Når en tryllekunstner afslører sine tricks, mister magien sin kraft. Noget lignende sker lige nu med den liberale verdensorden, ifølge Philip Pilkington. Den irske politiske tænker og økonom har i en række essays, interviews og nu også i en ny bog, “The Collapse of Global Liberalism”, argumenteret for, at vi står over for liberalismens sammenbrud både internationalt og i de vestlige samfund.
Tegnene på liberalismens forfald er ikke længere til at overse. Trumps valgsejr og Brexit markerede begyndelsen på et politisk jordskred, der nu accelererer verden over. Kina, Rusland og Iran etablerer ikke-liberale magtcentre, mens intellektuelle politikere som JD Vance får gehør for postliberale ideer.
Amerikanske demokrater erkender, at landets vælgere afviste den ”bløde liberalisme” ved det seneste valg, hvilket afspejles i byer som Los Angeles og San Francisco, hvor vælgerne har smidt de politikere ud, der var ”soft on crime”. Samtidig viser Ungarn en alternativ vej: På femten år har landet fordoblet sin ægteskabsrate fra Europas laveste til højeste og skabt sikre gader gennem en hård indvandringspolitik.
Den liberale personlighedskult omkring figurer som Trudeau og Merkel er kollapset. Kronen på liberalismens hoved er faldet. I stedet ruller en illiberal bølge hen over Europa med populistiske partier.
Liberalismen mister terræn, fordi den ikke længere kan levere det, den lover: sikkerhed, mening og fællesskab. Hvordan ser vi det?
Modstanden mod liberal opløsning
En af Pilkingtons centrale indsigter er, at liberalismen systematisk undergraver den orden, der holder samfund sammen. Familie, lokale fællesskaber og kristne normer betegner han som “ikke-liberale strukturer”. Ikke fordi de er antidemokratiske, men fordi de bygger på kollektive forpligtelser frem for individuel autonomi.
Familiens fundament er fx ikke kontraktuel. Et barn vælger ikke sine forældre, forældre kan ikke opsige deres ansvar, og ægteskabet er – ret forstået – en sakral pagt, der overskrider begge parterne. Det strider mod liberalismens kerneidé om, at alle menneskelige relationer bør kunne reduceres til frivillige aftaler mellem autonome individer.
Lokale fællesskaber fungerer på samme måde.
Når naboer hjælper hinanden, sker det sjældent på basis af skriftlige kontrakter eller økonomisk kalkule. Der er tale om uudtalte normer, gensidig forpligtelse og en følelse af at tilhøre noget større end sig selv. Disse bånd kan ikke konstrueres gennem politik. De må vokse organisk frem gennem fælles erfaringer og etiske normer.
Kristendommen tilbyder en transcendent moralsk orden, individet forventes at underordne sig. Det står i skarp kontrast til liberalismens relativisme, hvor hver person frit skal kunne vælge sin egen livsform uden henvisning til objektive sandheder.
Men hvis alt er tilladt, og ingen værdier er højere end andre, forsvinder grundlaget for at stille krav til hinanden og dermed for selve samfundslivet.
Siden 1990’erne har det, Pilkington kalder “hyperliberalismen”, domineret. Resultatet er en ensomhed, der æder sig ind i sjælen, og en følelse af meningsløshed, som ingen nok så store kataloger af individuelle rettigheder kan udfylde. Hvor liberalismen lover frihed, leverer den fængsel; hvor den lover autonomi, skaber den atomisering.
Det nye menneskes umulige projekt
Liberalismen bygger på en abstrakt forestilling om “det nye menneske”.
Det er et væsen, der kan forme sin identitet, sine relationer og sin livsbane uden hensyn til tradition, natur eller overleverede normer. Det er et menneske, der i princippet kan omdefinere sig selv efter egen vilje.
Denne vision er ikke blot urealistisk. Den er destruktiv.
Når ægteskab, kønsidentitet og velfærdsydelser bliver til spørgsmål om et frit valg, forsvinder deres dybere betydning. Pilkington bruger eksemplet med transkønnede som illustration: Idéen om, at man kan skifte køn ved at indgå en juridisk kontrakt med staten, afspejler liberalismens tro på, at selv de mest fundamentale aspekter af menneskets eksistens kan forhandles.
Men mennesket er ikke en blank tavle. Vi er sociale væsener, formet af biologi, kultur og historie. Liberalismens forsøg på at frigøre os fra alle ikke-valgte bånd fører ikke til frihed, men til fremmedgørelse. Når intet er givet på forhånd, og alt skal konstrueres, mister livet mening og retning.
Resultatet er ikke det lykkelige, selvrealiserede individ, som liberalismen lover, men det ængstelige menneske, der konstant skal genopfinde sig selv i et tomrum af muligheder uden vejledning. Som skibbrudne på individualismens øde ø.
Den geopolitiske virkelighed bag retorikken
På det globale plan har liberal internationalisme vist sig som “form uden indhold”, som Pilkington formulerer det.
Dens fortalere opererer på høje abstraktionsniveauer med tale om “værdier” og “liberalt demokrati”, men undgår systematisk konkrete diskussioner af magt, økonomi og realpolitik.
Tag eksemplet med europæisk fred. Liberale internationalister hævder, at freden skyldes amerikanske værdier og institutioner. Men virkeligheden er mere prosaisk: Fred mellem stormagter sikres af gensidigt ødelæggelsespotentiale, ikke af liberale værdier.
Liberale internationalister som Fukuyama talte henført om Ukrainekrigen som en revitalisering af den liberal verdensorden. Men så kom regningen:
Ikke blot er Rusland ikke smidt ud, Vesten er blevet mere isoleret i verden. Sanktioner mod Rusland har accelereret fremkomsten af alternative magtblokke som BRIKS. Dollarsystemets hegemoni trues af indefrysningen af russiske valutareserver.
Udenrigsminister Marco Rubio har dog erkendt, er det unipolære øjeblik forbi. Vi har bevæget os ind i en multipolær verden med flere ikke-liberale magtcentre. At benægte denne virkelighed af rå magtrelationer og klynge sig til retoriske abstraktioner gør blot tilpasningen sværere.
Spørgsmålet, Pilkington stiller, er: Hvor hurtigt vil vi i Vesten erkende virkeligheden og begynde at bygge noget bedre?
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter