I 1910 stod præsident Theodore Roosevelt i Sorbonne i Paris og holdt en af historiens mest berømte taler “The Man in the Arena”. Han sagde bl.a.: “Det er ikke kritikeren, der tæller, ikke den mand, der peger på, hvordan den stærke mand snubler. Æren tilhører manden, der faktisk står i arenaen, hvis ansigt er mærket af støv, sved og blod“.
Roosevelts ord var en opfordring til handling — og en påmindelse om, at mange af dem, der sidder trygt på tilskuerpladserne og hånligt kommenterer dem, der forsøger at skabe løsninger, aldrig bygger eller løser noget væsentligt selv.
Den person, Roosevelt kaldte “manden i arenaen”, er den, der tør. Men det er også den, der undertiden fejler. Og undertiden den, der afprøver mange blindgyder men altid prøver igen. Laver zig-zags og pivots.
Mere end hundrede år senere er budskabet efter min mening stadig lige relevant. For i vores tid med øjeblikkelig fordømmelse og dydssignalering på sociale og etablerede medier er der ofte langt flere kritikere end skabere – “monday-morning-quarterbacks”, der aldrig selv var på banen, men som mandag morgen ved præcis, hvordan kampen burde have været spillet — især nu, hvor resultatet er kendt, og kaffen er varm.
Og så er der dem, der endog håner, nedgør og moraliserer fra deres trygge afstand — uden at ane, hvor mange fejlslagne forsøg, kompromiser, håndbremsevendinger og gråzoner man må igennem, når man selv står i arenaen.
Hvilket bringer mig til Trumps fredsinitiativer. Her er nogle, som Trump efter min opfattelse med rimelighed kan siges at have bidraget til eller eller hovedarkitekt bag:
Nordkorea-Sydkorea/USA-dialog (2018-2019). Direkte topmødediplomati med Kim Jong-un — det første nogensinde af en siddende amerikansk præsident — som reducerede atomprøvesprængninger og åbnede en kommunikationskanal, der havde været lukket i et halvt århundrede.
Serbien-Kosovo økonomisk normalisering (2020). Underskrevet i Det Hvide Hus, med fokus på fælles infrastruktur- og energiprojekter for at genopbygge tillid.
Abraham-aftalerne (2020). Normalisering mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan — det mest markante arabisk-israelske fredsgennembrud i årtier og et af grundlagene for det store samarbejde USA-Golfstaterne om AI annonceret i foråret – og for at den nye Gaza-aftale kunne laves for nylig. Mulige kommende deltagere i Abraham-aftalerne omfatter i øvrigt Indonesien, Saudi-Arabien, Azerbajdzjan, Armenien, Libyen, Kasakhstan og Libanon, mens der fra tid til anden også har været spekulationer om Syrien.
Indien-Pakistan afspænding (2024-2025). Stilfærdig diplomati, der dæmpede spændingerne i Kashmir og førte til, at Pakistans premierminister nominerede Trump til Nobels Fredspris.
Armenien-Azerbajdzjan normalisering (2025). Den Washington-forhandlede erklæring, der afsluttede årtiers konflikt og genåbnede handel og transportruter. Aftalen, som blev annonceret i Det Hvide Hus, omfatter den såkaldte “Trump Corridor”, hvor USA har fået 99-årige udviklingsrettigheder til en transitkorridor gennem det sydlige Armenien, der forbinder Aserbajdsjan med eksklaven Nakhchivan. Aftalen giver USA ret til at anlægge og drive infrastruktur i området under armenisk suverænitet, men med amerikansk finansiering, sikkerhed og administration.
DRC-Rwanda fredsramme (2025). Støttet af Washington; fremmede regionalt samarbejde, afvæbning af militser og genopbygning af infrastruktur i Centralafrika.
Gaza-Israel våbenhvile-ramme (2025). Et multilateralt initiativ med Egypten, Jordan, Saudi-Arabien og UAE for at standse fjendtlighederne og skabe en genopbygningsplan for Gaza.
Egentlig burde det jo være FN, der løste den slags problemer.
Men det sker næsten aldrig. Heller ikke EU, Kina eller andre magter gør meget andet end at udtrykke bekymring, udsende pressemeddelelser med dydssignalering — og derefter vende tilbage til business as usual.
Men Trump gør det faktisk. Igen og igen — med utrættelig energi — på trods af, at han konstant bliver hånet og dæmoniseret i medierne for netop det.
For nej, det er ikke altid perfekt. Men er stor forbedring.
Meget af kritikken går i øvrigt på, at han under en fredsproces taler med dem, mange mener er den onde part. Putin eksempelvis. Jovist, men de, der siger det, ignorerer en grundlæggende virkelighed: Fred kan aldrig opstå uden dialog med begge parter.
Der findes kun to veje til at standse en krig:
– Enten forhandler man fred, inden den ene part er udslettet
– Eller også flyder blodet i uhyrligt omfang. Tyskland var aggressor under 2. verdenskrig og overgav sig først, da omkring 10 % af befolkningen var dræbt.
Derfor kræver fred gennem forhandling noget delikat: At mægleren møder begge parter respektfuldt, uanset hvad han eller hun egentlig mener om dem. At man taler indgående med alle sider — også med dem, der har gjort frygtelige ting — og derigennem finder løsninger på hårdknuden.
Alligevel vælger mange af de højtråbende stemmer — ikke mindst i Europa — dydssignalering frem for søgningen efter reelle løsninger. Nogle lande anerkender f.eks. Palæstina som stat umiddelbart efter, at de samme palæstinensiske magthavere har gennemført et massivt terrorangreb og holdt civile gidsler i årevis. Altså de palæstinensere, der også internt driver et ISIS-lignende terrorregime, som undertrykker deres egen befolkning mindst lige så brutalt, som de bekæmper Israel. Og som ingen arabiske stater i praksis vil have noget med at gøre.
Sådanne Europæiske virtue-signalling nationer er efter min mening ikke modne til at sidde med ved voksenbordet inden for international geopolitik. Det ved de måske nok selv, men i stedet vælger de altså det i egne øjne næstbedste: at bade sig i moralsk selvtilfredshed og kaste glans over egen dyd. Selvom den slags “feel good”-politik kun gør det sværere — ikke lettere — for dem, der faktisk står i arenaen, at forhandle sig frem til en løsning.
Det er forskellen på at føle sig god og at gøre godt.