Mullaherne får det allersidste ultimatum

Mullaherne får det allersidste ultimatum


Det er næppe noget tilfældigt indfald, når Donald Trump nu forlanger ”betingelsesløs overgivelse” (unconditional surrender) af det iranske mullahstyre. Man må antage, at han er bevidst om, at det var præcis samme ordvalg, Winston Churchill og Franklin Roosevelt brugte i deres udmelding fra konferencen i Casablanca i januar 1943. Kravet om betingelsesløs overgivelse var rettet mod Nazityskland og betød, at enhver mulighed for en forhandlingsfred var udelukket.

Ledere af stormagter udsender ikke den slags krav uden at være villige til at bakke dem op med magt. Det må man derfor også antage, at præsident Trump agter at gøre, hvis de iranske mullaher ikke overgiver sig. Trump har nu leveret det ”ultimative ultimatum” til Teherans hellige mænd, så enten lægger de sig fladt ned, eller også bliver de bombet hele vejen til Allahs 72 jomfruer, der snart kan komme på overarbejde.

Hvis Trump mod forventning skulle undlade at følge sit ultimatum op med handling, vil han lide et prestige- og troværdighedstab, som han får svært ved at komme sig over.
Nogle talsmænd for den amerikanske højrefløj anfører, at hvis Trump beordrer det amerikanske luftvåben til at lade de såkaldte bunkerbusters regne ned over det teokratiske regimes nukleare installationer dybt under jorden, har han forbrudt sig mod sit løfte om ikke at involvere sig i fremmede krige.

Det er imidlertid en fejlslutning. Hvis Trump indsætter luftvåbenet, indleder han ingen ny krig, men afslutter den krig mod USA, som mullahstyret erklærede i 1979. Lige siden har Irans hellige mænd næppe forsømt nogen lejlighed til bekendtgøre deres planer om at eliminere såvel Israel som USA. Hvis det ikke er en krigserklæring, hvad er det så?

Den israelske regering har advaret den amerikanske præsident om, at han stadig er på mullahernes dødsliste. Trump har allerede været udsat for to mordforsøg, og offentligheden har fået meget lidt at vide om attentatmændene. Vi kender derfor ikke til deres eventuelle iranske forbindelser. Derimod er der grund til at antage, at iranske attentatmænd allerede befinder sig i USA.

Donald Trump må være en af verdens mest udsatte mænd. Han er også en af de modigste.



Source link