Lovsjusk i Folketinget undergraver demokratiet

Lovsjusk i Folketinget undergraver demokratiet


Det skleroseramte danske velfærdssamfund, der er stagneret og sandet til på alle parametre, betragtes som et kunstværk, der ikke må pilles ved. Og det betyder, at udfordringer, som politikerne i årevis har lovet løsninger på, ikke er løst og fortsætter. Medierne er derfor nødt til med mellemrum at hive de samme gamle travere og klagesange ud af stalden igen. Og en af de gamle, tilbagevendende evergreens er det hastige og uigennemtænkte lovarbejde i Folketinget.

Lovmøllen på Christiansborg kværner videre i et svimlende tempo, fordi politikerne bruger mindre og mindre tid på at behandle det enkelte lovforslag. Den stigende regelmængde, der er mere end tredoblet siden 1989, er også et kæmpe problem. Mens borgere og virksomheder er forpligtede til at kende reglerne, er det i praksis en uoverkommelig opgave at sætte sig ind i alle de mange regler, som borgere og virksomheder skal overholde. Selv om overregulering påvirker produktivitets- og velstandsudviklingen negativt, pibler ideerne til nye regler frem fra politikerne, embedsmænd og interesseorganisationer. Politikerne kan ikke få øje på et problem uden, at de forsøger at score politiske point ved at foreslå en ny regel.

Lovgivning i Danmark hastefremlægges og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. Samtidig sætter regeringen rutinemæssigt lovgiverne under pres ved at udlevere rapporter og høringssvar alt for sent. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik.

Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. De får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at komme med indvendinger. Ideelt set skal lovgivning have et bredt sigte til gavn for almenheden. I praksis tjener ny lovgivning ofte snævre egeninteresser til gavn for en bestemt branche, en bestemt egn, eller et bestemt politisk parti – på almenhedens bekostning.

Begge Mette Frederiksens regeringer har brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. Et eksempel er lov om loft over huslejer. Regeringen har i 2022 med et snævert flertal (rød blok) vedtaget et loft over huslejer i 160.000 private udlejningsboliger. Lovforslaget er blevet hastet igennem i et hæsblæsende tempo. Det blev udarbejdet med kun den mest nødtørftige forberedelse af embedsmændene og herefter sendt i høring en fredag eftermiddag kl. 15.44 med svarfrist den efterfølgende mandag morgen kl. 10.00. Hastværket har medført, at helt basale analyser og beregninger af konsekvenser ikke er blevet gennemført. Ifølge Peter Mortensen, der er juraprofessor med speciale i ejendomsret og ekspropriation, er der en risiko for, at lovforslaget overtræder grundlovens paragraf 73, hvilket kan udløse et milliardstort erstatningskrav fra private udlejere mod staten – og dermed skatteyderne.

Det siger sig selv, at når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forringer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige, hvilket forløbet om koranloven viste med al ønskelig tydelighed. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som pegede på uforudsete problemer ved loven.

Alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger for at sikre tid til omtanke, men omtanke bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage. Allerede en måned efter SVM-regeringens dannelse fik man en høringsfrist på kun 7 dage, da regeringen ville afskaffe store bededag.

Da Folketinget sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, krævede regeringen, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til, at tingene gik ordentligt for sig.

Hastigheden i det danske lovgivningsarbejde stiger år for år. I gennemsnit har SVM-regeringen kun brugt 44,2 dage på at behandle et lovforslag. Under Løkke var det 63,6, under Thorning 64,4, og under Løkkes første regering var det 67,8. De forhenværende seks regeringer inden Frederiksen brugte mellem 76,6 og 63,6 dage i gennemsnit på at behandle et lovforslag.

Hvorom alting er: Den overordnede tendens i Folketinget er, at tiden til lovbehandling bliver kortere. Tingene skal ske meget hurtigt, og i politikernes optik er det ikke nødvendigt med offentlighedens besyv. Selv om det er en central del af demokratiet, at alle parter kan komme til orde og ikke bliver tromlet over, afkortes den demokratiske proces med det resultat, at organisationer, borgere og andre eksterne parter ikke har mulighed for at tage stilling til lovforslagene. Hastværk, lovsjusk og dårligt udtænkte hastelove er et stort demokratisk problem i Danmark, fordi de er på kant med grundloven, forringer lovkvaliteten og krænker borgernes retsbevidsthed.

André Rossmann





Source link