Skandaler, katastrofer og stridigheder holder sig i ro i de langsommelige juledage, hvor den eneste sensation medierne kunne grave frem, var historien om en stakkels mand, der på Djursland havde fået bidt en del af øret af. Ikke engang som klimaks på en fyrig elskovsakt, men i en banal nabostrid. Men så var der heldigvis også Epinions seneste meningsmåling, der hældte frisk foder i kommentatorernes tomme juletrug. Målingen sendte straks vores mange politiske spåmænd, sandsigersker og analytikere op i en lykkerus af spekulationer: Moderaterne er under spærregrænsen. Bliver de der frem mod folketingsvalget? Trods megen hån og spot kommer Lars Boje Mathiesen i Folketinget. Holder det mon? SF er nu lige stor som Socialdemokratiet. Kan Mette overleve denne ydmygelse? De borgerlige har nu flertal. Får vi så en blå regering?
Svaret er nej. Der er ingen mulighed for en blå regering, hvis man her forstår en regering med klare og faste borgerlige og liberale holdninger. Danmark er blevet et samfund, der bekender sig til rodfæstede socialdemokratiske værdier. Vi er et socialdemokratisk samfund. Endda så meget, at de såkaldt borgerlige partier også hylder den sociale formynderstat. De har heller ikke haft noget valg, for det er det samfund, borgene vil have. Vælgerne har accepteret tidligere statsminister Helle Thorning- Schmidts evindelige mantra: ” I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle sammen”. Alle meningsmålinger viser, at et flertal af vælgerne afviser reformer, der reducerer skattetrykket. Pengene ligger bedst i statens lommer. Højere skat giver mere velfærd. Offentlig service er god. Privat service er ond.
De tidligere borgerlige partier har i overlevelsens navn måttet indrette sig efter denne virkelighed. Ganske vist figurerer traditionelle borgerlige værdier i partiprogrammerne og bliver pudset op til årsmøder og festlige lejligheder, men i praksis er der ingen borgerlige muskler, der arbejder for at fjerne iværksætterskatten, arveskatten og reducere indkomstskatten. Borgerlige ledere har i samtlige forsvarsforlig ofret et troværdigt forsvar til fordel for mere velfærd. Borgerlige politikere har vendt ryggen til importen af klienter fra islamiske kultursamfund, der nu koster skatteyderne mere end 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster. Borgerlige partier har rundhåndet uddelt statsborgerskab til migranter, der hverken kunne forsørge sig selv eller tale dansk.
De blå partier har begejstret tilsluttet sig den grønne voldtægt af det europæiske samfund, der nu synker hen i tårnhøje energiomkostninger og dalende konkurrenceevne. Ingen borgerlige partier har turdet kræve en hårdt tiltrængt demokratisering af EU, men har kastet sig i støvet for Kommissionens voksende bureaukrati og centralstyre, hvis lavine af forordninger og direktiver trumfer dansk lov. Ingen borgerlige ledere tør tage en konfrontation med de mange konventioner, der sammen med Menneskerettighedsdomstolen umyndiggør Danmarks suverænitet og handlekraft på indvandring og integration.
Det borgerlige kollektivs politiske sammenbrud afspejles i de enkelte partiers adfærd. Venstre overgav sig til socialdemokratismen i 2019, da daværende partichef Lars Løkke Rasmussen støttet af næstformand, Jakob Ellemann-Jensen, erklærede, at man agtede at anvende hele det daværende økonomiske råderum på 70 milliarder kroner til udbygningen af velfærdssamfundet. Venstres klimaminister, Lars Lilleholt, afviste at drøfte klima med fagfolk, der ikke bekendte sig til FN’s klimamål. Venstres partifane er nu lyserød med sporadiske blå prikker.
De Konservative er parate til at stemme med den største flok, hvis bare den er grøn nok. Partiets formand, Mona Juul skubber de Konservative mod midten, som nu er rykket et godt stykke til venstre i dansk politik. Hun har ingen planer om at rokke ved socialdemokratiets politiske båd og er klar til at gå med i en rødlig regering. Hos de Konservative ligger pengene ikke bedst i borgernes lommer, men der hvor der er konsensus. Liberal Alliance er steget ned fra liberalismens ideologiske træ og er nu fleksibelt ved at orientere sig mod de værdier og holdninger, hvor de yngre fisk står i vælgerhavet.
Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har borgerlige holdninger, når det gælder indvandring og den grønne voldtægt af samfundet, men er også en solid tilhænger af velfærdssamfundet, som vi kender det. Dansk Folkeparti har på indvandrerområdet taget solidt skridt i sine holdninger hen mod de europæiske grundborgerlige partier som Rassamblement National og AFD, men er traditionelt et socialdemokrati hvad angår økonomi og velfærd. Derimod har Borgernes Parti klare borgerlige holdninger i hele sit politiske program, men er endnu uden for indflydelse.
Hvis vi efter folketingsvalget i 2026 får en såkaldt blå regering, kan vi således forvente, at samfundet ikke viger ud af det bestående spor. Den ’borgerlige’ konstellation vil fortsætte den eksisterende velfærdsmodel med enkelte justeringer: Ingen skattereform, fortsat grøn omstilling, men dog mere afventende end tidligere. Fortsat oprustning, men langsomt og mere som rammebevillinger end investeringer. Indvandringen vil fortsætte som hidtil med henvisning til konventionerne. Offentlige ansættelser og stigende udgifter vil fortsætte ukontrolleret som før, og der bliver ingen forsøg på at reformere EU i en mere demokratisk og borgervenlig retning.
Hr. og fru TV2 kan glæde sig til 2026. Alt er trygt og godt. Vi fortsætter som vi plejer. Vi får mere af det samme. Lidt mere.