Selv om Danmark markedsføres som et såkaldt liberalt demokrati, er landet blevet en illiberal stat, hvor Folketinget er sat fra bestalling, hvor politikerne bryder grundloven, hvor den politiske proces mørklægges, hvor der mangler kontrol med regeringsmagten, hvor retsvæsenet er under politisk kontrol og bruges mod politiske modstandere, hvor politikerne bestemmer hvem der anklages, hvor der gennemføres hemmelige retssager, hvor politiske udnævnelser hører til dagens orden, hvor staten kontrollerer medierne, indskrænker pressefriheden og intimiderer kritisk presse samt kritiske eksperter, hvor politikerne udhuler retsstatsprincipperne, retssikkerheden og borgernes grundlovssikrede rettigheder, og hvor magteliten obstruerer korruptionsbekæmpelsen.
Folketinget er sat fra bestalling
Grundlovens §3 opstiller en klar magtadskillelse Folketinget og regeringen – mellem den lovgivende og den udøvende magt – men i praksis er balancen i dag forskubbet. Lovgivningsarbejdet i det illiberale Danmark foregår nu ikke i Folketinget, men primært i en lukket proces i ministerier, hvor politiske aftaler bliver indgået uden uafhængige og kritiske vurderinger af lovgivningens konsekvenser. ”Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”, siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet. Hertil kommer, at store dele af den danske lovgivning vedtages i EU uden at folkevalgte politikere træffer beslutningerne. I praksis overlader Danmark derfor væsentlige dele af lovgivningsmagten til EU’s embedsapparat, der er uden reel demokratisk kontrol.
Magtsyge politikere bryder grundloven
På Christiansborg ser magtsyge politikere stort på grundlovens principper. Under coronaepidemien frasagde Folketingets partier sig deres parlamentariske kontrol og gav sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke frie tøjler til at bekæmpe coronasmitten med alt fra forsamlingsforbud til tvangslukninger og tvangsvaccination. Mette Frederiksens magtarrogante regering holdt Folketinget hen i uvidenhed og mørklagde grundlaget for sine beslutninger, så det var ekstremt svært for Folketinget at føre den kontrol, som det er sat i verden for at udføre. Samtidig har den socialdemokratiske mindretalsregering forbrudt sig mod grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Regeringens beslutning om at slagte minkerhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter.
Den politiske proces mørklægges
I det illiberale Danmark udøves magten i det skjulte. Myndighederne stoler ganske enkelt ikke på, at deres forvaltning af magten tåler dagens lys. Mængden af forhold, som borgerne efter myndighedernes opfattelse ikke bør have indsigt i, er derfor voksende. Politikerne bruger offentlighedsloven, som blev vedtaget i 2013, til at mørklægge væsentlige dele af lovgivningsarbejdet såvel som den politiske proces ved at indskrænke adgangen til indsigt i notater, vurderinger, mailkorrespondancer og sms’er fra landets ministerier og styrelser. Ikke overraskende blev loven hurtigt benævnt ”Mørklægningsloven”.
Embedsværket i centraladministrationen opfatter aktindsigt som en decideret uskik og derfor går man langt for at sikre lukketheden. Kammeradvokaten, der rådgiver hovedparten af offentlige myndigheder i Danmark, har endda lavet et kursus i, hvordan embedsværket kan begrænse, afslå og begrunde aktindsigtsanmodninger ved at henvise til manglende ressourcer. Det er også velkendt, at man sætter fuldmægtige til at håndbære kuverter og USB-nøgler for at undgå kommunikationsformer, der kræver journalisering.
Senest er det kommet frem, at Rigspolitiet og FE har vildledt Folketinget og offentligheden i sagen om de slettede sms-beskeder om minksagen i et forsøg på at stoppe den vedvarende kritik af Mette Frederiksen. Rigspolitiet og FE gav både Minkkommissionen og offentligheden et indtryk af, at man var nået til vejs ende i forhold til mulighederne for at få genskabt sms’erne, men sandheden var den modsatte. Centret for Cybersikkerhed havde netop peget på andre muligheder, men det blev afvist af politiet. Hele forløbet peger på, at man aldrig ønskede at genskabe de for statsministeren belastende sms’er.
Danmark halter efter flere europæiske lande (bl.a. Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig), når det gælder mulighederne for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser og den offentlige forvaltning. Lukketheden i den danske forvaltningskultur støttes af såvel de regeringsbærende partier som embedsværket. Politikerne og embedsmændene fjerner sig længerere og længere væk fra de borgere, de skal betjene. Åbenhed og gennemsigtighed i det illiberale Danmark har tabt til magtens arrogance.
Ingen kontrol med regeringsmagten
I Danmark går kritikken af den påståede illiberalisme i Ungarn og Polen ofte på, at de instanser, der skal kontrollere regeringen, er svækkede og/eller besat med regeringens egne folk. Med andre ord, at de ”checks and balances”, der kendetegner det liberale demokrati, er begrænsede. Tyskland har en forfatningsdomstol og USA har en højesteret, hvor dommere fortolker den amerikanske forfatning, hvilket sætter grænser for magtsyge politikere. I Danmark har traditionen været, at Justitsministeriet holdt regeringen og Folketinget på lovens dydige sti, og at oppositionen begrænsede regeringens udskejelser. Coronakrisen har imidlertid afsløret, at det ikke er tilstrækkeligt. Danmark savner således de nødvendige kontrolmekanismer, som kan sikre, at en regering træffer lovlige beslutninger.
Manglen på kontrolmekanismer i Danmark betyder, at de kommende års heftige oprustning risikerer at ende i pengespild og korruption. Pengemængderne, hastigheden og kompleksiteten af indkøbene bliver nu skruet op, mens f.eks. udbudsregler og Folketingets direkte politiske kontrol skrues ned. Samtidig hemmeligholdes mange oplysninger med henvisning til sikkerhedssituationen, hvilket går ud over åbenheden og pressens mulighed for at dække processerne kritisk. I bedste fald er risikoen pengespild. I værste fald ender pengene i de forkerte lommer – altså korruption. Det høje tempo i kommunikationen og den konstante henvisning til den bydende militære nødvendighed af hemmeligholdelse har også et andet formål. Den dybe stat vil ikke kigges i kortene – det vil have arbejdsro bag lukkede døre. Og så vil det – i et politisk ærinde – beskytte ministeren mod dårlige sager.
Regeringen misbruger sit vidensmonopol
Lukketheden er særlig udtalt ved ministeriernes og regeringens forberedelse af lovgivning og andre politiske initiativer. En dansk regering har monopol på vigtige oplysninger og den bestemmer, hvilke aktører fra interesseorganisationer, eksperter og udvalgte folketingsmedlemmer der skal inddrages i de lukkede rum, mens offentligheden, pressen og befolkningen lukkes ude. Den bestemmer desuden, hvilke informationer der skal være med i den rapport eller analyse, som regeringen har bestilt. Folketingspolitikere og -partier kan derimod ikke på egen hånd bede en styrelse om at udarbejde en rapport eller en analyse af et politisk anliggende, som de måtte finde interessant. Men det kan regeringen.
Sidst men ikke mindst er en dansk regering udstyret med en vidtgående instruktionsbeføjelse, som giver regeringens ministre ret til at instruere deres embedsmænd i, hvilken viden de skal finde frem, og hvad de skal gøre med den. I praksis betyder det, at der fifles livligt med tal, jura og fakta i den danske forvaltning med det resultat, at Folketinget og offentligheden gang på gang bliver vildledt.
Det retlige og politiske niveau er ikke adskilt
Ifølge grundlovens § 3 er den lovgivende magt i forening hos regeringen og Folketinget, den udøvende magt er hos regeringen, og den dømmende magt er hos de uafhængige domstole. Et af Danmarks kritikpunkter mod den påståede illiberalisme i Ungarn og Polen er en sammenblanding af demokratiske institutioner, som slører grænserne mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kritikken er bemærkelsesværdig i betragtning af, at i Danmark bestemmer politikerne, hvem der anklages, og at der meget nemt går jura i politikken og politik i juraen.
F.eks. har den tidligere justitsminister Nick Hækkerup været involveret i beslutningerne om at sigte hhv. FE-chef Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, både som medlem af regeringens sikkerhedsudvalg (det politiske niveau) og den øverste i hierarkiet inden for retssystemet (det retlige niveau). ”Man kan derfor godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet.
Domstolene er under politisk kontrol
Den danske kritik af den påståede illiberalisme i Ungarn og Polen går på, at domstolenes uafhængighed i de to lande er svækket. Kritikerne skøjter let og elegant hen over, at også i Danmark styres både domstolene eller anklagemyndigheden af staten.
Når det drejer sig om domstolene, blev det f.eks. tydeligt, da Domstolsstyrelsen, der hører under Justitsministeriet, under coronakrisen den 11. marts 2020 meddelte de danske domstole, at der nu var indført nødberedskab, og at de ansatte skulle sendes hjem. De danske by- og landsretter klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt. Det var i strid med grundlovens § 3 om magtens tredeling samt § 61, som foreskriver, at de danske domstole som den dømmende magt er uafhængige. Regeringen kan altså ikke bare diktere, at domstolene skal lukke ned eller åbne igen for den sags skyld. Men det gjorde den. Dermed blev det tydeligt, at magtens tredeling og domstolenes uafhængighed i Danmark er kun en liberal facade.
Heller anklagemyndigheden er uafhængig. Danmark har nemlig en politisk ledet anklagemyndighed, idet det er Justitsministeriet, der ansætter og afskediger de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Hertil kommer, at det er Justitsministeriet, der ifølge retsplejeloven er de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Som en del af den udøvende magt er anklagemyndigheden ligesom politiet undergivet de politiske prioriteringer, som en given regering måtte have. Anklagemyndighedens politiske afhængighed blev tydeligt demonstreret i forbindelse med højtprofilerede sager som dukkesagen, Loyal to Familia-sagen og sagen imod en slovakisk hockeyfan for overfald på Søren Pape. Tydeligst dog i forbindelse med Mette Frederiksens indgriben i anklagemyndighedens behandling af sager om ”udtrykkelig billigelse” af terror.
Retsvæsenet bruges mod politiske modstandere
Retssystemet i Danmark, der er befolket af regeringsvenlige dommere, bruges som våben mod politiske modstandere. Bl.a. ved at bestille en straffesag. Den socialdemokratiske regering har f.eks. forsøgt at smide en ledende oppositionspolitiker, Claus Hjort Frederiksen (V), i fængsel på en falsk anklage om læk af statshemmeligheder. Regeringen har også varetægtsfængslet og bagvasket lederen af Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
I en kronik i Berlingske skrev Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, KU, at hun ”længe havde prøvet at forstå politiet og anklagemyndighedens ageren i Findsen-sagen, og jeg er nu kommet til det resultat, at Findsen et eller andet sted har en højt placeret fjende. Hvorledes skal man ellers forklare politiets ageren ved anholdelsen af Findsen? Det viser sig nemlig, at Findsen på ingen måde er ved at forlade landet. Han er tværtimod på vej hjem efter en arbejdsrejse, som Forsvarsministeriet var orienteret om. Ikke desto mindre mødte Politiets Aktionsstyrke bevæbnet op i Københavns Lufthavn ved Findsens fly, hvorefter han eskorteres ud af lufthavnen i fuld offentlighed. Det er næppe en mellemleder i politiet, der har besluttet at anvende aktionsstyrken. Der må være tale om en person med væsentligt flere striber på skulderen. Hvis jeg har ret i, at Findsen har en personlig fjende, der står bag de uforståelige ydmygelser af Findsen, er sagen dybt foruroligende. Det betyder, at nogle udnytter det danske retssystem til en personlig vendetta. Det kaldes magtfordrejning i det juridiske system. Jeg håber inderligt, at ombudsmanden vil kigge på sagen, når den en dag er afsluttet”.
Hemmelige straffesager og hemmelig retspleje
I et liberalt og demokratisk samfund giver retsplejeloven ikke mulighed for at gennemføre hemmelige retsprocesser, hvor den tiltalte afskæres fra at forsvare sig offentligt. Helt usædvanligt har man i FE-sagen og Hjort-sagen afskåret de mistænkte fra at forsvare sig offentligt. Retssalens døre både i FE-sagen og Hjort-sagen var hermetisk lukkede for offentligheden; medierne og Folketinget anede intet om, hvad der foregik. Bag dørene vurderede dommerne hemmeligt materiale og tog stilling til skyld og eventuel straf. Hverken anklageskrift eller dommen kunne deles offentligt, og dermed var der reelt indført hemmelig retspleje, hvilket er et alvorligt brud på normal retssikkerhed. Der var dermed lagt op til fuldstændig hemmelige straffesager og hemmelig retspleje.
”Vi står i en situation, hvor regeringen holder grundlaget for tiltalen hemmelig. Det er jo lige ind i hjertet af grundlovsbestemmelsen. Jeg minder om, at i diktaturstater, hvor der føres hemmelige processer mod politiske modstandere, bruges samme begrundelse, som regeringen bruger her: Det drejer sig om rigets sikkerhed. Altså kan Claus Hjort stå med en afslutning, der betyder, at myndighederne anser ham for skyldig, men ikke vil føre sagen. Efter min mening bevæger regeringen sig på kanten af retsstaten”, sagde Eva Smith.
Politiske udnævnelser hører til dagens orden
Et kritikpunkt, som Danmark rutinemæssigt fremfører mod Ungarn og Polen, går på, at der i disse to ”illiberale” lande gennemføres politiske udnævnelser. Men præcis det samme sker i Danmark. F.eks. har Socialdemokratiet indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har tætte bånd til Socialdemokratiet. Især Socialdemokratiet har en lang tradition for at lade sig sammenvæve med andre organisationer, ikke mindst de faglige, hvilket skaber en blindhed over for problemer med uvildighed, favorisering og vennetjenester.
I en leder i Berlingske den 17. juni 2020 skrev den tidligere chefredaktør Mette Østergaard, hvordan partitro loyalister til regeringen var blevet håndplukket til regeringens inderkreds. Det gælder pressechefer med partibogen i orden, som er ansat i stillinger for embedsmænd, og som blev hyret for deres politiske loyalitet, Men det gælder også topembedsmænd, som for eksempel Peter Mørch og Barbara Bertelsen, der er blevet departementschefer i henholdsvis Finansministeriet og Statsministeriet efter tidligere at have arbejdet tæt sammen med Mette Frederiksen.
Og i februar 2024 kunne man i Politiken læse, at SVM-regeringen var på vej til at åbne en ladeport for at kunne hyre politikere til attraktive ambassadørposter, der hidtil var forbeholdt karrierediplomater. Flere eksperter i offentlig forvaltning har advaret om, at uden mere formelle retningslinjer herfor kan det også hurtigt ende med at blive anset som et gråzone-system, der tilgodeser politiske venner frem for kvalifikationer.
Staten kontrollerer medierne
Kendetegnende for det ”illiberale” system er statslig kontrol med medierne, påpeger de danske kritikere af Ungarn og Polen. Sådan er det ikke i det ”liberale” Danmark, mener de. Ifølge den officielle propaganda er de statsbetalte og statskontrollerede danske medier nemlig ”frie og stærke medier, der leverer uafhængig, oplysende og kritisk journalistik”.
Sandheden er, at Danmark har et næsten fuldstændig regeringsvenligt medielandskab. Det bekræftede den tidligere adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov i et opsigtsvækkende interview med Berlingske: ”Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark. Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere”, sagde Stig Ørskov.
Staten indskrænker pressefriheden
Den illiberale danske stat bruger en bred vifte af metoder til at indskrænke pressefriheden. Disse omfatter:
- politisk motiverede klapjagter på systemkritiske medier, både på Facebook og i de statskontrollerede medier
- offentlige angreb på medierne (Den metode har Mette Frederiksen brugt, idet hun under coronakrisen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede.)
- trusler mod medier om strafferetlige sanktioner
- søgsmål efter § 264 d med henblik på at stoppe systemkritiske medier og journalister
- udstrakt anvendelse af offentlighedsloven med henblik på at undtage væsentlige informationer fra journalisters aktindsigter
- systematiske afslag på journalisters anmodninger om at holde interviews med ministrene
- censur (I Danmark kontrolleres de statsstøttede mediers dækning ikke gennem decideret censurlovgivning, men dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magthavernes perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.)
En yderligere indskrænkning af pressefriheden er på vej, idet det ser ud til, at der er politisk flertal (læs: de tre SVM-regeringspartier) for at vedtage medieansvarsudvalgets forslag om en statsfinansieret medieombudsmand, som både skal kunne rejse og føre straffesager mod medierne.
Kritiske eksperter intimideres
Den illiberale danske stat intimiderer og lægger kraftigt pres på eksperter, hvis deres faglige udtalelser er uautoriserede og derfor politisk ubelejlige. Presset og truslerne kommer typisk, når forskerne løser opgaver for ministerier og kommuner, som får forskerne til at farve forskningsresultaterne i en ”politisk korrekt” retning.
Topfolk i Socialdemokratiet har f.eks. i flere tilfælde truet uvildige eksperter og organisationer, der er kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik. Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har fortalt, at han flere gange er blevet kontaktet af Socialdemokratiet, der har forsøgt at ”presse ham”, når han på afgørende politikområder har anfægtet partiets påstande og argumenter.
Og forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, der er ansat ved Forsvarsakademiet og har længe været en aktiv stemme i debatten på forsvarsområdet, har adskillige gange oplevet at blive udsat for pres fra embedsmænd og særlige rådgivere i ministerierne. Man har endda truet ham med fyring, hvis han ikke holdt en lavere profil.
Senest har den nytiltrådte udlændingeminister Rasmus Stoklund i sit angreb på direktøren for Instituttet for Menneskerettigheder, Louise Holck, leveret en slet skjult trussel om at stoppe statens støtte til instituttet: ”Direktøren har muligvis det politiske synspunkt, at vi i Danmark ikke bør kunne udvise dybt kriminelle udlændinge, og mange på den værdipolitiske venstrefløj vil bakke hende op. Men som direktør for en institution, der år efter år modtager flere hundrede millioner kroner fra skatteyderne, må man forvente en ærlighed om konsekvenserne af udviklingen ved domstolen i Strasbourg”. (Berlingske, 6. okt. 2025)
Korruption efterforskes ikke
I mange lande efterforskes korruption ikke tilbundsgående, fordi den siddende regering ikke selv har nogen interesse i det. Det gælder også Danmark, for her i landet indsamler man ikke data og statistik om håndtering af korruption og korruptionsrelaterede lovovertrædelser. Konkret mangler der statistikker om korruptionssager i forhold til efterforskning og retsforfølgelse. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen i Danmark er. Der har i årenes løb været en række bestikkelsessager i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder har været involveret, men sagerne bliver i en del tilfælde slet ikke efterforsket, og i andre tilfælde afsluttes efterforskningen uden retsforfølgelse. Manglen af data om korruption betyder, at Danmark på trods af omfattende korruption gang på gang får en fin placering i Transparency International’s korruptionsindeks.
Hertil kommer, at Danmark i modsætning til mange andre lande stort set ikke har nogen regulering af lobbyisme eller krav om transparens i lobbyismen. Ikke engang regeringens egen inddragelse af eksterne interesser igennem råd og nævn er let at få et klart billede af. Kompleksiteten i lobbylandskabet og lukketheden i store dele af den politiske proces gør det samlet set ganske vanskeligt for borgerne at få indsigt i, hvilke interesser der er på banen, hvilken indflydelse de har og hvem der i sidste ende sætter fingeraftryk på de politiske dagsordener og løsninger. Og da Danmark er et lille land, skal døren ikke svinge ind og ud særlig mange gange, før der opstår et lukket rum, hvor de samme mennesker inden for en begrænset årrække udfylder vidt forskellige roller i det politiske system, og dermed har muligheden for på uigennemskuelig vis at bytte informationer og vennetjenester.
Virkeligheden i det illiberale Danmark er, at retssikkerhed og frihedsrettigheder tillægges mindre og mindre vægt, både under de røde og blå regeringer. Det skyldes bl.a., at den danske befolkning ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare. En EU-undersøgelse har således vist, at der i Danmark er lavere opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med bl.a. Ungarn og Polen.