sig. På den ene side står teknokraterne med deres CO2-regnskaber og globale aftaler, med deres abstrakte tale om klimakrise, de afviser at løse gennem teknologier som atomkraft. På den anden side marcherer aktivisterne, der mere minder om galninge, end om ansvarlige mennesker, der ønsker at tage vare på vores fælles natur.
Det kan få de fleste til at afvise den grønne dagsorden. Men den går ikke. For Grøn konservatisme er en god, lang og veletableret tradition.
Naturbeskyttelse hører hjemme hos dem, der værner om det bestående, det arvede og det lokale. Problemet er bare, at konservative alt for længe har overladt miljøområdet til andre. Og dermed glemt deres egen dybeste intuition: at man værner bedst om det, man holder af.
Oikofili: Kærlighed til det nære
Den engelske filosof Roger Scruton kaldte det for “oikofili” – kærlighed til hjemmet. Ikke bare det hus, man bor i, men hele det landskab, den kultur og det fællesskab, man er en del af. Det er en kærlighed, der forpligter. For man kan ikke elske noget uden samtidig at tage ansvar for det.
Miljøansvar vokser som træets rødder – fra hjemmets konkrete jord og spreder sig udad gennem lokalsamfundet til landet som helhed. Det ansvar opstår ikke gennem abstrakte teorier eller moralske påbud. Det vokser organisk ud af den konkrete tilknytning til traditionens levende landskab. De steder vi føler os knyttet til.
Vi har brug for at genoptage Scrutons grønne konservatisme, der står i kontrast til den globale miljøpolitik, hvor eksperter i fremmede lande skal fortælle os, hvordan vi skal leve. Oikofili starter derimod nedefra og vokser udad: fra haven, over kvarteret og byen til landet, hvorfra der knyttes bånd til andre nationer.
Konservative miljøværdier i praksis
Historisk har konservative faktisk ført an på miljøområdet. Det var ikke socialister, der oprettede de første naturparker eller gennemførte love mod luftforurening i Storbritannien. Det var konservative, der forstod sammenhængen mellem kulturarv og naturarv.
Tyske romantikere var ligeledes grønne konservative. Herhjemme tordnede kulturradikale socialister mod konservative, der ønskede naturbevaring.
I dag ser vi et konservativt instinkt i de tusindvis af lokale foreninger, der plejer grønne områder, restaurerer vandløb og bevarer kulturlandskaber. Det er sjældent ideologiske miljøaktivister. Det er derimod borgere, der elsker deres nærområde og vil give det videre til deres børn. Her trives hjemstavnens hjertevarme og den lokal landskabspleje, som virkelig gør en forskel.
Det er grøn konservatisme: Et forpligtende bånd mellem generationerne. Vi har arvet jorden og skal give den uspoleret videre til kommende generationer.
Kritik af teknokrati og symbolpolitik
Den moderne miljøbevægelse har desværre ladet sig fange af to dødbringende impulser. Den teknokratiske, der tror på centraliseret styring og internationale aftaler. Og den symbolpolitiske, der prioriterer spektakulære protester og identitetsmarkering højere end reel naturbeskyttelse.
Begge tilgange fremmedgør almindelige borgere.
Når Extinction Rebellion blokerer trafikken, og når andre radikale klimabevægelser ødelægger kunstværker, skaber de ikke et fælles engagement. De skaber modstand. Hvordan skulle kriminelle venstreradikale kunne samle nogen i en god sags tjeneste?
De anser det selvfølgelig som langt mere autentisk miljøpolitik at klistre sig fast til asfalt end at plante træer. Og så har de fået den gamle Carsten Jensen med på løjerne.
Folk reagerer instinktivt imod at få påtvunget miljøpolitik af aktivister, der er mere optagede af at vise sig selv frem og fylde indhold i deres tomme liv end af at bevare naturen.
Lige så problematisk er troen på, at markedet eller bureaukratiet kan løse alt. Nogle værdier kan simpelthen ikke måles i kroner eller reguleres gennem direktiver. Skønheden i et landskab, tilknytningen til en egn, stoltheden over fælles kulturarv.
Konservativ miljøpolitik
Konservativ miljøpolitik bygger på det, Scruton kaldte ”small platoons” som lokale foreninger og fællesskaber, der tager ansvar. Det kan være landsbysamfund eller borgergrupper, der skaber små grønne oaser med træalléer og velplejede byrum.
For det handler også om æstetik. Vi skal værne om det smukke. Ikke kun det funktionelle. Skønhed giver mening til livet. Det betyder kamp mod grimme motorvejsstrækninger, der ødelægger landskaber. Hæslige vindmøller og solceller, der ødelægger Vadehavet og markerne. Det betyder støtte til lokale håndværkere og mindre producenter, der forstår at skabe harmoni mellem menneske og natur.
Og så handler det om fortælling.
Kun når vi forstår vores landskab gennem historier – gennem digtning, minder og traditioner – udvikler vi den kærlighed, der fører til reel beskyttelse. Johannes V. Jensen besang som ingen anden dansk digter vores land, ikke på grund af biodiversitetsmålinger, men fordi han så skønhed og mening i hvert bakkedrag, søer og sunde. Som her i Kongens fald:
”Du mærker med lukkede øjne den søde lugt af jordens grønsvær, landet er blødt og grønt som en frisk seng i havet, fødeseng, dødsseng. Himlen hvælver sig med forkærlighed over det, skyerne står stille over det, bølgerne rækker ind og klapper den lyse strand.”
Miljøpolitik som hjemstavnspolitik
Miljøbeskyttelse er i sin kerne hjemstavnspolitik. Den handler om at værne om det sted, man hører til, og give det videre i bedre stand, end man fik det. Den handler om at tage ansvar. Ikke fordi en international organisation kræver det, men fordi kærlighed forpligter.
Konservatisme er en tradition, der bygger på kærlighed til hjemmet, ikke globale visioner. På konkret ansvar, ikke abstrakt moral. På lokal forankring, ikke teknokratisk styring.
Af Kasper Støvring, forfatter