Det er en myte, at det socialdemokratiske danske velfærdssamfund skaber lighed. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdssocialismen, og det gør de stadig i dag. Og afstanden mellem top og bund stiger stadig.
Danmarks topplacering skyldes misvisende målinger
World Economic Forum (WEF) har i sin rapport ”The Global Social Mobility Report 2020” rangeret 82 lande efter deres ”evne til at fremme social mobilitet”, og her ligger Danmark som nr. 1, efterfulgt af de øvrige nordiske lande. Rapporten undersøger imidlertid ikke social mobilitet, men måler i stedet ca. 50 indikatorer for bl.a. adgang til serviceydelser (f.eks. dagtilbud, behandling i sundhedsvæsenet, internetadgang), arbejdsmarkedet (f.eks. andel lavtlønsjobs, ledighed, fagforeningsdeltagelse) og det sociale sikkerhedsnet (f.eks. offentligt forbrug på det sociale område). Alle disse indikatorer samles i en score, hvor Danmark ligger som nr. 1.
I WEF’s terminologi er ”social mobilitet” således ensbetydende med ”omfanget af velfærdsstaten i hvert enkelt land”. At Danmark og de øvrige nordiske lande ligger i toppen her, kan ikke overraske. Men ét er lige adgang til f.eks. uddannelse og sundhed, og noget andet er, om det reelt set medfører lighed.
En punkteret drøm
Den danske velfærdssocialisme skulle skabe større lighed med henblik på at give alle danskere de bedst mulige vilkår, så de kunne skabe sig en god tilværelse. Det var de tanker, der lå bag formuleringen af Socialdemokraternes program ”Fremtidens Danmark” fra 1945. Man var overbevist om, at med vækst i økonomien, et skattesystem, som byggede på idéen om, at de ”bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder” samt gratis (læs: skattefinansieret) uddannelse til alle ville der automatisk komme en større lighed.
Med tiden er der i Danmark skabt en fortælling om, at velfærdssocialismen er fundamentet for en tryg ramme, hvor der ikke er forskel på høj og lav, og hvor ”vi tager os af hinanden”. Virkeligheden i Danmark er imidlertid, at der ikke er sket ret meget i forholdet mellem samfundsgrupperne. De samme grupper, der var ovenpå tidligere, er lige så velplaceret i dag. Hele velstandsniveauet er hævet, men det er stadig de samme, der bærer, og de samme, der bæres.
De afgrundsdybe skel i den danske befolkning er ikke udryddet trods den enorme velstandsstigning, der er sket, og skellet mellem rig og fattig i Danmark stiger år for år. Dem, der har mange penge, har fået endnu mere de seneste år. Og dem, der har meget lidt, skal i højere grad vende hver en øre. Når uligheden er stigende, har det flere konsekvenser. Sammenhængskraften i landet bliver mindre, og det betyder, at borgerne ikke rigtigt har forståelse for hinandens liv. Der er mindre social mobilitet, dvs. at det er sværere at stige op og få en højere indkomst, hvis man kommer fra en baggrund, hvor ens forældre ikke havde så mange penge. Med andre ord: Hvis der er større ulighed i et samfund, så er det sværere at rykke sig.
Væksten er ikke fordelt ligeligt
I de seneste 25 år er væksten i Danmark steget, men den er ikke fordelt ligeligt og uligheden er vokset markant. Magt og ulighed er tæt forbundne. Ulighed handler ikke kun om økonomiske forskelle, men også om ulige deltagelse og muligheder for at påvirke beslutninger i samfundet og sætte dagsordener. Når velstand koncentreres, ændres magtforholdene, så nogle grupper dominerer, mens andre sættes uden for indflydelse. Små og økonomisk svage vælgergrupper får sværere ved at mobilisere en større opbakning til ændringer, der kan gavne deres livsvilkår, mens det for store og økonomisk stærke vælgergrupper er nemmere at skaffe opbakning, der gavner deres situation. Den mekanisme er selvforstærkende og kan gøre ulighed til en central dynamik i magtens fordeling.
Politikerne afbøder konsekvenserne af de klasseskel, der er i Danmark, gennem omfordeling over skatterne og tilbud om skatteyderfinansieret offentlig velfærd. De velfærdsglade vildledes dermed til at tro, at den lige adgang til skattefinansierede velfærdsydelser er med til at øge den sociale mobilitet.
Den familiemæssige baggrund er afgørende
I Danmark er det en udbredt opfattelse, at uanset hvor man kommer fra, hvilken baggrund ens forældre har, og hvor velpolstret deres tegnebog har været, kan man med egen flid og dygtighed flytte sig socialt, bryde den sociale arv og om muligt nå helt til tops. Men det er en myte, for i det danske samfund eksisterer der stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. Det er nemlig ikke uden betydning, hvilke forældre der giver deres børn de bedste betingelser for at udvikle sig, hvem bor hvor, hvem går i de bedste dagtilbud og skoler, hvem har ressourcestærke venner mv. Alt dette er med til at forme færdigheder, evner og muligheder lige fra fødslen. Den bagage, de sociale normer og adfærd, forældrenes sociale netværk o.lign., som børn får med hjemmefra, betyder meget for, hvordan det vil gå dem gennem livet.
Danmark udjævner ganske vist den økonomiske ulighed ved at omfordele penge via de mange skattebetalte velfærdsordninger, men omfordeling kommer ikke uligheden til livs. At alle danske børn får samme tilbud fra det offentlige, betyder f.eks. ikke, at de har lige adgang til LEGO’s forlystelsespark, Legoland. I et læserbrev, som Berlingske bragte den 24. juli 2024, skrev en forarget far følgende: ”Stadig flere forlystelsesparker for børn tilbyder mulighed for at springe køen over mod ekstra betaling. Det medvirker til ulighed blandt børn, hvilket er meget trist. Jeg var forarget over, at LEGO i Legoland bidrager til forskelsbehandling af børn. I Legoland kan folk med midler tilkøbe mulighed for at springe over i køen. At se så mange børn stå og vente, mens andre børn bare kom foran, er hjerteskærende og på ingen måde i orden. Det værste indtraf, da en far og hans søn gik foran køen og drengen spurgte faren, hvorfor de måtte gå foran, hvortil han svarede: ’Fordi vi har flere penge end dem’.”
Ulighed i grundskolen
Den danske grundskole cementerer stik imod intentionerne både de sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle. Grundskolen bliver i stigende grad opdelt såvel socialt som fagligt. Tendensen er den samme i hele landet: den veluddannede overklasse og højere middelklasse med høje indkomster vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler. Blandt eleverne i første klasse gik 18 pct. på privatskole i 2019, mens dette tilbage i 2009 kun gjaldt 13 pct.
Folkeskolen øger uligheden mellem børn af ufaglærte og børn af højtuddannede. Karaktergabet mellem unge med ufaglærte og akademikerforældre er vokset med mere end et helt karakterpoint – fra et gab på 2,1 i 2002 til 3,3 i 2020. Ved afgangseksamen i 2020 bestod næsten 14 pct. af børn med ufaglærte forældre ikke dansk og/eller matematik mod 2 pct. af børn med akademiske forældre.
Når eleverne ikke består dansk og matematik, opfylder de ikke kravene til at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Det er ikke sådan, at man ikke kan klare sig på det danske arbejdsmarked uden at have en uddannelse. Men manglende uddannelse betyder, at man havner i den sociale gruppe, som statistisk set får flere ledighedsperioder undervejs samt fysisk hårdere og mere nedslidende job og som dermed har større risiko for at ende på førtidspension.
Ulighed i gymnasiale uddannelser
Politikerne har i årtier markedsført idéen om, at Danmark skal være et videnssamfund. Man har derfor etableret en motorvej til universitetsuddannelserne, så flest mulige kunne gennemføre en gymnasial uddannelse, få den eftertragtede akademiske grad og arbejde med en PC ved et skrivebord. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter.
Over hele landet er der derfor en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet. Elever på erhvervsuddannelser er typisk ikke så bogligt stærke som dem, der går på de gymnasiale uddannelser. Og så kommer de fleste fra lavere socioøkonomiske kår og den etniske underklasse.
Reform af ungdomsuddannelserne vil gå ud over social mobilitet
Mens ambitionen om at løfte sig uddannelsesmæssigt generation for generation er sund og smuk, vil den kommende reform af ungdomsuddannelsernes give langt færre adgang til det almene gymnasium og derfra til de lange videregående uddannelser på universiteterne. Studenterhuen som adgangsbillet til universitetet er i mange familier det måske stærkeste symbol på lige muligheder uanset social arv og klasseskel. At indskrænke adgangen til lang videregående uddannelse med karakteradgangskrav allerede fra folkeskolen vil ske på bekostning af social mobilitet.
Politikerne spiller på modsætningsforholdet mellem de unge, der bor uden for de store byer og i de mindst attraktive dele af storbyerne, og som kommer fra hjem uden akademisk baggrund, og de højtuddannede. 12-talspiger og akademikere mod mennesker med “kloge hænder”. Ved at opgive perspektivet for lang videregående uddannelse for unge uden umiddelbar motivation og forudsætninger, vil politikerne for første gang i velfærdssamfundets historie ikke udvise respekt for stræbsomhed under alle vilkår på alle niveauer.
Ulighed i videregående uddannelser
Selv om 1958-skoleloven medførte større lighed i uddannelse, hjalp den ikke på den sociale mobilitet. Blandt børn af forældre, der selv har en grundskoleeksamen som højest fuldførte uddannelse, er det kun 6 ud af 10 børn, der forventes at have gennemført mindst en ungdomsuddannelse som 25-årig. Blandt akademikerbørn er det 9 ud af 10. Flere børn får en videregående uddannelse, men det er især børn af forældre med gode uddannelser. I 2017 var 40 pct. af de unge fra overklassen og den højere middelklasse i gang med en lang videregående uddannelse, mens det kun gjaldt 7 pct. af de unge fra underklassen. Danmark er nu tilbage på det amerikanske niveau efter i en relativ kort periode at have haft større mobilitet i uddannelser end i USA. Både i Danmark og i USA er det således først og fremmest børn af højt uddannede forældre, der selv får en lang uddannelse.
Den danske SU, som er verdens mest generøse, er reelt et statstilskud til, at velhavende danskeres børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst. Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, man i Danmark har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. SU er en speciel overførselsindkomst, som omfordeler fra de fattigste til de rigeste – målt i livstidsindkomst. Populært sagt betaler den ufaglærte kassedame for, at direktørens datter kan få en akademisk uddannelse ligesom sin far. Der er flest SU-modtagere blandt de velstilledes børn.
Ulighed i sundhed
Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, bor i områder, hvor der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer. Patienter får, alt afhængigt af hvor de bor, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Hertil kommer, at når adgang til behandling kræver, at man logger på med MitID og svarer på beskeder i e-Boks, skabes der en ny form for ulighed i sundhed – en digital underklasse, der ikke kan deltage.
Risikofaktorerne klumper sig sammen hos de kortuddannede danskere. Det er de kortuddannede, der både ryger, har et usundt kostmønster, er svært overvægtige, er fysisk inaktive, har et alkoholforbrug, har øget mistrivsel og øget forekomst af sygdomme osv. osv. De lades ofte i stikken i sundhedssystemet, da sundhedsvæsenet primært opfylder de ressourcestærke borgeres og patienters behov. Ifølge den hollandske forsker Johan Mackenbach, der har studeret ulighed i sundhed og levealder, hører Danmark til blandt de lande i Vesteuropa, hvor uligheden i levetid er størst. Danske lavtuddannede kvinder er de vesteuropæiske kvinder, der har udsigt til det korteste liv. Mens det danske samfund indkomstomfordeler, lever bunden af Danmark således korte og dårlige liv.
Kriterierne for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne er også skæve. Region Hovedstaden, hvor borgerne generelt er de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet, er den region, som trænger mindst, men som får mest. Det er regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.
Ulighed i indkomster
I den danske statspropaganda hyldes Danmark som et land med høj indkomstmobilitet. I den velfærdspolitiske analyse ”Mobilitet på tværs af generationer”, som Folketingets social- og indenrigsudvalg offentliggjorde i 2016, hedder det f.eks.: ”I Danmark er der høj indkomstmobilitet mellem generationerne, hvilket betyder, at børns indkomst som voksne i forholdsvis beskedent omfang afhænger af deres forældres indkomstniveau. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark er fri og lige adgang til uddannelse. Børn kan vælge uddannelse efter evner og lyst uden at skele til forældrenes økonomiske formåen. I mange andre lande er der væsentlig større sammenhæng på tværs af generationer”.
Virkeligheden i Danmark er imidlertid, at det de seneste 15-20 år er blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Chancerne for, at en person i Danmark bryder den sociale arv og går fra at være barn i en lavindkomstfamilie til de 20 pct. højeste indkomster som voksen, er faldet med 14 pct. over de seneste 15 år. Over samme periode har personer, som er vokset op i familier med de højeste indkomster, fået omkring 10 pct. større chance for også selv at have de højeste indkomster som voksne. Over tid er der også stor forskel på danskernes indkomstfremgange. Mens de 10 pct. rigeste havde en indkomstfremgang på cirka 30 pct. fra 2010 til 2020, havde de 40 pct. fattigste en indkomstfremgang på cirka 10 pct. af deres disponible indkomst.
Den fattigste 20 pct. af befolkningen tjener mindre end en tiendedel af den gennemsnitlige indkomst blandt de rigeste 10 pct. Og godt en femogtyvendedel af den rigeste ene procent. Ser man på den gennemsnitlige disponible indkomst ligger Gentofte Kommune helt i top. Den lyder således på 664.600 kr. om året. På de efterfølgende pladser ligger Rudersdal Kommune med 587.700 kr. og Hørsholm Kommune med 547.400 kr., mens den gennemsnitlige disponible indkomst i bunden af listen ligger på omkring 275.000 til 280.000 kr. Med andre ord sker der en øget koncentration af højindkomstfamilier i nogle dele af Danmark, mens andre dele af landet sakker bagud. Det er udtryk for, at danskerne bor mere opdelt og møder hinanden i mindre grad på tværs af indkomst, samt at Danmark bevæger os længere og længere ned ad den vej, hvor det kommer til at ligne USA.
Mange barrierer for social mobilitet
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har i sin åbningstale i Folketinget sagt, at det skal være nemmere at gå ”fra at være bistandsklient til bankdirektør”. Siden er det gået i den stik modsatte retning. Børn af lavtlønnede har fået sværere ved at stige op socialt, mens børn af velhavende forældre ender oftere end tidligere selv med en høj indkomst. Det store billede er, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er steget over en 25-årig periode, selv om velfærdsstaten og uddannelsessystemet har udviklet sig meget.
Dette er et overraskende resultat. Hvordan kan den sociale mobilitet undgå at være blevet højere, når der i dagens Danmark ikke er formelle barrierer, som begrænser børn og unges uddannelsesmuligheder? Alle børn har jo mulighed for at gå i vuggestue og børnehave, alle har ret til fri undervisning, og der er også fri uddannelse efter den skolepligtige alder. Svaret er de uformelle barrierer og ikke mindst de barrierer, der opstår fra social arv. Man har i Danmark en forestilling om, at alle har lige muligheder, når bare alle får de samme tilbud fra det offentlige. Men virkeligheden er, at de formelle muligheder ikke er lig med reelle muligheder.
Den sociale mobilitet i Danmark hæmmes også af, at der er en ekstrem lille økonomisk gevinst ved at uddanne sig. Man tager nemlig ikke en uddannelse, medmindre der er et stærkt økonomisk incitament til det, og det mangler man i Danmark. Den tårnhøje beskatning af høje indkomster, en lille lønspredning og et fintmasket og generøst socialt sikkerhedsnet fratager nemlig mange danskere initiativet og lysten til at kravle længere op ad den sociale stige. ”Gratis” uddannelse og SU hjælper med andre ord ikke på den sociale opstigning, men fungerer som en bremseklods på unge, som vil frem. Velfærdssamfundet passiviserer unge, og især i bunden af samfundet er det for let at falde ind i en kultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.
Uligheden undergraver sammenhængskraften
Sammenhængskraft er den forbundethed, der får landets i øvrigt meget forskellige borgere til at se sig som en del af et fællesskab, der kan arbejde mod fælles mål. Sammenhængskraften i det danske samfund lider under uligheden, fordi man på tværs af sociale skel ikke mødes. Med øget ulighed i et samfund kommer mindre tillid til hinanden og en faldende social mobilitet i samfundet. De rige og fattige danskere lever hver for sig. De taler ikke sammen og så har de en forskruet idé om, hvordan de andre lever. Det undergraver sammenhængskraften.
Danskerne fødes ind i et kastesystem. Allerede fra fødslen får danske børn et stempel i panden. Velfærdssamfundet inddeler folk i kaster – ikke som i Indien – men som sociale grupperinger, der går i arv. Er ens forældre ufaglærte, bliver man højst sandsynligt selv ufaglært. Er ens forældre akademikere, bliver man det nok også selv. I dag lever danskerne mere adskilt og er cementeret i forskellige sociale grupper. Blandt den fattigste femtedel er risikoen for selv at ende i lavindkomstgruppen blevet fordoblet siden år 2000. Dengang lykkedes det for 16 pct. af de 35-årige at blive mønsterbrydere, det vil sige, at de havde forældre tilhørende den fattigste femtedel af befolkningen, men endte selv i den rigeste femtedel som voksne. Siden da er tallet faldet. I 2016 brød 12 pct. på den måde mønstret.
Høj social mobilitet er en del af den danske fortælling om, at velfærdssamfundet er i stand til at løfte de svageste. Men i Danmark eksisterer stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. De forskelle, der i gennemsnit eksisterer på tværs af social baggrund, bliver fastholdt gennem resten af livet. 30-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit gennemført tre års mere uddannelse end 30-årige med ufaglærte mødre. Og 40-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit en 50 pct. højere lønindkomst end 40-årige med ufaglærte mødre.
Social arv som for 50 år siden
Når det gælder den sociale mobilitet, ligger Danmark i den dårligste tredjedel af OECD-lande. Den meget store offentlige velfærdssektor i Danmark fører ikke til større social mobilitet og den sociale opstigning. Det er blevet sværere gennem uddannelse at kravle op af den sociale rangstige. Stik mod intentionerne er de unges uddannelse blevet mere afhængig af deres forældres baggrund end tidligere. Og afhængigheden – den sociale arv – svarer i dag til det Danmark, der eksisterede for 40-50 år siden.
Danmark er et af de lande i OECD, hvor den sociale arv betyder mest i uddannelsessystemet. I Danmark er andelen af unge, der får en højere uddannelse end forældrenes, således 36 pct., mens den i Finland er 56 pct. Siden folkeskolereformen i 1975 har dansk uddannelsespolitik søgt at skabe større lighed gennem konstante niveausænkninger i både folkeskolen og gymnasiet. Man havde en teori om, at når uddannelsesniveauet bliver lavere, kan flere få studentereksamen, og så brydes den sociale arv. Det har vist sig at være en fejlslutning. Stik imod forventningen har man opnået større ulighed. For hvis eleverne ikke lærer nok i folkeskolen eller gymnasiet, sørger ressourcestærke forældre selvfølgelig for, at deres børn lærer noget andre steder end i skolen. Det kan ressourcesvage forældre ikke gøre. Derfor forøger niveausænkning stik imod hensigten virkningen af den sociale arv.
De nedslående konklusioner rokker ved selve kernen i den danske velfærdsmodel – nemlig forestillingen om, at det danske samfund i høj grad sætter mennesker fri af deres sociale baggrund og sikrer, at man kan bevæge sig socialt – fra at være bistandsklient til at blive bankdirektør. Børn af arbejdsløse i Danmark skal kunne blive direktører en dag – det er alle enige om. Men det er blevet sværere de senere år. Æblerne falder stadig tættere på stammen, og mønsterbryderne bliver færre.
Danmark er ikke bedre end USA
I 2016 offentliggjorde den amerikanske økonomiprofessor og Nobelpris-modtager James Heckman og forsker Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens Forskningsenhed et forskningsstudium ”The Scandinavian Fantasy: The Sources of Intergenerational Mobility in Denmark and the U. S.”. Studiet viser, at danskernes forestilling om, at det danske velfærdssamfund er langt bedre til at bryde den sociale arv end det amerikanske samfund, ikke er andet end en smuk drøm eller fantasi. Det står i kontrast til den historie, som danskerne normalt fortæller om den danske velfærdsmodel. USA og Danmark har som bekendt vidt forskellige politiske systemer. USA er mulighedernes land, hvor enhver er sin lykkes smed, mens Danmark er en af verdens mest udbyggede velfærdsstater. Alligevel er Danmark ikke bedre til at bryde den sociale arv end USA. Amerikanske børn af ufaglærte har i virkeligheden en lidt større chance for at få en videregående uddannelse end danske børn af ufaglærte. Dette er stærkt overraskende og tankevækkende.
Sammenfattende kan det konkluderes, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at skabe bedre muligheder for de svageste, men hælder blot glasur i form af skattefinansieret velfærd og overførselsindkomster ud over kasteforskellene. Hvis målet for velfærdsstaten ikke kun handler om økonomisk lighed, men også om, at alle skal kunne forme deres liv, som de ønsker uafhængigt af deres baggrund, må man konstatere, at det danske velfærdssamfund har svigtet. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig.