Danmark vil snart få en medieombudsmand. Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er nemlig enige om en aftale om opdatering af medieansvarssystemet i en digital medievirkelighed. Aftalen er en opfølgning på de anbefalinger, som Medieansvarsudvalget afgav den 28. januar 2025.
Aftalen indfører en medieombudsmandsinstitution, som skal sikre almindelig redelighed på ”de nye, alternative medier”. Den skal ikke gælde de traditionelle, etablerede medier, for disse er underlagt Pressenævnet. Hvem aftalen konkret skal gælde, vides ikke, fordi aftalen ikke definerer de ”nye, alternative medier”.
Aftalen begrundes med, at Danmark har brug for en ”fremskudt bastion i forsvaret af demokratiet og den demokratiske samtale, som er under et stigende pres fra falske nyheder og påstande”. Den underliggende præmis i aftalen er, at mens de etablerede medier sikrer den uforfalskede nyhedsstrøm, publicerer de nye, alternative medier ”nyhedslignende indhold”. Altså ikke rigtige nyheder, men fake news (falske nyheder).
Aftalepartierne er enige om at etablere en ny ansvarsnorm om ”god offentliggørelsesskik” over for alternative medieaktører. Fremover vil medieombudsmanden afgøre, om der er handlet i strid med denne nye ansvarsnorm, der vil tage udgangspunkt i almindelig redelighed. Medieombudsmanden vil kunne kræve, at ”uredelige” oplysninger skal rettes, og sker det ikke, kan det ”skyldige” medie pålægges bøder.
Aftalepartierne er desuden enige om, at medieombudsmanden skal kunne træffe afgørelse om, hvorvidt alternative medieaktører skal offentliggøre genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering. Manglende overholdelse af medieombudsmandens afgørelser om offentliggørelse af genmæle vil kunne straffes med bøde. Den nye regel om offentliggørelse af genmæle skal kun gælde ”de nye, alternative” medier, for de etablerede medier er underlagt Pressenævnet.
Indførelsen af en ny medieombudsmandsinstitution, der skal være dommer over troværdigheden og kvaliteten af nyheder, og som skal kunne politianmelde og retsforfølge de nye, alternative medier, der ikke lever op til en nyopfunden gummi-regel kaldet “ansvarsnorm”, vil give magteliten her i landet et ekstra våben i kampen mod politiske modstandere.
Medieombudsmanden skal jo kunne foretage politianmeldelser ud fra ”almindelig redelighed/god offentliggørelsesskik”, som hverken uddybes eller afgrænses. Den nye gummi-ansvarsnorm vil derfor ligesom straffelovens paragraf 266 b kunne bruges arbitrært og efter forgodtbefindende mod politiske modstandere.
Hvorom alting er: Med den nye medieaftale vil Danmark overhale autoritære lande indenom i forhold til indskrænkelser af pressefriheden og statens adgang til at kontrollere mediernes udgivelser.
André Rossmann

