Generationer af danske politikere og embedsmænd har siden 1970’erne importeret ca. 320.000 muslimske analfabeter og halvanalfabeter fra islamiske ”shit holes” i Mellemøsten og Afrika. Muslimerne er blevet budt velkommen i Danmark som et eksotisk indslag i gadebilledet og af erhvervslivet som et tilskud til arbejdskraften. I flere årtier har Danmarks establishment markedsført muslimerne som en fredelig minoritet, der ikke udgør nogen trussel. I dag kan langt de fleste danske politikere imidlertid se den fare, som islam udgør i forhold til Danmarks sikkerhed og demokrati. Men selv om politikerne ser truslen, nægter de at sætte en stopper for den muslimske indvandring og inddæmme islams indflydelse i samfundet. Tværtimod dyrker politikerne i samtlige danske partier fortællingen om den gode, integrerbare muslim. Selv blandt de såkaldte ”højreorienterede” partier som DF, NB og DD, er der konsensus om, at det kun er en håndfuld islamistiske ekstremister, der udgør et problem for Danmark.
I 2025 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Grænserne flyttes stille og roligt, skridt for skridt, dag for dag. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. På blot 50 år har islam sat markante aftryk på det danske samfund. Et eksempel er den københavnske Vestegn. I dette boligområde, der var tænkt som en satellitby for københavnerfamilier, er etniske danskere nu i undertal. 56 pct. af beboerne har i dag muslimsk baggrund. Tætheden af muslimske indvandrere og deres efterkommere er den højeste i landet. I gamle industrikvarterer opføres der moskeer. Butikkerne drives af muslimske købmænd. I mange skoleklasser kan de muslimske børn enten ikke tale dansk eller taler gebrokkent dansk, og de danske børn er i mindretal.
De ca. 320.000 muslimske indvandrere (det rigtige tal kendes ikke, fordi Danmarks Statistik klassificerer efterkommere som etniske danskere) kommer i 170 moskéer (1.880 muslimer pr. moske). Til sammenligning har Folkekirken i Danmark 2354 kirkebygninger, der betjener 4,3 mio. danskere (1.826 danskere pr. kirke). De danske moskéer, der islamiserer og radikaliserer muslimske indvandrere gennem religiøs og social kontrol, får offentlige tilskud og betydelige skattefordele. Et flertal i Folketinget, herunder Socialdemokratiet, som angiveligt fører en ”benhård udlændingepolitik”, står fast på at understøtte islam i Danmark økonomisk og juridisk.
I 2016 enedes den daværende borgerlige regering, S og DF om en række lovindgreb mod radikale imamer, som opfordrer til stening og udøver massiv social kontrol. Men i 2020 viste en omfattende gennemgang af den samlede lovpakke, at effekten har været meget begrænset. Ét tiltag er slet ikke blevet brugt, andre har været i spil ganske få gange, mens enkelte erklæres uegnede til at opnå det ønskede formål. Eksperter siger, at indgrebene snarere har haft den effekt, at moskéerne er blevet skubbet længere ud i mørket, og at den religiøse adfærd i stedet foregår i det skjulte.
Integrationen af muslimer i Danmark har fejlet, hvilket fører til konflikter og kulturelle sammenstød mellem indvandrere og danskere, både på personligt plan, på arbejdsmarkedet, i boligområder, i undervisningsinstitutioner og andre samfundsinstitutioner. I stedet for at integrere sig i det danske samfund viderefører muslimske indvandrere islam i Danmark. Efterkommerne er mere religiøse end deres forældre og tager i stigende grad afstand fra både deres forældres og de etniske danskeres kultur. Det grundlæggende problem er, at muslimerne ikke ønsker at være en del af Danmark. De er glade for at leve, sådan som de gjorde hjemme i de lande, hvor de kommer fra. De forstår ikke, hvordan et samfund som det danske fungerer og hvad det kræver at bo her.
Også de såkaldte ”velintegrerede” muslimer udgør et problem, da de undergraver det danske samfund indefra. Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, har således anklaget de muslimer, der både har uddannelse og job, om i det skjulte at modarbejde danske værdier. ”Arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”, sagde Vad i Folketinget.
Det afholder dog ikke hans chef, den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen, fra at sende særlige ramadan-hilsener til muslimerne. ”Rigtig god Eid. Jeg håber, at højtiden bringer glæde og fællesskab sammen med familie og kære”, skrev hun på sin Facebook-profil.
Muslimske indvandrere og efterkommere, der udgør lidt over 5 pct. af befolkningen i Danmark, er ved at blive en magtfuld vælgergruppe. Inden kommunalvalget i 2025 havde kommunalpolitikerne opdaget, at der er stemmer i muslimernes antisemitisme og had til Israel, og begyndte at lefle for imamer og familieoverhoveder for at høste muslimske stemmer. Socialdemokratiet, der går efter indvandrerstemmer, har endda opstillet flere islamiske kandidater, som ifølge eksperter var tæt forbundet med den tyrkiske regerings Diyanet-moskeer på dansk jord. I kommunalvalgkampen i 2025 så man imamer opfordre muslimer til at stemme for at fremme islams interesser, og man så danske kandidater troppe op til kønsopdelte religiøse vælgermøder og undsige deres partiers stramme udlændingepolitik, fordi muslimerne ønsker sig en slappere og mere islam-venlig politik. Afhængigheden af muslimske vælgere vil helt sikkert vokse efterhånden som etniske danskere kommer i mindretal i stadig flere kommuner.
Ved valgstederne i Danmark foregår der omfattende islamisk overvågning og social kontrol. Mange af de muslimer, der stemte til kommunalvalget i 2025, blev ”vejledt” i, hvem de skulle stemme på. I Helsingør havde folk fra en arabisk forening ved navn Klub Oliven således ”valgguides” foran en lokation til brevstemning i boligforeningen Nøjsomhed, der tidligere var på regeringens ghettoliste. De selvbestaltede arabiske valgtilforordnede har vejledt vælgerne i at sætte deres kryds ”det helt rigtige sted”, dvs. byrådskandidater med indvandrerbaggrund eller på nogle af de indvandrervenlige partier som f.eks. De Radikale og Enhedslisten.
Udlændingestyrelsen i Næstved er en helt afgørende myndighed i dansk udlændingepolitik. Her beslutter man, om flygtninge fra muslimske lande skal have asyl, når de sætter benene i Danmark. I juni 2020 fik over 40 medarbejdere i Udlændingestyrelsen, hvis navne antyder en muslimsk baggrund, deres LinkedIn-profil delt i et opslag på Facebook. Her kunne man læse om deres arbejdsopgaver og CV-historik hos Udlændingestyrelsen. Opslaget fik tusindvis af kommentarer og blev hurtigt delt over 1000 gange. Mange danskere var ganske enkelt uforstående overfor, at muslimske sagsbehandlere, der i nogle tilfælde havde et MENAPT-pas, administrerede andre muslimers adgang til Danmark.
Selv om muslimerne i Danmark er en minoritet, har de fået en særstatus i medierne, som bringer skræddersyede solstrålehistorier om muslimske ”mønsterbrydere” og tæppebomber befolkningen med billeder af tørklædeklædte kvinder. DR har med pomp og pragt fejret den muslimske Eid-fest og støttet det muslimske parallelsamfund, alt imens dansk kultur blev forsømt. DR’s ungdomsafdeling Ultra har som led i et program sendt en 11-årig pige til Iran for at opleve de ”smarte hijabstaer”, som det hed i programbeskrivelsen. I Deadline har man som reaktion på forslaget om at forbyde tørklæder i skolerne skyndt sig at invitere islam-uniformerede kvinder i studiet, som forklarede, hvorfor det var en forfærdelig tanke. Mediernes politisk korrekte fortælling er, at det kun er en håndfuld islamiske ekstremister, der er problemet i Danmark, mens det store flertal af de danske muslimer beriger landet.
Den danske mentalitet er til fred, forsoning og dialogkaffe. Man bøjer nakken og indordner sig. Det kan derfor ikke undre, at i mødet med den muslimske machokultur dukker politiet hoved. Det er bl.a. sket på Nørrebro, i Aarhus og i Korsør. Der er flere områder i Danmark, hvor man ikke kan bevæge sig rundt uden at blive udsat for trusler fra muslimer, der betragter området som deres egen og ser udenforstående som indtrængere. I 2019, da Rasmus Paludan fik lov til at demonstrere på Bøgetorvet i Vollsmose, var situationen så ophidset og farlig, at politiet måtte flygte fra stedet og tage Paludan med sig. Der er flere områder i Danmark, hvor politiet enten ikke kan eller ikke vil forsvare ytrings- og forsamlingsfriheden og i stedet underkaster sig voldsmandens veto.
Politiet giver desuden slip på sine magtbeføjelser ved at lade muslimske familieoverhoveder forhandle om fred. Selvbestaltede muslimske mæglingsråd (shariaråd), der opererer i det skjulte over hele landet, træffer afgørelser i bandesammenhænge, kriminelle forhold, islamiske skilsmisser og æresrelaterede opgør. De forhandler om blodpenge som kompensation for voldelige forbrydelser, truer vidner til at ændre forklaring eller trække anmeldelser tilbage, og afgør straffesager uden om det danske retssystem. I Danmark gælder dansk lov. Men når danske myndigheder melder pas, kan det ikke undre, at muslimske imamer forsøger sig som selvbestaltede retsinstanser.
I det danske retsvæsen afsiger indvandrervenlige dommere domme, som giver efter for muslimsk krænkelseskultur og giver ”islam-rabat” ved strafudmålingen for muslimer. Aktivistiske danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader af frygt for at tage konfrontationen med de muslimske forbrydere.
Muslimske klanfamilier står bag en stor del af kriminaliteten i flere danske byer. I stedet for at deportere de kriminelle muslimer afpolitiserer politikerne og medierne de muslimske klanfamilier og normaliserer dem som ganske almindelig kriminalitet. For det politiske Danmark går konventionerne og de muslimske klaners retsstilling forud for danske borgeres sikkerhed.
I det offentlige er der mange eksempler på muslimske ansatte, der udøver social kontrol. Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK) har bl.a. beskrevet 25 episoder, hvor muslimske ansatte i det offentlige misbruger deres stilling for at udøve negativ social kontrol mod borgere med muslimsk baggrund. De 25 episoder handler om myndighedssagsbehandlere, socialfaglige medarbejdere, sundhedspersoner, politimænd og tolke. De har udøvet negativ social kontrol ved at videregive personoplysninger, presse muslimske kvinder til ikke at flytte på krisecenter eller søge skilsmisse, og give moralsk vejledning, som kan fastholde en muslim i en æresrelateret konflikt eller afholde vedkommende fra at søge hjælp.
”Vi hører om en politibetjent, der ringer til et krisecenter og presser lederen af krisecenteret for at få et navn på en konkret kvinde, der er på det center. En socialrådgiver, som dropper bestemte børnesager. En familiebehandler i en dansk ngo, som i stedet for at hjælpe børn ud af social kontrol bidrager til, at en forælder kan kidnappe sine børn og sende dem på genopdragelsesrejse”. Ordene faldt i Folketinget den 5. april 2024, og taleren var Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad.
På lokalt niveau er der mange berøringsangste politikere og myndigheder, som imødekommer og legitimerer religiøst betingede muslimske særkrav, der sætter det danske samfunds grundlæggende værdier ud af spil. I Randers Kommune måtte politikerne således sikre, at der skulle være svinekød på menuen i kommunale institutioner, der begyndte at fravælge svinekød af hensyn til muslimer. På politigården i Aarhus har ledelsen etableret et bederum af hensyn til muslimske betjente. Og på Herlev Hospital har man med støtte fra bl.a. LA og Venstre etableret en indvandrermedicinsk klinik, altså reelt parallelsamfundslignende særbehandling for muslimer.
Islamiske skikke breder sig ud over Danmark. Muslimske tørklæder er hverdagskost på offentlige og private arbejdspladser. De bruges til at promovere et religiøst-politisk budskab og signalere opposition til danske værdier. Med andre ord udnytter muslimske ansatte religionsfriheden i Danmark til at missionere for en religion og ideologi, der går på tværs af alt, hvad Danmark står for.
På 23 af landets VUC-centre er det tilladt at bære den muslimske tvangsuniform, niqab, ved eksamen. Der er etableret bederum på flere universiteter, herunder Københavns Universitet (KU), store C25-virksomheder, forsikringsselskaber mv. Naser Khaders kommentar var: ”Jeg har været i 20 ud af 22 arabiske lande, hvor jeg har besøgt politistationer, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, og ikke et eneste sted har jeg set et bederum. Hvorfor skal vi så have det her i Danmark? Det er for meget. Man kan jo praktisere sin religion privat”. I december 2025 har KU besluttet at lukke bederummene, hvor der er foregået muslimsk bøn og kønsopdeling. Det har fået de muslimske studerende til at indkalde til demonstration mod lukningen. Op mod 7 pct. af de studerende på KU skønnes i øvrigt at være muslimer.
På Rådhuspladsen i København holder muslimer fællesbøn og udnytter dermed forsamlingsfriheden til en politisk og religiøs magtdemonstration. De misbruger ytringsfriheden til at lægge andre trosretninger for had, ikke mindst de danske jøder.
12 af Danmarks kommuner tilbyder kønsopdelt svømning, som også kaldes ”shariasvømning”. Danske kommunalpolitikere, der ellers hylder ligestilling, giver efter for muslimske forældres formørkede og forkrøblede seksualisering af små piger og står sammen med imamer og shariaråd i deres forsvar for kønsopdelt svømning.
På flere danske gymnasier overholder man ramadanreglen om spisetider til skolefester. På Nørre Gymnasium i København måtte forældre og elever sidde og vente i cirka 2,5 time på at spise, fordi de skulle overholde ramadanen og vente på, at solen gik ned kl. 20.30. De muslimske elever udøvede en form for social kontrol under arrangementet, idet de sad og fortolkede, hvornår solen helt præcist gik ned i islamisk forstand.
Flere danske skoler, herunder Gribskolen i Græsted og Hyltebjerg Skolen i Vanløse, har afskaffet julearrangementer og juleafslutningen i kirken, angiveligt fordi ”det forvirrer de tosprogede børn med anden religiøs baggrund”. Dansk kultur fjernes således for at komme muslimerne i møde. På en københavnsk skole har man slettet nogle vers i julesalmen ”Et barn er født i Betlehem”, fordi skolelederne mente, den var for forkyndende i forhold til tosprogede elever. Og for skoleelever i Slagelse blev turen i kirke aflyst, da præsten nægtede at efterkomme skolens ønske om ikke at sige fadervor i kirken.
Flere skoler og præster sender uvidende børn på ekskursion til radikale moskeer og imamer. Dyvekeskolen i København har således sendt elever på ekskursion til den radikale Imam Ali Moskeen. Brorsons Kirke i København har sendt konfirmander på ture til den radikale moske, Dansk Islamisk Center. Og sognepræst Anne-Mette Gravgaard fra Davids Kirke på Østerbro i København har taget skolebørn med på besøg i Imam Ali Moskeen som en del af konfirmationsforberedelsen.
På flere uddannelsesinstitutioner udlejer man lokaler til radikale muslimske organisationer. Det har bl.a. Professionsskolen Metropol og CBS gjort.
På CBS har en muslimsk forsker klaget over, at hun har følt sig ekskluderet, da sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” blev sunget til en morgensamling for underviserne. Hendes klage var begrundet i, at sangen får brune, røde og gule mennesker til at føle sig uden for det nationale fællesskab. Kvinden fik efterfølgende en undskyldning af viceinstitutsleder Mads Mordhorst og sangen blev blacklistet på CBS.
FC Nordsjælland stillede en skål dadler frem til de muslimer, der under ramadanen brød fasten i løbet af en kamp. Og hos akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden er medarbejderne blevet pålagt at ønske god ramadan til muslimske patienter i fastemåneden.
Kun tre af de 19 ansøgere til julehjælp i Vejen Sogn havde danske navne. De øvrige var muslimer, der ikke fejrer jul. Kirken i Vejen gør meget for at møde den støt stigende andel af muslimske borgere i kommunen. Den har bl.a. ansat en diakonimedarbejder, der er ude blandt de muslimer, der har det sværest. I kirken håber man, at de vil opdage kristendommens værdier. Hver måned afholder kirken et internationalt arrangement, hvor også muslimerne er med, og så afslutter man med at spise sammen.
En muslimsk forening fik i 2025 lov til at holde ramadanfest med bønnekald og koranrecitation i det kommunale Kulturhus Risbjerggård i Hvidovre, mens den danske folkekirke måtte ikke holde en pinsegudstjeneste samme sted. Fadervor, det kristne budskab, englene, de tre vise mænd og krybbespillet er flere steder i landet afløst af en ”nissejul”, som muslimer kan fejre. Den danske jul bliver langsomt tilpasset. I den ene ende af landet forsøger man at lære de fremmede dansk kultur, og i den anden fjerner man dansk kultur for at komme de fremmede i møde.
Frygten for muslimsk vold har for længst frataget de kreative professioner inspirationen til at yde islam kritisk modspil gennem satire, standup, film, tv, litteratur og kunst. Muslimernes følsomme offerrolle har ført til politisk korrekthed, censur og udrensning i sproget. Lærere censurerer deres egen undervisning, ikke kun i Muhammedtegninger, men også i Holocaust, evolution, noveller med ”haram”-indhold og andre emner, der kan udløse konflikt med muslimske elever. Muhammedtegningerne er dog det emne, flest lærere undlader at undervise i. Knap halvdelen af lærerne undgår emnet, fordi de er bekymrede for deres egen personlige eller families sikkerhed. VIVE har foretaget en undersøgelse, som viser, at 28 pct. af gymnasielærere og 19 pct. af folkeskolelærere mindst én gang har fravalgt et emne, fordi de fandt det risikabelt. Den demokratiske dannelse af de opvoksende generationer kompromitteres således i et knæfald for voldsmandens veto.
Bid for bid får muslimske organisationer sat islams ukrænkelighed foran de fundamentale demokratiske rettigheder, og dermed indskrænker ytringsfriheden. Islamisering rammer også dansk humor. Siden Muhammedkrisen har danskerne og muslimerne været uenige om den danske opfattelse af begreber som humor, satire og respekt. I Danmark siger man politisk ukorrekte ting, som er ment i spøg, og folk forstår godt, at det er for sjov. Der er imidlertid vokset et regime frem, der dikterer, at muslimernes sårede følelser skal veje tungere end ytringsfriheden.
Overordnet set suger det muslimske problem energi ud af den danske befolkning. Det har stjålet samfundets dagsorden, idet det mentale fokus i det danske samfund er i dag rettet mod islam, integration, muslimsk terror, radikalisering og lignende islam-relaterede emner uden relevans for Danmarks fremtidsudvikling. Det er mentale ressourcer, der bliver taget fra alt muligt andet, som er langt vigtigere.
Efter 60-70 år med muslimsk indvandring er det fine skandinaviske højstatus-land, som Danmark tidligere var, blevet forvandlet til et lavstatus Danistan, som præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede og voldelige unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, omfattende socialt bedrageri mv. Men det er ikke noget, man i Danmark studser over, for virkeligheden er, at islam og muslimer er blevet en normaltilstand for danskerne.
Hver generation har nemlig den virkelighed, som den lever i, som referenceramme og sin egen opfattelse af normalitet. For den ældre generation af danskere, der problematiserer den muslimske indvandring og islamiseringen af Danmark, er referencerammen det homogene, etnisk hvide og kristne Danmark, som de har oplevet i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.
For den yngre generation er referencerammen imidlertid nutidens multikulturelle, brune Danmark. For denne generation, som er præget af kulturløshed, normløshed og værdirelativisme, og som er vokset op med islamiseringen som referenceramme, er der ikke noget usædvanligt ved, at der sidder kassedamer med tørklæder på i supermarkeder, at der marcherer religiøse optog i Nørrebrogade, at der er muslimsk fællesbøn på Rådhuspladsen, og at der kommer flere og flere muslimske TV-værter. Islam er blevet den nye normal, som ikke kan rulles tilbage, fordi den har opbakning fra Danmarks islam-venlige elite og ca. 85 pct. af vælgerkorpset. Og derfor forsvinder det hvide kristne Danmark for at give plads det brune dansk-muslimske Danmark. Man begynder at skimte Mellemøsten forude.