I et indlæg i Berlingske den 30. sept. 2024 har Heino Kegel, forbundsformand i Politiforbundet, Casper Nørgaard Petersen, formand for Foreningen af Offentlige Anklagere (FOAN), og Mathias Hvid Dalgaard Jakobsen, formand for HK Politiet og anklagemyndigheden, beklaget sig over en påstået ressourcemangel i politiet og anklagemyndigheden. “Dansk politi har mere end nok at slås med: En øget international sikkerhedstrussel, tunge bevogtningsopgaver, økonomisk kriminalitet på nettet, ressourcekrævende grænsekontrol og en eskalerende bandekonflikt i København. Og når politiet har travlt, får anklagemyndigheden og HKerne i politiet lige så travlt. Det hænger uløseligt sammen”. Danske politifolk og anklagere løber derfor stærkt, sagsbunkerne vokser, forebyggende opgaver bliver nedprioriteret og borgerbetjeningen bliver forringet, fordi politiet ‘vasker sager’ ved ikke at efterforske dem tilstrækkeligt af mangel på tid og ressourcer.
Situationen er mildest talt kritisk, hvorfor både politiet og anklagemyndigheden er nødt til at prioritere benhårdt i opgaverne, skriver de tre fagforeningsformænd. Og hvad munder deres benhårde prioritering ud i? Jo, bl.a. en hidsig jagt på personer, der formaster sig til at ytre sig kritisk om den voksende muslimske underklasse. Til det formål bruger politiet og anklagemyndigheden straffelovens § 266 b, den såkaldte racismeparagraf, der er en hån mod ytringsfriheden, fordi den beskytter krænkede følelser og straffer, hvad der i et demokratisk samfund må og skal være helt legale ytringer. I de seneste år er der sket en kraftig stigning i antallet af straffesager efter § 266 b. Her er det påfaldende, at anklagemyndigheden i stigende grad vælger at rejse tiltale i sager, som politiet ellers har lukket, idet der er så meget regulær kriminalitet, som burde dømmes først.
De mange domme, der bliver afsagt i 266 b-sager, viser, at grænserne for anvendelsen af § 266 b er blevet fuldstændig tilfældige og baseret på dommerens personlige og subjektive skøn. I en racisme-retssag fandt retten i Kolding således, at en påstået racistisk udtalelse ikke var fremsat som led i en saglig debat. Retten mener med andre ord, at den arbitrært kan afgøre, hvornår en debat er saglig og dermed lovlig. I en anden retssag idømte retten i Holstebro en herboende irakisk mand 7 dages betinget fængsel for at have bragt racistiske vittigheder på sin hjemmeside. § 266 b blev dermed brugt til at strafforfølge folk for at offentliggøre platte og småracistiske vittigheder, som udelukkende er et udtryk for dårlig smag og manglende dannelse. I en tredje retssag blev den iransk-fødte kunstner Firoozeh Bazrafkan dømt for på sin blog på Morgenavisen Jyllands-Posten at have skrevet, at ”hun er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel”. Det udsagn kan man finde forargeligt, men i et demokratisk samfund imødegår man det med argumenter i stedet for at forbyde det.
Også 24NYT er blevet tiltalt efter § 266 b. Vi har nemlig bragt et udsagn, der udtrykker sandheden om de herboende muslimer. Men set med politiets og anklagemyndighedens briller er sandheden forhånende for muslimerne og dermed kriminel. For det stærkt politiserede danske retsvæsen er sandheden irrelevant, og derfor bruger politiet og anklagemyndigheden enorme ressourcer på at slæbe folk i retten og dømme dem for at have krænket muslimernes følelser. Det morsomme er, at omtalte udsagn, som 24NYT er tiltalt efter, er et citat fra et læserbrev bragt i Jyllands-Posten. Os bekendt er hverken Jyllands-Posten eller læserbrevskribenten blevet dømt efter racismeparagraffen.
I det illiberale Danmark styres både domstolene eller anklagemyndigheden politisk af staten. Det er Justitsministeriet, der ansætter og afskediger de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Og det er Justitsministeriet, der ifølge retsplejeloven er de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Anklagemyndigheden er en del af den udøvende magt og er således ligesom politiet undergivet de politiske prioriteringer, som en given regering måtte have. Det kan derfor ikke undre, at anklagemyndighedens ageren i højtprofilerede sager som dukkesagen, forløbet vedrørende Loyal to Familia og sagen imod en slovakisk hockeyfan for overfald på Søren Pape har skabt ganske meget tvivl om myndighedens politiske uafhængighed.
Ifølge juridiske eksperter går der i Danmark ofte politik i juraen. F.eks. har den tidligere justitsminister Nick Hækkerup været involveret i beslutningerne om at sigte hhv. FE-chef Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, både som medlem af regeringens sikkerhedsudvalg (det politiske niveau) og den øverste i hierarkiet inden for retssystemet (det retlige niveau). ”Man kan derfor godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – bl.a. diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, sagde Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet, til Berlingske.
Også andre juridiske eksperter har påpeget, at anklagemyndigheden i Danmark er underlagt eller påvirket af politisk pres i konkrete straffesager, og at man fra politisk hold kan påvirke eller bestille en straffesag. Der er bl.a. kommet beskyldninger om, at regeringen har bestilt sagen mod folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) om læk af statshemmeligheder, og at den har holdt grundlaget for tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen hemmelig.
Hvorom alting er: I et demokratisk samfund imødegås politiske udsagn med politiske argumenter. Men det er anderledes i det illiberale Danmark. Her anvender magthaverne det offentlige magtapparat – politi, anklagemyndighed og (følgagtige) domstole – mod dem, de er politisk uenige med. Her rammes kritikere ved misbrug af straffeloven, herunder § 266 b, i retssager uden juridisk substans. Alt imens klager politiet og anklagemyndigheden over, at alvorlig kriminalitet ikke bliver håndteret grundet manglende ressourcer.
André Rossmann