Retsstaten udhules mere og mere
Tænketanken Justitia har siden 2014 årligt undersøgt den danske retsstat og respekten for danskernes grundlæggende rettigheder, og hvert eneste år har konklusionen været, at retssikkerheden er blevet forringet. Tendensen er klar. Antallet af tiltag, som udhuler den danske retsstat, bliver både hyppigere og mere voldsomme. Og politikerne og embedsværket tager mindre og mindre hensyn til danskernes retssikkerhed og rettigheder.
Når der måles på retsstaten og borgernes retssikkerhed, ser man i Danmark en stigende tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed. Myndighederne har skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på en lang række områder, men de mange brud på retssikkerheden ofte flyver under radaren og indgår derfor ikke i internationale målinger.
Lovarbejdet er hastigt og uigennemtænkt
Lovgivning i Danmark bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. De skiftende regeringer udleverer rapporter og høringssvar til politikerne alt for sent og mørklægger afgærende data. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik. Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. De får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at reagere på lovforslagene og komme med indvendinger. Ikke alene svækker det lovkvaliteten, men det er et retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem.
Ifølge Justitia har mere end 30 pct. af alle lovforslag siden 2019 haft høringsfrister på under fire uger. Dette underminerer muligheden for en grundig behandling, hvor eksperter og interessenter kan bidrage til lovforslagenes kvalitet. Komplekse love skubbes hastigt igennem uden at der er tid til nuancering og konsekvensvurdering. I stigende grad flyttes beslutningerne fra Folketingssalen og udvalgsmøderne til lukkede forhandlinger i regeringskontorerne. Det gør det næsten umuligt for andre partier og interesseorganisationer at få reel indflydelse. Lovgivningens detaljer forhandles ofte uden åben debat, hvilket resulterer i regler, der kan være vanskelige at forstå, administrere og efterleve. Dette skaber en ubalance, hvor embedsmænd og eksterne konsulenter reelt dikterer indholdet af lovgivningen, mens den parlamentariske kontrol svækkes.
Stigende regelmængde svækker retssikkerheden
Borgere og virksomheder er forpligtede til at kende reglerne, for ukendskab til loven ikke er en gyldig undskyldning for ikke at overholde den. Men det er i praksis en uoverkommelig opgave at sætte sig ind i alle de regler, som danske borgere og virksomheder skal overholde. Lovmøllen på Christiansborg kværner nemlig i et svimlende tempo. Den stigende regelmængde er mere end tredoblet siden 1989. Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Ifølge Cepos er den samlede regelmængde i gældende love og bekendtgørelser steget med 187 pct. fra 1989 til 2018. Den samlede lovmængde er så stor og uigennemskuelig, at det udhuler danskernes retssikkerhed.
Borgernes rettigheder respekteres ikke
Danskernes rettigheder bliver krænket på mange områder. Et eksempel er ekspropriation uden erstatning – en ny tendens i dansk politik, hvor politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.
En anden tendens i dansk politik er, at magthaverne bruger kriser til at tage en lille bid af de retsstatslige grundprincipper. Det var tilfældet under coronaepidemien med den meget omdiskuterede epidemilov, hvor den daværende S-regering vedtog en lov, der lovliggjorde tvangsindlæggelser og tvangsisolation. Det er tilfældet med den meget omdiskuterede ændring af PET-loven, der skal give politiet bedre mulighed for at overvåge danskerne. Og det er tilfældet med den nye lov, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog i sept. 2025, og som giver den til enhver tid siddende forsvarsminister ret til at tilsidesætte grundlæggende retsstatsprincipper om borgeres ret til klageadgang i forbindelse med etableringen af nye militære anlæg. I yderste tilfælde vil forsvarsministeren kunne ekspropriere almindelige danskeres ejendom uden klagemulighed.
Borgernes rettigheder forsøges krænket gang på gang
I 2022 har Danmark i tre tilfælde måttet rette ind efter kritik fra EU-systemet og kassere lovforslag, som krænkede danskernes ret til privatlivs- og persondatabeskyttelse. Det ene lovforslag, som blev underkendt af EU-Domstolen i april 2022, gav teleselskaberne ret til at registrere og opbevare samtlige danskeres teleoplysninger ved ”generel og udifferentieret” logning. Det andet lovforslag, som regeringen var nødt til at forkaste, handlede om at forbyde salg af tobaks- og nikotinprodukter til alle personer født i 2010 eller senere. Og i maj 2022 måtte erhvervsminister Simon Kollerup (S) efter kritik fra EU-systemet droppe et meget profileret lovforslag, der skulle tvinge techgiganter til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Politikerne vidste, at lovforslagene var i strid med EU-lovgivningen, men stillede dem alligevel, fordi de havde flertal.
Magten udøves vilkårligt
Retsstatsprincipperne er et værn mod vilkårlighed i udøvelsen af magten. De sikrer, at magten i samfundet forvaltes i overensstemmelse med etablerede juridiske principper frem for efter politikernes og embedsværkets forgodtbefindende. Skandalen omkring Gældsstyrelsen er et skoleeksempel på vilkårlig udøvelse af magten. Mødt med breve om ubetalt gæld til det offentlige har 138.000 borgere forsøgt at tilbagebetale pengene blot for at få deres penge sendt tilbage i hovedet igen, fordi staten ikke kan modtage penge for gæld, hvor man ikke er helt sikker på gældens størrelse. Gældsstyrelsen og den danske stat har dermed suspenderet alle almindelige juridiske principper ved at se stort på almindelige forældelsesfrister og den enkle regel, at ingen kan tvinges til at stå i gæld til staten, hvis de ønsker at slippe fri af deres krav. Gælden betyder, at man optræder med gæld til det offentlige, når man skal handle hus, have et banklån eller skal have skat tilbage. Skandalen viser, at danskerne i forhold til staten er retsløse, overladt til flydende forældelsesfrister og kan være registreret som skyldnere i endeløse år. Skåret ind til benet: Staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem SKAT, kan aldrig undskyldes.
Magtudøvere står ikke til ansvar
Et vigtigt princip i et retssamfund er, at de, der udøver offentlig magt, skal stå til ansvar for deres handlinger. Danmark har i årtier bevæget sig væk fra at holde de øverste lag af embedsværket personligt ansvarlige, uanset hvad der er foregået i deres forvaltninger. Mens borgerne oplever at få bøder for selv de mindste forseelser, slipper landets øverste magthavere af krogen, selvom de har begået ugerninger. Igennem årene har man set talrige skandalesager, hvor ministre, departementschefer, styrelsesdirektører og andre i de øverste ledelseslag holdes stort set aldrig tjenstligt ansvarlige for forsømmelser i deres organisationer. Så længe den ansvarlige minister eller et flertal i Folketinget ikke finder det opportunt at drage nogen til ansvar, får deres handlinger aldrig en konsekvens. Danmark har dermed sin egen sump – et ansvarsfrit system, hvor ministre og topembedsmænd i en gusten symbiose og gensidig forståelse holder hinanden fri fra ansvar. Juraen har det smukke over sig, at alle er lige for loven. Men i dag har politikerne, ministrene mulighed for at hæve sig over loven, hvis blot de har et flertal bag sig.
Klagemulighederne for borgerne begrænses
Retten til at klage over myndighedernes afgørelser er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti, men ikke i Danmark, hvor klagemulighederne for borgerne systematisk begrænses. I 2023 stillede SVM-regeringen et forslag om, at minkavlere, der grundlovsstridigt fik deres erhverv lukket ned i 2020, måske allerede kan få erstatning i 2024. Men – regeringens pris, for at erstatningen ikke forsinkes til mindst syv år, var, at avlerne frasiger sig muligheden for at klage. På samme vis har Folketinget de seneste år forsøgt at begrænse klagemulighederne ved f.eks. udbudsregler og kystbeskyttelse. Flere jurister har af gode grunde advaret om svækkelsen af borgernes retssikkerhed. På boligområdet udskyder en række love borgeres og virksomheders klageadgang i forbindelse med de nye, foreløbige ejendomsvurderinger. Det vil hverken være muligt at gøre indsigelser over de data, der ligger til grund for vurderingerne, eller klage over de foreløbige vurderinger.
Senest er der i Folketinget vedtaget en lov, der giver den til enhver tid siddende forsvarsminister ret til at igangsætte nødvendige bygge- og anlægsprojekter på forsvars- og beredskabsområdet uden hensyn til borgernes ret til at klage. I yderste tilfælde vil forsvarsministeren kunne bruge loven til at ekspropriere almindelige danskeres ejendom uden mulighed for, at en borger kan klage over beslutningen. Reelt er det således regeringen, der selv vurderer, hvornår der kan ses bort fra almindelige retssikkerhedsmæssige garantier.
Mange tvangsindgreb uden retskendelse
Efterhånden som den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct.
Muligheden for tvangsindgreb og dermed brud på retsstatsprincipperne findes på mange forskellige områder. F.eks. i forhold til fondsmæglerselskaber, crowdfunding, pvc-afgifter, færdselsloven, luftfartsloven og lov om udstationering af lønmodtagere. Ifølge analysen fra tænketanken Justitia indføres der nu flere bestemmelser om tvangsindgreb uden retskendelse end med retskendelse.
Lavt retssikkerhedsniveau i kommunerne
Adgangen til offentligt tilgængelige data om danske kommuners retssikkerhedsniveau er meget begrænset. Bl.a. savnes der data om den faktiske sagsbehandlingstid i kommunerne, hvilket er meget betænkelig set ud fra en retssikkerhedsmæssig vinkel, bl.a. fordi man ikke kan følge udviklingen, omprioritere ressourcerne eller tilføre ekstra ressourcer for at forkorte sagsbehandlingstider. I dag overtræder kommunerne samtlige rettigheder i retssikkerhedsloven i forbindelse med afgørelser, f.eks. vedrørende hjælpemidler, tilkendelse af førtidspension eller et specialskoletilbud til et barn med en udviklingsforstyrrelse, uden sanktioner. Børn og voksne med handicap oplever derfor at skulle vente i månedsvis på afgørelser, der har fundamental betydning for deres egen og familiens livskvalitet.
Den såkaldte ”Barnets Lov” har mødt hård kritik fra eksperter på grund den chokerende ringe retssikkerhed i forhold til tvangsfjernelser, som er blevet dokumenteret igen og igen i medier og rapporter. Den politiske hensigt er ikke til at misforstå: Danske politikere ønsker at stramme grebet om danske børnefamilier, så flere børn og forældre bliver skilt fra hinanden – enten med eller uden mulighed for efterfølgende kontakt. Samtidig med kommunernes hang til i stadigt stigende omfang at bruge dette ultimative magtmiddel over for familierne, er det dokumenteret, hvordan der sker stribevis af meget grove fejl og deciderede lovbrud i sagerne.
Begrænset adgang til retfærdig og offentlig rettergang
Adgangen til ultimativt at gå til domstolene følger direkte af Grundloven. Over de seneste år har man fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Retssikkerhed handler bl.a. om at få sin sag afgjort inden for rimelig tid, og i dag er der i Danmark alt for mange ofre, tiltalte, borgere og virksomheder, som venter alt for længe på en afklaring i deres sag. Antallet af civile sager er faldet med 42 pct. i perioden 2009-2021, og tendensen fortsætter. Lange sagsbehandlingstider og forhalede processer i retsvæsenet betyder, at borgere lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv. De lange sagsbehandlingstider betyder desuden, at mange slipper med en mildere eller slet ingen straf. Det krænker borgernes retsfølelse og svækker deres tillid til domstolene som konfliktløsende institution.
Danske virksomheder opfatter ofte et dårligt forlig som bedre end at opsøge domstolene. Virksomhederne fravælger i vid udstrækning domstolsbehandling, fordi de oplever, at de kun får dækket en tredjedel af deres faktiske omkostninger, hvis de vinder sagen. I 2023 opgav 55 pct. af virksomhederne at føre en sag, fordi det økonomisk var alt for ressourcekrævende. I et demokratisk retssamfund er det et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.
Parterne i retssager har ikke lige muligheder
Anlægger man sag mod staten, betaler staten Kammeradvokaten betydelige summer for at vinde over den borger, der har formastet sig til at anlægge sag mod staten. Betalingen til Kammeradvokaten er meget større end det honorar, borgerens advokat kan få. Derfor har sager mellem en borger og den almægtige stat altid lidt ”David mod Goliat” over sig. I det mest grelle eksempel fik borgerens advokat 16.000 kroner for at føre sagen, mens Kammeradvokaten fik omkring 300.000. Advokaten med det høje honorar kan lægge langt flere timer i arbejdet med sagen end advokaten med det lave honorar. Det er et problem for retssikkerheden, at den ene advokat kan være bedre forberedt end den anden. Det strider desuden mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols princip om, at parterne i en retssag skal have lige muligheder. Den herskende tilstand, hvor staten bruger uanede ressourcer på at vinde over borgerne i retten, er et stort problem for retssikkerheden, som er uværdigt for en retsstat.
Retssikkerheden for virksomhederne indskrænkes
Folketinget vedtog i marts 2020 på 22 timer en ny epidemilov. Loven gav usete magtbeføjelser til regeringen. Den afskaffede også retten til erstatning for tab forårsaget af myndighedernes foranstaltninger til bekæmpelse af en epidemi. Det er en markant svækkelse af retssikkerheden for virksomhederne, at de ikke har et retskrav på erstatning, når det er politikere og embedsmænd, der skal bestemme virksomhedernes kompensation for myndighedsskabte tab. Det kan ganske vist være berettiget at påføre samfundet tab for at bekæmpe en pandemi. Men det tab skal ikke bæres af de borgere og virksomheder, som mere eller mindre tilfældigt bliver ramt af tiltagene. Tabet må fordeles solidarisk på alle skatteborgere.
En aftale indgået af alle Folketingets partier i 2023 skulle nedbringe de lange ventetider ved landets domstole. Bagsiden af medaljen er, at aftalen indskrænker retssikkerheden for mindre virksomheder. Aftalen hæver nemlig grænsen for, hvornår man kan anke en sag. Det kan man nu ved sager, der drejer sig om 50.000 kr. mod 20.000 kr. før. Mange små virksomheder har netop sager i det spænd og mister dermed deres ankemulighed. Dette er ensbetydende med et brud på det fundamentale retsprincip i Danmark, at man kan få prøvet sin sag ved to instanser. Et beslægtet problem handler om civile sager, hvor grænsen for at få afprøvet sin sag bliver hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Dermed risikerer mange ansættelsesretlige sager at falde i kategorien ”småsager”, hvor man f.eks. ikke kan få hjælp fra en advokat til at føre sin sag, ligesom det er svært at få dækket sagens omkostning via egen forsikring.
Politiet underminerer retsstaten
30 nuværende og tidligere politibetjente har fortalt DR, at de undlader at efterforske anmeldte sager og lyver for borgerne om årsagen. I politiet kalder man fænomenet ”at vaske en sag”. Det betyder kort fortalt, at sager lukkes uden tilstrækkelig og relevant efterforskning for at få sagsbunkerne ned. Anmeldte sager ”vaskes” ved at undlade at indsamle videoovervågning, tale med vidner eller indhente tekniske beviser. Det sker, ifølge betjentene, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet. Størstedelen af de 30 betjente beskriver, at de selv har vasket sager på direkte opfordring fra deres ledelse.
Når politiet vælger at vaske sager – at henlægge dem uden reel behandling – bliver den fundamentale følelse af ret og rimelighed knækket midt over. Det er ikke udelukkende de enkelte sager, som forsømmes, men hele det princip, som retsstaten bygger på. Når de, der skal håndhæve loven, begynder at skære hjørner, så smuldrer fundamentet. Sager forsvinder ikke bare af sig selv, de bliver aktivt gemt væk, pakket ned i et uigennemsigtigt bureaukratisk vakuum, hvor ofrene efterlades uden svar og uden håb. Når lovens lange arm pludselig har mistet grebet, sker der er et svigt, som skaber dybe sprækker i retsfølelsen, hvor utryghed og mistillid får lov at sive ind.
Svingdørslobbyismen fører til korruption
I Danmark har man ingen regler for interessekonflikter ved jobskifte mellem politik og erhvervsliv, hvilket er meget usædvanligt i international sammenligning. Det bliver ofte nævnt i antikorruptionssammenhænge, og EU-Kommissionen har ved flere lejligheder kritiseret Danmark for manglende kontrol- og overvågningssystem for integritetsrisici i forbindelse med svingdørslobbyisme. Når politikerne så hurtigt hopper fra den ene side af bordet til den anden, er der risiko for misbrug af fortrolige oplysninger, for forskelsbehandling og for korruption. Desuden kan der opstå en interessekonflikt, når toppolitikeren stadig varetager sine pligter for folkestyret, mens vedkommende er i en jobsøgningsproces med ny arbejdsgiver. Da Danmark er et lille land, skal døren ikke svinge ind og ud særlig mange gange, før der opstår et lukket rum, hvor de samme mennesker inden for en begrænset årrække udfylder vidt forskellige roller i det politiske system, og dermed har muligheden for på uigennemskuelig vis at bytte informationer og vennetjenester.
Ingen information om håndtering af korruption
I Danmark indsamler man ikke data og statistik om håndtering af korruption og korruptionsrelaterede lovovertrædelser. Konkret mangler der statistikker om korruptionssager i forhold til efterforskning og retsforfølgelse. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen i Danmark er. Der har i årenes løb været en række bestikkelsessager i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder har været involveret, men sagerne bliver i en del tilfælde slet ikke efterforsket, og i andre tilfælde afsluttes efterforskningen uden retsforfølgelse. Manglen af data om korruption betyder, at Danmark på trods af omfattende korruption gang på gang får en fin placering i Transparency International’s korruptionsindeks.
EU holder hånden over bananrepublikken Danmark
Ifølge EU-Kommissionen er de højt besungne retsstatsprincipper, som EU bygger på, en mangelvare i Polen og Ungarn. Danmark kritiseres aldrig, selvom skandalerne står i kø, og ligene rasler for tiden næsten dagligt ud af de offentlige skabe. Der er i Danmark systematisk mangel på beslutsom handling til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager – sager, der involverer højtplacerede embedsmænd. Det gælder de skiftende regeringer, Folketinget og centraladministrationen, som er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug, indspisthed, vennetjenester og ansvarsfralæggelse. Det moralske normskred i samfundets top viser sig bl.a. ved, at faglighed er erstattet af politisk snilde, at beslutninger træffes uden lovhjemmel, at der slettes SMS’er i statsministeriet for at ødelægge bevismateriale, at skurkene undersøger sig selv, og at ingen drages til ansvar for selv de værste svigt.
I en rapport har EU-Kommissionen kritiseret det ungarske parlament for at have givet premierminister Viktor Orbán ekstraordinære beføjelser til at regere landet pr. dekret på ubestemt tid for at løse coronakrisen. Danmark, hvor Mette Frederiksen har sat parlamentarisk kontrol ud af kraft, har lukket landet ned (til den nette pris af 170 mia. kr.) og indført drastiske restriktioner med kort varsel og uden nogen begrundelse eller dokumentation for deres effekt, nævnes derimod ikke med et eneste ord i rapporten. Både i Polen, Ungarn og Danmark er der gennemført illiberale tiltag, men det er kun Polen og Ungarn, der udsættes for EU’s kritik, mens Danmark går fri. Der er ikke kun forskel på folk, men også på lande – især i EU-sammenhæng.
I Danmark bliver både retsstat og ministeransvar reduceret til brikker i spillet om regeringsdannelse og bliver forhandlet væk som led i politiske forhandlinger. Med statsminister Mette Frederiksen i spidsen begik regeringen i minkskandalen et grundlovsbrud. Det burde man stå til ansvar for som politiker. Sådan er det i en retsstat. Men forhandlingerne mellem Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen om dannelsen af SVM-regeringen har vist, at retsstaten er til salg. For ministerbiler og politiske indrømmelser. Danske politikere har afskaffet retsstaten og køber nu ansvarsfriheden hos hinanden.