Mediernes mission er at ensrette, opdrage og hjernevaske
Siden Statsradiofoniens opstart i 1925 har den danske stat siddet tungt på den æterbårne nyhedsformidling og meningsdannelse til trods for, at alle andre europæiske lande siden 1960’erne gradvist har liberaliseret deres lovgivning, så der blev plads til privatejede radio- og tv- stationer. Det har medført, at der ikke er et modspil til DR og TV2, der begge formidler de rigtige stuerene holdninger til EU, klimaet, indvandring og alle dem, som det ifølge Politiken er synd for.
Danmarks Radio (DR), TV2, Berlingske og de øvrige medier, der modtager mediestøtte, er politisk og økonomisk afhængige af det politiske system, som finansierer dem. Eftersom medierne er i lommen på den politiske, økonomiske og kulturelle magtelite, kan de ikke fungere som borgernes kritiske vagthund. De er dybt afhængige af velviljen hos dem, som de burde granske kritisk. For medierne handler det derfor om at skåne systemet, staten og magthaverne for kritik, bevare status quo samt ensrette, opdrage og hjernevaske befolkningen.
Midlet hertil er det monopolistiske medieudbud. Det danske medielandskab kendetegnes ved total mangel på ideologisk og politisk pluralisme. Medierne kører rundt i de samme historier, og belyser dem fra samme vinkler. De er også enige om at fortie de samme emner. Magteliten kan uforstyrret formidle sin version af verden, da der i medierne ikke er plads til modsigelse, alternative fortællinger og indvendinger. Det er magthaverne og medierne, der definerer sandheden. F.eks. i forhold til Trump, Ukraine-krigen, Grønland, Mellemøsten mv. Den danske befolkning får derfor serveret én version af verden, én sandhed, og det er den, Mette F. og de øvrige folketingspolitikere vil have, danskerne skal se.
Magteliten har fuld kontrol med medierne
De danske medier kontrolleres dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magtelitens perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.
Eliten er så magtarrogant, at den ikke engang lægger skjul på det. I et indlæg i Berlingske den 5. jan. 2022 skriver den adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, således, at ”et sundt, demokratiunderstøttende medielandskab hviler på to fundamentale principper. For det første skal medierne være frie. Ægte magtkritik fås kun, hvis medierne er fuldstændig uafhængige af økonomiske og politiske interesser. For det andet skal der være et pluralistisk medielandskab med mange uafhængige aktører. Holdninger, magtkritik og oplysning skal belyses fra alle leder og kanter.
Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark. Bestyrelserne i de to mediemastodonter er udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af corona-epidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere. Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer. Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, er staten arbejdsgiver for en stor del af landets journalister, når staten samtidig sender cheferne for sine efterretningstjenester i marken med uspecificerede advarsler mod landets medier”.
Stig Ørskov lægger heller ikke skjul på, at medierne er i lommen på magteliten: ”Desværre har mange private medievirksomheder bragt sig i en situation, hvor de har gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten. Ifølge de pågældende medier fordi de udfylder en vigtig rolle i demokratiet”.
Medieaftalen har underlagt medierne øget kontrol
Bland de vestlige lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, er Danmark det land, hvor staten dominerer mest i mediebilledet. Den danske mediepolitik medfører en voldsom skævvridning af mediemarkedet med en kraftig og voksende statslig dominans, fordi broderparten af mediestøtten havner hos DR og TV2. Mens de to mediemastodonter modtager en massiv og voksende andel af den samlede statsstøtte, er de private dagblades andel faldet til en sjettedel.
I 2022 har Folketinget vedtaget en ny medieaftale, som har underlagt medierne øget statslig kontrol. Medieaftalen har medført, at mediernes virke i dag bestemmes i højere grad politisk. Flere af de eksisterende medier bidrager ifølge politikernes verdensbillede ikke konstruktivt til ”den demokratiske samtale”. Politikerne er derfor begyndt at favorisere og støtte en række ”konstruktive” medier, der ikke har nogen særlig ambition om at afdække magthavernes magtfuldkommenhed og -arrogance ved hjælp af kritisk journalistik. Medieaftalen etablerer således særlige puljer af statsstøtte, som de ”konstruktive” medier kan søge og få bevilget, hvis politikerne bedømmer dem positivt. Tilskudsordningerne er omhyggeligt doktoreret, så pengene ender hos favoriserede medier. Særlig støtte tildeles bl.a. til faktatjeksitet TjekDet, som udpeger fake news – naturligvis ud fra magtelitens egen definition af ”fake news”. Og politikerne kvitterer ved i ord og handling at fremhæve disse medier som eksponenter for en bedre demokratisk samtale.
Medieaftalen styrker det dominerende socialistiske ekkokammer, idet medierne i endnu højere grad end hidtil agerer som missionshuse, der filtrerer virkeligheden for menigheden (læs: fællesskabet) ud fra et socialistisk perspektiv. Som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen smukt har udtrykt det, er ”vores medier med til at forme og binde os sammen som land. Intet fællesskab uden fælles forståelse og fortælling”. Det siger sig selv, at i det socialistiske danske ”fællesskab” er konkurrerende fortællinger bandlyst.
Medierne er magtelitens propagandaapparat
Mediebranchen i Danmark styres af regeringsvenlige chefredaktører, som sørger for, at alt belyses fra magthavernes perspektiv. Som en del af magtelitens propagandaapparat prioriterer, udvælger og formidler medierne fortrinsvis de fakta og analyser, der skal fremme den dominerende ideologi, politiske dagsorden og fortælling. Medierne skaber politisk ensretning gennem (de)legitimering og (de)selektion af bestemte kilder og synspunkter, (de)selektion af nyhedshistorier, vinkler og fakta, moralisering, reproduktion af danskernes fordomme og udbredelse af fake news. Det er de samme budskaber, der bliver pumpet ud i alle medier, der dermed fungerer som et instrueret jubelkor.
De danske medier bruger den samme klassiske formel og skabelon, som både kommunister, nazister og fascister har benyttet sig af gennem tiderne. Mediernes propaganda motiverer og ruster masserne med fjendebilleder (p.t. Putin og Trump) for at udløse en blanding af angst, begejstring og blodtørst. Propagandaen fremmaner billedet af ”os og dem” som de gode og de onde. Dem, der vil os til livs og truer med død og ødelæggelse, og os, de uskyldige, de krænkede, de forurettede, der kun vil sprede fred og forsoning.
De danske medier lægger fortrinsvis vægten på det kompromis- og konsensussøgende, der bekræfter alle i, at Danmark er et harmonisk og hyggeligt samfund uden konflikter. Der formidles derfor så lidt som muligt om konflikterne og de ofte forfærdelige forhold på flere områder i samfundet. I en leder skrev Berlingske f.eks., at ”hver dag går offentligt ansatte i Danmark på arbejde med ildhu, offervilje og høj moral. De plejer vores syge og gamle, de passer på os og varetager essentielle samfundsopgaver, som vi trygt betror dem. Vi betaler vores skat med en grundlæggende tillid til, at pengene går til, at ansvarsbevidste mennesker gør deres pligt”. Denne passus kunne være taget direkte ud af den sovjetiske Pravda.
De danske medier citerer næsten udelukkende venstreorienterede medier som CNN, The New York Times mv. samt venstreorienterede eksperter til støtte for deres eget ideologiske korstog, mens konservative medier og eksperter, som kunne rokke ved disse kilders påstande, bliver ignoreret. Medierne mener det samme i alle afgørende spørgsmål: Islam er fredhellig, muslimer er et forfulgt mindretal, verden er på afgrundens rand som følge af ”klimaforandringer”, EU vil os kun det bedste, Trump er en satan osv. Den fri meningsbrydning og oplysning må man finde i uofficielle medier, som magthaverne prøver at desavouere og undertrykke.
Magteliten bestemmer mediernes fortællinger
Politik er som bekendt en kamp om retten til at definere samfundets problemer og skabe stærke grundforestillinger om godt og ondt. Over de seneste årtier har man i Danmark således skabt en stærk ensidig fortælling om, at det er godt at bevare det socialistiske velfærdssamfund med alle dets skattefinansierede ydelser. Og at det er ondt at lave det om eller reformere det. At det er godt at hjælpe muslimske flygtninge og migranter til Danmark. Og at det er ondt at lade være eller sende dem hjem. På tilsvarende måde har man skabt en fortælling om de traditionelle og nye, uafhængige medier: de traditionelle medier er objektive og eksponenter for høj moral og kvalitetsjournalistik, mens de nye er ”junkmedier”, der spreder falske nyheder.
Når det gælder emner såsom indvandring, integration, islamisering, corona-pandemien, klima, FN, USA, Brexit, EU, Ukraine-krigen, Rusland og Israel, er der fuld overensstemmelse mellem regeringens fortællinger og mediernes valg af nyheder og kommentarer. Når det gælder amerikansk politik, fungerer medierne som eftersnakkere af de venstreorienterede amerikanske medier og det Demokratiske Parti. Når Trump siger noget – set med danske øjne – dårligt, bliver det pumpet op. Omvendt bliver det ikke rigtig bemærket, hvis han siger noget godt.
Når det drejer sig om Brexit, har medierne fulgt en redaktionel linje, der skulle skabe det indtryk, at Brexit var et økonomisk selvmord. Når det drejer sig om Israel-Palæstina-konflikten, manipulerer medierne kynisk med historiske fakta og dækker udviklingen i Mellemøsten på en måde, så det demokratiske Israel fremstår som skurk og aggressor, og terroristerne i Hamas som den uskyldige part, der blot forsvarer sig. Det gælder også Ukraine-krigen. Her kom Jyllands-Posten med en bemærkelsesværdig tilståelse i en leder: ”Heller ikke Jyllands-Posten er totalt og aldeles objektiv i sin dækning af krigen. I stort og mindre skinner vores foragt for Putins Rusland og vores sympati for de kæmpende ukrainere igennem. Vi har slagside, også i selve den journalistiske produktion, og det er faktisk en indrømmelse, der rent professionelt er svær at stå ved”.
Som i andre socialistiske regimer tåler den socialdemokratiske ideologi ingen konkurrerende narrativer. Der er dog lidt plads til divergerende meninger. Men som Lars Hedegaard bemærker, ”drejer det sig om relative småting. Det er, som Joseph Goebbels indskærpede de tyske medier, godt for troværdigheden, hvis aviserne mener noget forskelligt om sager, der har ringe betydning i den store sammenhæng. Blot medierne mener det samme om de store, væsentlige emner, er der frit spil til puste sig op over placeringen af vindmøller, uroen i Venstre, underslæb og misforvaltning i en jysk kommune, ventelister på hospitalerne og lignende. At være et statskontrolleret medie indebærer, at man bevæger inden for grænser, som den herskende magtelite har udstukket. De vil aldrig acceptere, at selve regimet bliver kritiseret eller angrebet, og det forstår godt alle de pæne redaktører og journalister, som er helt afhængige af skatteydernes ufrivillige indbetalinger”.
Umuligt at tage til genmæle
I enhver troværdig og seriøs journalistik handler det om at finde frem til sandheden i en historie ved at høre begge sider og uden at inddrage sig selv som andet end udsendt på offentlighedens vegne. Kvalitative interviews viser imidlertid, at mange danskere ikke mener, at de statskontrollerede nyhedsmedier lever op til professionelle journalistiske idealer om neutralitet, balance, inklusion af forskellige synspunkter og rollen som vagthund. Medierne ”glemmer” den grundlæggende regel i journalistikken, som er, at der altid er to sider af en sag, og at man bør høre begge parter og stille kritiske modspørgsmål, før man drager en konklusion. I den danske medie-boble angribes politiske modstandere imidlertid konstant uden, at de får en chance for at tage til genmæle. Løgn og bagvaskelse finder ustraffet sted. Ingen ser det som hverken en praktisk opgave eller en moralsk forpligtelse at skelne samvittighedsfuldt mellem løgn og sandhed.
Afvigende synspunkter holdes ude. At medierne har svært ved at acceptere ægte borgerlige og nationalkonservative synspunkter og holdninger, var man vidne til i maj 2021, da Berlingskes chefredaktør Tom Jensen ”af pladshensyn” (sic!) afbrød samarbejdet med Asger Aamund, som i mange år havde leveret artikler, kommentarer og kronikker til Berlingske. På Jyllands-Posten har man i oktober 2023 fyret Mikael Jalving. Den eneste ægte nationalkonservative profil, der i dag er tilbage i de statskontrollerede medier, er Eva Selsing. Praktisk for Tom Jensen, som altid kan henvise til hende som bevis på Berlingskes holdningsmæssige pluralisme.
Medierne bedriver politisk aktivisme
Medierne i Danmark har over de seneste årtier forladt den traditionelle adskillelse mellem meninger og kendsgerninger og bedriver nu hyperpartisk kampagnejournalistik, hvor følelser og stammetænkning bestemmer indholdet, og hvor hensigten helliger midlet. I stedet for at fungere som neutrale informationskilder driver de danske medier politisk aktivisme og ensidig journalistik, der understøtter et venstreorienteret verdensbillede, og hvor nyheder udvælges selektivt til at fremme de gældende politiske dagsordener.
De statskontrollerede medier indrømmer selv, at de driver politisk aktivisme. Berlingskes journalist Bent Blüdnikow skrev således om danske mediers hetz mod Donald Trump: ”Fra amerikanske medier flød anklagerne mod Trump i en lind strøm til europæiske medier, og Berlingske skrev om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken. Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning”.
Og i et andet indlæg i Jyllands-Posten skrev Ole Bruun, professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC: ”Almindelig journalistisk upartiskhed er i foruroligende grad sat ud af spillet, når det gælder dækningen af amerikansk politik. De amerikanske medier er mere politiserende end nogensinde, og de danske følger bevidstløst efter og tillægger Donald Trump alle de dårlige motiver – og glemmer de gode. Mediernes hetz mod Trump var en klassisk hekseproces, hvor man forsøger at mane det onde bort, det, der ikke passer ind”.
Medierne er venstreorienterede missionsklubber
De etablerede medier bygger på et grundsyn, der ligger til venstre i dansk politik. Det præger de enkelte redaktionelle nyhedsartikler og lægger en grundtone og hovedvinkel. Journalisterne er i gennemsnit langt mere venstreorienterede end resten af befolkningen, og sådan har det været de seneste 50 år. 80 pct. af alle danske journalister stemmer rødt/grønt. Det reflekteres i mediernes valg af emner og kilder og betyder, at seere og lyttere dagligt stopfodres med et nyhedsudbud, der benhårdt prioriterer venstrefløjens politiske og kulturelle dagsorden: klimakampen, den grønne omstilling, miljøkampen, offentligt velfærd, migrantbeskyttelse, kampen mod islamofobi, rutinemæssig fordømmelse af Israel, udskamning af Donald Trump mv.
De statskontrollerede danske medier fungerer som klubhuse for mennesker, der tænker ens, mener det samme og bekræfter hinanden i, at folk i de andre klubhuse enten er venstrefløjser, trumpister, putinister eller højreekstreme, der er i færd med at underminere demokratiet. Fyens Stiftstidende er således et missionsblad for fynboer, der elsker Fyn, Politiken et missionsblad for kulturradikale i den offentlige sektor, og Berlingske et missionsblad for ”borgerlige” københavnere. Vi skriver borgerlige i anførselstegn, fordi de borgerlige er blot socialdemokrater i forklædning.
Manglen på pluralisme i det danske medielandskab betyder, at der i de etablerede medier er en bred konsensus om, hvad der må skrives om og specielt, hvad der ikke må skrives om. Synspunkter, som medierne finder kontroversielle og politisk ukorrekte, udelukkes. Iben Maria Zeuthen, radiovært på DR, har således i en klumme i Ekstrabladet skrevet, at ”det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt”. Det er både et autoritært og totalitært udsagn, der hører bedst hjemme i et kommunistisk diktatur.
”Public service” er ikke ”public”
Begrundelsen for at opretholde public service-virksomheden DR har været og fortsat er, at i et lille sprogområde som det danske er der behov for public service, for ellers ville væsentlig folkeoplysende og kulturel formidling forsvinde, fordi det danske marked simpelthen ikke er stort nok til at sikre en tilstrækkelig bredde på kommercielle vilkår. I 1960’erne forvandlede public service-virksomheden DR sig imidlertid til en af bastionerne for venstrefløjens propaganda. Under Den Kolde Krig blev mange DR-journalister apologeter for venstreradikale synspunkter og stod samlet på Sovjetunionens, Østblokkens og Cubas side.
Også i dag er DR et samlingspunkt for venstreorienterede journalister, hvilket slår igennem i DR’s dokumentarer og nyhedsudsendelser. Da DR i 2017 sendte serien Historien om Danmark, var samtlige frihedskæmpere i de sidste afsnit kommunister. Ikke en eneste frihedskæmper var borgerlig. I dokumentaren om Grønland og serien Slave af Danmark blev fortællingen kopieret fra venstrefløjens paroler og plakater. Eftersom DR’s politisk udpegede bestyrelse er gidsler for DR’s direktion, tør den ikke gribe ind. Politikerne henholder sig generelt til armslængdeprincippet, altså det, at de ikke vil gribe ind af hensyn til ytrings- og pressefriheden. I virkeligheden dækker det over fejhed. De vil ikke gribe ind, fordi mediemastodonten er afgørende for deres egne politiske karrierer.
Den afgørende kritik af DR handler om, at den statslige mediekæmpe har vokset sig for stor og for bred, samt at DR bedriver systematisk politisk programvirksomhed rettet mod bestemte synspunkter, vælgergrupper og partier, primært på venstrefløjen. Dvs. personer af fast kulturradikal overbevisning, som bor på Østerbro, Hellerup og Gentofte og stemmer Radikale Venstre, SF, Alternativet eller Enhedslisten.
Kritikken går desuden på, at DR ikke lever op til sin kerneopgave med at levere public service af høj kvalitet, og at DR producerer for meget underholdning, som DR burde overlade til private TV- og radiostationer. F.eks. ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags.
Sidst men ikke mindst får DR hug for at brede sig på de digitale platforme og stille landets øvrige aviser i en håbløs konkurrencesituation. Mens aviserne forsøger at få læserne til at betale for journalistisk indhold på nettet, kan DR – med licenskroner i ryggen – lægge det hele gratis frem. Der er kun få danskere, der protesterer mod DR’s magt. De fleste i Danmark er tilfredse med den venstreorienterede ensretning fra såvel DR som de øvrige medier, der får statsstøtte.
Magteliten frygter pressefriheden
Magteliten i Danmark er ligesom enevældens herskere dødsens ræd for ubegrænset ytringsfrihed, der betragtes som en trussel mod den orden, som det socialistiske danske samfund er baseret på. Magthaverne bruger derfor en bred vifte af metoder for at begrænse presse- og ytringsfriheden:
- Metode 1 er selvcensur. Selv om Danmark ikke har censur, udøver de danske medier en omfattende selvcensur, som er næsten lige så effektiv. Staten sidder tungt på kontrollen med DR og TV2, og det er derfor staten, der sætter dagsordenen for nyhedsformidling og debat og dermed sikrer ensretning i meningsdannelsen.
- Metode 2 er at angribe medierne. Den metode har f.eks. Mette Frederiksen brugt, idet hun under corona-krisen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede.
- Metode 3 er intimidering og trusler mod medier om strafferetlige sanktioner. Journalister fra en række medier blev i dec. 2021 kaldt til afhøring hos politiets nyoprettede efterforskningsafdeling, National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og truet med, at de kan ende i fængsel, hvis de videreformidler visse oplysninger, uden i øvrigt at det stod klart, hvilke oplysninger der specifikt var tale om.
- Metode 4 er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. Det gør Folketinget ved at opretholde offentlighedsloven (også kaldet ”mørklægningsloven”).
- Metode 5 er at forhindre journalister i at kunne tale med ministrene. Mette Frederiksens regeringer blev f.eks. beskyldt for at nægte interviews og holde hasteindkaldte pressemøder med få spørgsmål og kun skriftlige svar fra ministrene.
- Metode 6 er at gøre det umuligt at tage til genmæle i medierne. Det er som bekendt et godt journalistisk princip, at man hører begge parter, men det gør de statskontrollerede danske medier ikke.
- Metode 7 er søgsmål med henblik på at chikanere systemkritiske medier og journalister. Der er f.eks. rejst tiltale efter § 264 d med påstand om fængsel i op til 3 år mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, fordi han efter et terrorangreb mod Notre Dame-kirken i Nice bragte et billede af et af ofrene for terrorangrebet på sin blog. Kim Møller skulle straffes, selv om de statskontrollerede danske medier havde bragt billeder med identisk indhold. Og senest er 24NYT blevet tiltalt efter § 266 b, fordi netavisen har formastet sig til at formidle fakta om konsekvenserne af den muslimske indvandring i Danmark.
- Metode 8 er at sætte systemkritiske medier som f.eks. 24NYT og Den Korte Avis ud af spillet eller udsætte dem for smædekampagner i de statskontrollerede medier.
De metoder, som den danske magtelite bruger med henblik på at begrænse presse- og ytringsfriheden, er identiske med de metoder, som bruges af totalitære regimer. Formålet er det samme: at skabe en frygt blandt systemkritiske journalister og medier, intimidere dem og true dem til at være tilbageholdende med at gå kritiske historier efter i sømmene.
Sociale medier kontra de etablerede medier
Før internettets gennemslagskraft var det en relativ smal politisk, journalistisk og intellektuel elite, der nød en privilegeret adgang til at forme den offentlige debat. Selvom borgerne juridisk set nød vidtstrakt ytringsfrihed, kunne de færreste komme til orde i medierne, hvor professionelle journalister og meningsdannere dominerede, og redaktører lugede ud i almindelige borgeres bidrag. Det ændrede sig med internettet og i særdeleshed med sociale medier, der gav enhver adgang til at dele holdninger og informationer umiddelbart og i uredigeret form.
Den vigtigste konsekvens af de nye sociale medier er, at den rolle, som de traditionelle, etablerede medier altid har haft, er ved at forsvinde. De etablerede medier i Danmark har været den gatekeeper, der har værnet om magthaverne og holdt de stemmer ude, hvis holdninger og adfærd gik imod den forståelse af demokrati, som praktiseres i socialdemokratismen. De sociale medier har revet muren ind til den offentlige debat ned, så alle kan få ordet, uanset hvad de mener og siger.
De seneste tal fra Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse viser, at 46 pct. af danskerne i 2024 fik deres nyheder fra sociale medier. For unge i aldersgruppen 16-24 er det 58 pct. Data viser desuden, at næsten 60 pct. af danske internetbrugere regelmæssigt bruger sociale medier til at følge nyhedsstrømmen. Det kan derfor ikke undre, at det totalitære EU bruger enorm energi i forsøget på at kontrollere og censurere de sociale medier.