Loyalitetserklæringer er blålys af rang

Loyalitetserklæringer er blålys af rang


Dumsmarte politikere, der er mere dumme end smarte, forsøger p.t. at narre danskerne til at tro, at man kan sikre sig muslimernes loyalitet ved at få dem til at underskrive loyalitetserklæringer.

Blandt de mere dumme end smarte er Frederik Vad (S), Københavns integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) samt den forhenværende Venstre-politiker Bertel Haarder, som man i Danmark af en eller anden grund betegner som ”intellektuel”.

I et indlæg i dagens Berlingske (18. dec.) foreslår Bertel Haarder, at man for at imødekomme Frederik Vads bekymring vedrørende offentligt ansattes loyalitet tvinger alle dem, der søger ansættelse i det offentlige, til at underskrive en loyalitetserklæring.

Jens-Kristian Lütken vil have ansøgere om kommunal støtte til at ”skrive under på en tro og love-erklæring om, at det, som de foretager sig, ikke er i modstrid med danske værdier”. Og de skal ”erklære sig indforstået med”, at kommunen fører tilsyn og eventuelt kræver støtten tilbagebetalt, hvis betingelserne ikke opfyldes.

Frederiks Vads og Jens-Kristian Lütken geniale forslag har givet den ”intellektuelle” Bertel Haardel stof til eftertanke, for han spørger: ”Hvorfor ikke gå et skridt videre og kræve en form for loyalitetserklæring af dem, der gerne vil være statsborgere og deltage i det danske demokrati? På denne måde kan man udelukke folk fra statsborgerskab, hvis det er sådan, at de grundlæggende ikke tror på det liberale, åbne, frie samfund”. Hvor svært kan det være.

For de uindviede kan vi oplyse, at loyalitetserklæringer er gammel kommunistisk vin, som danske politikere nu forsøger at hælde på danske flasker.

Under den militære undtagelsestilstand i Polen i 1981-1982 har de kommunistiske myndigheder nemlig tvunget polske lønmodtagere til at underskrive loyalitetserklæringer under trussel om at blive fyret og dermed miste forsørgelsesgrundlaget.

Det var f.eks. tilfældet med de ansatte i stålværket ”Huta Katowice”, som først blev fyret og derefter fik at vide, at de kunne blive genansat, hvis de underskrev en loyalitetserklæring.

Flere polakker nægtede at underskrive en loyalitetserklæring, fordi de ikke mente, at de var involveret i ulovlige eller samfundsundergravende aktiviteter.

Men der var også polakker, som underskrev en loyalitetserklæring, fordi de mente, at de ved at beholde deres job kunne bedre infiltrere og undergrave det kommunistiske regime indefra.

Det er derfor ikke svært at forestille sig, at radikaliserede danske muslimer vil vælge at underskrive en loyalitetserklæring, enten for at få ansættelse i det offentlige eller for at beholde deres job og så undergrave det danske demokrati indefra.

Loyalitetserklæringer er ikke en “stramning”, men ganske enkelt politisk blålys. De sikrer ikke loyalitet og er ikke det papir værd, de er skrevet på.

André Rossmann

 





Source link