Vi behøver ikke længere spekulere på, hvad den herskende klasse håber at opnå med den fortsatte muslimske masseindvandring og den deraf følgende islamisering. Da denne folkevandring startede ca. 1970, kunne man måske have tilgodeskrevet de islamvenlige politikere, deres ideologer og medier, at de trods advarsler ikke forstod, hvad islam går ud på.
Dengang og adskillige år frem lød den danske og europæiske statsræson, at muslimer var som alle andre. Man skulle give dem tid og en række indrømmelser, så ville de snart blive assimileret, og deres muhamedanske ideologi måtte blive en privatsag, som myndighederne og lovgivningsmagten ikke skulle blande sig i. Og det er vist nok stadig den officielle opfattelse på Christiansborg, på universiteterne og i mediehusene.
Men som tiden går, bliver det stadigt vanskeligere for tænksomme mennesker at acceptere, at det faktisk er sådan, politikerne og deres halehæng af journalister og kommentatorer tænker. For flere årtier siden må magthaverne have indset, at udviklingen ikke artede sig, som de ville bilde befolkningen ind, og at de i stadet var slået ind på en dødsrute, som nødvendigvis måtte føre til samfundsopløsning. Alligevel blev de ved med at importere tilhængere af Allahs ideologi og at give indrømmelser til dem. Senest med Lars Løkkes Koran-lov, der i realiteten genindfører blasfemiparagraffen, som blot har fået et andet navn. Vi må nu belave os på, at der ikke er grænser for de lunser, som politikerne er villige til servere for islam. Diktatur- og shariatilhængerne behøver blot at true med vold, så får de det, som de vil have.
En del politikere vrider hænder og bedyrer, at det sandelig ikke var den udvikling, de havde ønsket, men jeg bliver stadigt mere overtydet om, at det præcis er, hvad de har villet bane vej for.
Lad os se på de fordele, politikerne og myndighederne har af den fortsatte islamisering.
Det er alletiders julegave til politikerne og statsbureaukratiet, at de kan herske over en splittet befolkning. Ikke i den gamle forstand i form af divergerende politiske opfattelser, men i noget langt mere dybtgående, nemlig en radikal og uigenkaldelig splittelse mellem antagonistiske folk. I Danmark har vi således det danske folk, og så har vi det muslimske, og der er erfaringsmæssigt ikke ringeste udsigt til, at de vil gå op i en højere enhed. På ikke så langt sigt bliver konsekvensen, at Danmark bliver splittet i vidt forskellige retsordener, og opdelt i enklaver domineret af stammer, der ikke vil have med hinanden at gøre. Resultatet bliver konstant lavintensiv krig, idet hver stamme naturligvis må forsvare sit territorium og sikre sig, at dens kvinder ikke falder i hænderne på fjenderne – hvilket kunne medføre, at de sætter flere fjendtlige krigere i verden. Her har vi i øvrigt den dybere mening med islams kvindeundertrykkelse og dens forbud mod, at muslimske kvinder indgår ægteskab med ikke-muslimer. Muslimske mænd må derimod have så mange ikke-muslimske elskerinder, som de kan overkomme, for ifølge islamisk lov tilhører det eventuelle afkom af sådanne forbindelser manden.
Mens denne samfundsopløsning skrider frem, kan politikerne glæde sig over, at de ikke møder nogen samlet modstand. Dertil kommer, at deres skatteplyndring af borgerne aldrig får en ende, fordi en betydelig del af de Allah-troende er uproduktive og derfor afhængige af offentlige overførsler, som politikerne ikke tør gøre indhug i, fordi det ville medføre alvorlige uroligheder. Har man først grebet fat i islams hale, kan man ikke give slip, for så bliver man ædt.
Islamiseringen er også en glimrende anledning til at indføre censur og forbyde enhver politisk opposition. Det ser vi nu i EU og det ene europæiske land efter det andet. Det er jo uden videre klart, at når selve den folkelige sammenhængskraft er gået i opløsning, må statsmagten vælge side. Den kan ikke skræve over to befolkninger, der ikke vil have med hinanden at gøre. Og foreløbigt har EU og adskillige stater valgt at støtte islam. Vi ser det måske tydeligst i Tyskland og Storbritannien, hvis magthavere udfolder store bestræbelser for at true indvandrings- og islamkritikere til tavshed og antaste borgernes frie ret til at agitere for oppositionspartier, som de rutinemæssigt anklager for at være fascister. I England blev en mor idømt 31 måneders fængsel for en bemærkning, som myndighederne ikke brød sig om. Hundreder er arresteret, og mange sidder i fængsel. Keir Starmers regering har oprettet en særlig politienhed, hvis eneste opgave er at komme efter kritikere af indvandringen og islamiseringen. I Tyskland breder sig et krav om at forbyde Alternative für Deutschland, fordi det får støtte af stadigt flere.
Politikerne, deres eksperter og journalister kommer aldrig til at finde sig, at deres islamofile kurs bliver udstiller for, hvad den er. Og især vil de gå til enhver yderlighed for at forhindre deres modstandere i at opnå regeringsmagten. De vil hellere afbrænde hele hytten end give den fra sig.
Her har vi også grunden til de europæiske politikeres og journalisters sygelige had til Donald Trump. Han har haft held til at implementere præcis den politik, som de hader som pesten – lukkede grænser, ytringsfrihed, økonomisk fremgang for amerikanske arbejdere i stedet for ulovlige grænseoverskridere og sund, gammeldags fornuft i stedet for demokraternes tiltagende vanvid.
Hvis Trump taber denne kamp, er det også slut med Europa. EU og politikerne står allerede klar med knivene for at berøve os alle rettigheder.
George Orwell skrev om 1984. Gad vidst om han havde forestillet sig, at hans dystopi ville blive skinbarlig virkelighed tredive år senere.