Briter demonstrerede i weekenden for national selvbevidsthed og mod masseindvandring. Det var folkets svar på otte årtiers eksperiment med det åbne samfund.
Billederne fra London viste noget, som det liberale establishment havde håbet var forsvundet for evigt: et folk der rejste sig i fællesskab. Hundredtusindvis gik gennem hovedstadens gader med fædrelandssange og flag, det engelske og britiske flag, walisiske og irske flag, familier med børn, arbejdere og akademikere, unge og ældre side om side, spontane omfavnelser, mænd og kvinder med opråb som ”beskyt vores børn og kvinder”, kristne kors i gadebilledet, taler, heriblandt af den 13-årige pige Courtney Wright, der blev bortvist fra sin skole for at bære sit lands flag i sit tøj.
Alle forenet i national samhørighed og med krav om ytringsfrihed og stop for masseindvandring og de omsiggribende seksualforbrydelser.
De gik for deres børns fremtid. De gik for deres kulturs beståen. De gik for deres nations ret til at være sig selv.
Medier og politikere var hurtige til at stemple demonstrationerne som “højreekstremisme”, men det var ikke hadske randgrupper. Det var en folkebevægelse af en art, som Europa ikke har set i generationer. Det, vi var vidne til, var et folkeligt svar på civilisationens dybeste krise siden Anden Verdenskrig.
Fra svage til stærke guder
For at forstå Londons demonstrationer må vi se dem som del af en større civilisatorisk vending.
Den amerikanske forfatter R.R. Reno har beskrevet, hvordan Vestens efterkrigselite byggede et samfund på “svage guder” – tolerance, universelle menneskerettigheder og materielt forbrug – som skulle erstatte nationalismens og troens stærke guder. Dette “åbne samfund” blev skabt med de bedste intentioner: “aldrig igen” skulle fanatisme, undertrykkelse og krig true menneskeheden. Hitler blev det åbne samfunds negative grundlæggelsesmyte.
Men efter otte årtier er eksperimentet ved at kollapse. Det åbne samfunds lækkende skib er ved at synke.
Manien med at åbne alle grænser og opløse alle bånd har skabt et civilisatorisk tomrum. Mens eliten prædiker åbenhed, bygger den mure omkring sig selv og trækker sig tilbage til kosmopolitiske enklaver, mens almindelige borgere ser deres samfund fragmentere.
Londondemonstrationen var et oprør mod tolerancens tyranniske diktat. De flag og fædrelandssange, som medierne fandt så stødende, var ikke nazistiske symboler, men udtryk for en dyb længsel efter tilhørsforhold. Folket hænger ved de stærke guder. Ikke fordi de ønsker konfrontation, men fordi kun stærke bånd kan skabe social sammenhængskraft.
Den uundgåelige etniske virkelighed
Historikeren Jerry Muller har vist, hvordan etnonationalismen ikke er en historisk fejltagelse, der kan overvindes gennem oplysning og god vilje, men en naturlig konsekvens af moderniseringens stærkeste strømninger.
Muller dokumenterer, hvordan det tyvende århundredes mest stabile perioder var kendetegnet af etnisk homogenitet opnået gennem det, han kalder “etnisk adskillelse”. Europas fred efter 1945 skyldtes ikke nationalismens nederlag, men dets succes: Hver nation havde fået sin egen stat uden mindretalsdominerede områder.
Som jeg skrev i min bog ”Fortællingen om fredens Europa”, sikrer den homogene nationalstat fred indadtil ved at skabe samhørighed mellem borgerne, og fred udadtil ved at løse grænsestridigheder og problemet med løsrivelsesbevægelser.
Dette perspektiv kaster nyt lys over de engelske demonstrationer.
Deltagerne viser ikke had mod andre folkeslag, men kræver retten til at bevare deres eget samfunds kultur. De reagerer på masseindvandring som kulturel tektonisk forskydning, der truer med at fragmentere det fundament, som deres kultur er bygget på.
Som Muller påpeger, er forsøget på at undertrykke etniske identiteter ikke blot urealistisk. Det er er farligt, fordi det skaber eksplosive spændinger, der i sidste ende risikere at bryde frem i voldelige opgør.
Folkestyre kræver et folk
Demokrati kræver et demos. Et folk med fælles identitet, der accepterer flertalsbeslutninger og påtager sig gensidige forpligtelser. Uden en sådan sammenhængskraft degenererer demokratiet til den blotte rivalisering mellem separate grupper.
Den multietniske fragmentering, som det åbne samfund har fremmet, undergraver derfor selve grundlaget for demokratisk styring.
Når borgerne ikke længere ser sig selv som del af samme folk, forsvinder motivationen til at bidrage til fælles goder som velfærdsstaten, uddannelsessystemet og det nationale forsvar. I stedet opstår det, som politologen Robert Putnam har kaldt “hunker down”-effekten: Hver gruppe trækker sig tilbage til sine egne og møder andre med mistillid.
Demonstranterne i London krævede i bund og grund retten til at være et folk, ikke bare en samling individer, der tilfældigvis bor på samme territorie, men en nation med fælles historie og fremtid. Det er denne grundlæggende ret, som det åbne samfunds ideologi nægter at anerkende.
Integration eller separation
Spørgsmålet er nu, hvordan Storbritannien og andre europæiske lande skal forholde sig til denne virkelighed. Mullers historiske analyser viser, at når etniske spændinger først har nået et vist niveau, findes der grundlæggende kun to løsninger: integration eller separation.
Integration kræver, at indvandrere og deres efterkommere adopterer værtsnationens kultur og identitet så fuldstændigt, at etniske skel over tid forsvinder. Ingen tænker på, at Peter Schmeichel har polske rødder. Om denne model for kulturel assimilering virker over for de store ikke-vestlige grupper, må tiden vise. Man kan tvivle på det. I så fald bliver hjemsendelser for alvor et politisk emne.
Separation er den realitet, vi har levet med i de sidste 30-40 år. Det er, lad mig bare sige det stille og roligt, ikke holdbart.
De stærke guders genkomst
Demonstrationen i London markerede ikke enden på det åbne samfund, men begyndelsen på dets forvandling, dets omkalfatring. De stærke guder – nationalisme, tro, tradition, tilhørsforhold – vender tilbage, fordi mennesker har brug for dem.
Det behøver ikke føre til had eller væbnet konflikt, men det kræver erkendelsen af nogle grundlæggende sandheder: At mennesker naturligt organiserer sig i etniske og kulturelle grupper, og at stabile samfund kræver en vis grad af homogenitet for at fungere.
Det åbne samfunds fundamentale selvmodsigelse er, at det kun kan opretholdes gennem lukkethed over for sin egen kritik. Jo mere åbent, det påstår at være, desto hårdere må det slå ned på enhver, der påpeger dets lukkede karakter. Massearrestationer af nationalt sindede og indvandringskritikere er et epidemisk fænomen ved det britiske system. Deri ligger også en grund til det omfattende oprør, vi så i weekenden.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter