Bryder man igennem støjen af hundredvis af informationer, nyheder, debatindlæg, kommentarer, synspunkter og fortællinger om dansk udlændingepolitik, som danskerne dagligt bliver bombarderet med, og fokuserer man på de mønstre, tal og fakta, der går igen og igen, kan man tydeligt se, at udlændingeområdet præges af følgende megatrends:
(1) Tilstrømningen af muslimer fortsætter
De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af de muslimer, der får asyl eller familiesammenføring i Danmark. Kombinationen af den konstante muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil være steget til 770.000 i 2050 svarende til ca. 13 pct. af befolkningen. Allerede i dag bliver mere end hvert femte barn født af en indvandrer eller efterkommer.
Senest har SMV-regeringen tilladt fri arbejdskraftindvandring fra 16 ikke-MENAPT lande, så længe arbejdsgiveren betaler en månedsløn på 25.000 kr. Det lyder måske uskadeligt, men der bor faktisk ca. 270 mio. muslimer i de 16 lande. I virkeligheden er det derfor en ladeport for muslimsk tilstrømning. Og antal betyder rigtig meget. I 1970’erne hentede man tyrkere, pakistanere og jugoslavere som “midlertidig arbejdskraft”. Vi ved alle, hvordan det gik. De ca. 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1970’erne, er blevet til ca. 70.000 indvandrere og efterkommere med tyrkisk baggrund. I 2024 indvandrede 8.346 personer fra de islamiske MENAPT-lande. Hvis det går, som det plejer at gå, er de om 50 år blevet til ca. 70.000-80.000 indvandrere og efterkommere med islamisk baggrund.
(2) Et politisk flertal vil ikke udfordre konventionerne
I Folketinget findes der ikke et politisk flertal for at krydse ”den røde linje” og udfordre de indgåede internationale konventioner ved f.eks. at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser. Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, kalder det derfor ”falsk varebetegnelse”, når politikerne giver indtryk af, at man kan stoppe den muslimske indvandring inden for konventionerne.
”Politikerne lover gang på gang mere, end de kan holde i udlændingepolitikken. En ’straksopbremsning’ er ikke bare urealistisk, men decideret uladsiggørlig inden for den gældende lovgivning. I hvert fald hvis man vil overholde konventionerne. Det har simpelthen ingen gang på jorden. Hvis tusindvis af ikke-vestlige udlændinge i morgen søgte asyl i Danmark, ville de alle få asyl, hvis de ellers blev vurderet asylberettigede af myndighederne. Og de ville også alle med tiden have krav på familiesammenføring fra hjemlandet. Det forhindrer den stramme udlændingepolitik ikke”, har Peter Starup sagt til Berlingske.
Antallet af udvisningsdømte kriminelle i Danmark udgjorde 169 i 2024. Det er dog svært for danske politikere at udvise dem, hvis Danmark skal leve op til sine internationale forpligtelser og konventioner. De 169 vil derfor ikke forlade landet. ”Reelt kan det ikke lade sig gøre at udvise mange af de udlændinge, der dømmes for meget alvorlig kriminalitet i Danmark. Selvom politikerne lover en hel masse, betyder vores internationale forpligtelser bare, at det er meget svært at komme af med de mennesker’, siger Peter Starup.
Alle migranter fra MENAPT-landene, der får lov til at komme ind i Danmark, kan derfor i kraft af internationale konventioner og etableret dansk praksis omdanne sig selv til indvandrere. Som indvandrer har man ret til familiesammenføring. Og som familiesammenført har man ret til sociale ydelser af enhver art.
(3) Elitens nye smarte taktik er: Indrøm alt, gør intet
De danske vælgere har for længst affundet sig med såvel den muslimske indvandring som den gradvise islamisering af det danske samfund. Deres opbakning til en slap udlændingepolitik har betydet, at der i de seneste år er opstået en bred konsensus blandt Folketingets partier om, at Danmark fører en ”benhård” udlændingepolitik, der er stram nok. Der var mange folketingsvalg i træk, hvor udlændingepolitikken var den mest debatterede, og hvor der var forskel på partierne. Nu er alle partier blevet stramme og debatten er lagt død.
Ved folketingsvalget i 2022 fik de tre indvandrerkritiske partier, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, tilsammen 14,4 pct. af stemmerne. Socialdemokratiet har imidlertid formået at neutralisere de tre partier ved at rykke sin udlændingepolitik mod højre og overtage deres indvandrerkritiske retorik. Resultatet er, at danskerne i dag opfatter Socialdemokratiet som det parti, der fører den mest benhårde udlændingepolitik.
Den muslimske indvandring er ikke længere et tabu. Selv på venstrefløjen problematiserer man konsekvenserne af den muslimske indvandring med alt, hvad den har medført af social kontrol, ekstremisme og et generelt pres på danske og vestlige værdier. Efter mange års tabuisering af den muslimske indvandring og integrationsproblemerne går den islam-venlige elites taktik ud på at ”indrømme alt, men gøre intet”. Og derfor render Socialdemokratiets unge udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, rundt og taler om de tre erkendelser i udlændingedebatten: At antallet af muslimske indvandrere betyder meget. At der er grænse for, hvor mange muslimer der kan integreres i det danske samfund, hvis Danmark skal bestå. Og at det ikke er nok, at muslimerne arbejder, taler dansk og overholder loven – de skal også assimileres værdimæssigt.
En korrekt diagnose, men handling mangler. Danskerne spises i stedet af med hård udlændingeretorik og skarpe signaler på områder såsom konventioner og asylbehandling, selv om de foreslåede løsninger er umulige at gennemføre. Da politikerne ikke kan levere konkrete løsninger, er det vigtigt, at vælgerne konstant mindes om politikernes intentioner. Politikerne sender derfor løbende udlændingepolitiske strammersignaler og udspil, som på overfladen virker hårde og handlekraftige, men som i virkeligheden blot er en tynd omgang populisme. Og derfor tordner den socialdemokratiske statsminister mod islamistisk indflydelse og kalder sin udlændingepolitik stram.
(4) ”Stramningerne” er blot mediekampagner
På udlændingeområdet er Danmark bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen. Den eneste strategi, Danmark reelt kan forfølge, er derfor en kombination af hård retorik, luftige politiske udspil, tomme trusler og afskrækkelse af potentielle muslimske asylansøgere gennem mediekampagner. Lad os zoome ind på et par mediekampagner, politikerne har kørt igennem de seneste 10 år:
- Forud for folketingsvalget i 2015 kørte Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg (V) en mediekampagne, hvor de lovede ”straksopbremsning”. Venstre vandt valget, men den bebudede straksopbremsning blev ikke gennemført. Tværtimod. Da de mange muslimske migranter nåede den danske grænse i 2015, lod Løkke og Støjberg dem rejse ind i Danmark.
- I 2018 lancerede statsminister Mette Frederiksen (S) et udspil ”Retfærdig og realistisk” med det formål at genvinde ”kontrollen” med den muslimske tilstrømning til Danmark. Vejen dertil var ifølge socialdemokraterne et loft over indvandringen fra ikke-vestlige lande samt asyllejre i tredjelande. Udspillet er aldrig blevet til noget.
- I 2021/2022 har der raset en mediedebat om at fratage syriske og afghanske migranter deres opholdstilladelser og sende dem hjem til hhv. Syrien og Afghanistan. Men facit blev, at langt de fleste er blevet i Danmark permanent, fordi de ikke kan sendes hjem med tvang.
- Socialdemokratiets såkaldte Rwanda-model var designet til at illustrere hård, kompromisløs, socialdemokratisk udlændingepolitik, selv om partiet ikke havde en realistisk plan for at kunne føre modellen ud i livet. Men så havde Socialdemokratiet iscenesat sig som den muslimske indvandrings store bekæmper.
- Socialdemokratiet har i flere omgange kørt en massiv mediekampagne i forbindelse med sit forslag om 37 timers aktiveringspligt for 20.000 ledige muslimer. De skulle mødes med et benhårdt krav om at uddanne sig eller arbejde. Som det kunne forventes, er Socialdemokratiets forslag aldrig blevet gennemført.
Nævnte mediekampagner er ikke andet end symbolpolitiske paradenumre, som udelukkende bruges til partipolitisk positionering. Partierne i Folketinget er nemlig udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, de reelt gør.
(5) Integrationen af muslimer virker ikke
De muslimer, der bor i Danmark, bliver ved med at afvise de danske værdier og den danske kultur, som de forventes at blive integreret i. Selv de muslimer, der er født i Danmark, befinder sig mentalt i Mellemøsten. Som befolkningsgruppe har den muslimske underklasse den højeste andel af personer, som er illoyale over for Danmark (læs her og her), underuddannede (læs her og her), underbeskæftigede (læs her, her og her), overkriminelle (læs her og her), oversygelige (læs her, her og her) og uintegrerede (læs her og her).
Ser man på statistikken for beskæftigelse og kriminalitet blandt de danske muslimer, der indvandret fra MENAPT-landene, så tegner der sig et klart og tydeligt mønster. Et mønster, der fortæller, at integrationen er fejlet, at antal betyder noget, og at borgerne i parallelsamfundene ikke ser sig selv som en del af Danmark og derfor i stor stil ser sig som en opposition til det eksisterende samfund.
Succesfuld integration er, når man – med de forskelligheder, folk nu har – respekterer de grundværdier, vi har i Danmark – ligestilling, demokrati, respekt for individets rettigheder og lignende. Og så er det, at man har et arbejde og bidrager til samfundet, men det gælder for alle i Danmark. For de muslimer, der kommer fra MENAPT-landene, kan man se, at de nye generationer bliver mere religiøse, og deres etniske ophav betyder mere for deres identitet. Der er en tendens til, at de søger det kulturelle fællesskab enormt meget – og mere aggressivt – er min tolkning, end vi har set tidligere. Og der er en tendens til, at de genintroducerer antisemitismen som en dominerende politisk kultur, hvilket er fuldstændig i strid med den kultur, som Danmark bygger på. Og derfor har integrationen af de danske muslimer fejlet.
(6) Den administrative overklasse obstruerer de få reelle stramninger
Samtidig med, at langt de fleste folketingsforslag om reelle udlændingepolitiske stramninger bliver konsekvent stemt ned, obstruerer det muslim-venlige embedsværk de få reelle stramninger, der er vedtaget. Lad os se på et par eksempler.
- Kun få kommuner har valgt at trække muslimske forældre i sociale ydelser, hvis deres børn ikke kom i skole. Det valgte kun få kommuner at gøre.
- De kommunale myndigheders berøringsangst medfører, at børn med muslimsk baggrund bliver langt sjældnere anbragt, end tilfældet er med børn af dansk oprindelse.
- Mens normen for etniske danskere er, at pligter og rettigheder følges ad, gælder denne regel ikke Suleima og Mohammed. ”Muslimske borgere bliver i mange socialrådgiveres øjne ikke hjulpet ved at komme i arbejde, men ved at få en særlig ydelse og blive passet på”, har socialrådgiver Masoum Moradi fortalt Berlingske.
- Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening bliver etniske danskere på kontanthjælp aktiveret godt 6 timer om ugen, mens tallet for muslimske indvandrere er 4 timer hver uge. Og mens etniske danskere i snit sendes i virksomhedspraktik 3 timer om ugen, sendes muslimske indvandrere i virksomhedspraktik 1,5 time om ugen.
- I hovedstadsområdet var der i sept. 2019 mindst syv kommuner, hvor man fortsat tilbød permanente boliger til muslimske indvandrere, selv om deres retskrav på en permanent bolig blev afskaffet med det såkaldte paradigmeskifte.
- I regionerne undlader man at opkræve penge fra migranter, der i henhold til dansk lov selv skal betale for tolke.
- Ifølge Det danske Menneskerettighedsinstitut udviser danske domstole kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader og vender således ryggen til ofrene, fordi dommerne er bange for at tage konfrontationen med især de muslimske kriminelle.
- Under coronakrisen har islam-venlige socialdemokratiske politikere i Aarhus valgt at lave store indskrænkninger for byens danske indbyggere i stedet for at isolere de få somaliere og palæstinensere, der har spredt coronasmitten. Og på Sjælland har myndighederne holdt smittetal i de muslimtunge kommuner skjult og har dermed bremset for den rette indsats over for epidemien.
- Advokaterne og Dansk Flygtningehjælp hjælper aktivt de muslimske migranter med at klage til Udlændingenævnet, Flygtningenævnet, Den Europæiske Menneskeretsdomstol eller til FN, hvor Danmark har tiltrådt seks konventioner. Der er et hav af klagemuligheder, og afgørelser tager flere år. DF’s tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen har i et interview peget på, at ”advokaterne og Dansk Flygtningehjælp har gjort det til en karrierevej at obstruere en stram udlændingepolitik. Systemet er ’klistret til med klagemuligheder’ og indrettet på en måde, så det modarbejder hjemsendelser”.
- Selv om det i Danmark ikke længere er kontroversielt at tale om det muslimske problem, bruger både danske politikere, embedsmænd og medier fortsat begrebet ”ikkevestlige indvandrere”. Formålet er at skjule de negative konsekvenser af den muslimske indvandring for danskerne ved at proppe de uproblematiske indvandrergrupper som f.eks. dygtige og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere og ukrainere i bås med den dybt problematiske muslimske indvandrergruppe.
(7) Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden
I 2025 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Et stort flertal i befolkningen udviser forståelse for indrømmelser til formørkede muslimske holdninger, og de negative konsekvenser af islam søges bortforklaret eller relativeret. Muslimske kulturelle normer forandrer flere og flere områder i landet og sætter danske normer og værdier under pres. Danskerne bøjer nakken og tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis. Grænserne skubbes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker som f.eks. bederum for muslimske studerende på danske uddannelsesinstitutioner. Statsminister Mette Frederiksen (S) har erklæret, at bederum på landets uddannelser skulle lukkes. Alligevel stemte regeringen imod et forslag fra Danmarksdemokraterne om at forbyde bederummene på skolerne, da et sådant forslag blev behandlet i Folketinget i maj 2025.
Et andet eksempel er Forsvarsministeriets Personalestyrelses forslag til, hvordan Forsvaret kan tiltrække muslimske soldater, og hvordan Forsvaret kan gøres til en muslim-venlig arbejdsplads. Forsvaret skal bl.a. stille bederum til rådighed og befalingsmænd skal uddannes i at håndtere ”trosmæssige hensyn som bedetider og mad”.
(8) Indvandring udfordrer sammenhængskraften
Sammenhængskraft kan defineres som en kombination af samhørighed, fællesskab, fælles normer og forpligtelser, social gensidighed, tillid og solidaritet. Sammenhængskraft er med andre ord den sociale lim, der holder samfundet sammen. Danmark har tidligere haft en høj grad af sammenhængskraft, fordi Danmark var en ekstremt homogen nation med meget få etniske, religiøse, sproglige og kulturelle mindretal. Men allerede i 2050 vil der være 770.000 muslimer i Danmark. Da 770.000 vil være et voldsomt højt tal i et lille land som Danmark, kan den muslimske underklasse ikke undgå at udfordre sammenhængskraften i samfundet.
Danmark har for længst passeret ”point of no return”
Mens den muslim-venlige danske elite obstruerer de få reelle udlændingepolitiske stramninger, har den travlt med at missionere for islam. Elitens budskab er, at islam i Danmark er en fuldbyrdet kendsgerning, og at danskerne ikke har andet alternativ end at vænne sig til deres ”dansk-muslimske samfund”.
I Berlingske har debattøren Niels Jespersen f.eks. irettesat de borgerlige og opfordret dem til at omfavne det muslimske mindretal: ”Der bor omkring 350.000 muslimer i Danmark. De mennesker flytter sig ikke. Dem og deres efterkommere vil være en del af Danmark, indtil solen brænder ud. Er det virkelig planen, at det borgerlige Danmark skal være i permanent opposition til så stor del af befolkningen og dens værdier?” Og den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.
Hvorom alting er: Danmarks udlændingepolitik har for længst passeret ”point of no return” og er låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi. Muslimerne vil nemlig fortsætte med at være en kæmpe økonomisk dødvægt og byrde for det danske samfund. Ifølge Finansministeriet er prisen for den muslimske indvandring ca. 90 mia. kr. brutto om året – og den vil være uændret frem til 2100.
De megatrends, der kendetegner dansk udlændingepolitik, bliver hverken vendt eller stoppet. Danmark forvandles langsomt til et multireligiøst, multikulturelt, opdelt og konfliktfyldt samfund. Men i stedet for at gribe fat om nældens rod, gennemfører politikerne små stramninger af symbolsk karakter. Set i det lange perspektiv er disse stramninger derfor ikke andet end små snubletråde. De sinker Danmarks deroute en smule, men stopper den ikke.