Den tyske kansler Friedrich Merz stillede bramfrit diagnosen på det syge Tyskland i et interview for nylig: ”Vi kan ikke længere finansiere velfærdsstaten, som den ser ud i dag, med de midler, vi har til rådighed”. Situationen er den samme i Storbritannien og Frankrig, der ligesom Tyskland stønner under en gigantisk og hastigt voksende offentlig sektor konstant presset af et vælgerkorps, der kræver mere omsorg, flere offentlige ydelser, mere statsbetalt tryghed og kortere arbejdstid. Politikerne er ængstelige, de har ingen brugbare løsninger og føler sig trængt op i en krog. Derfor får vi bare mere af det samme. Voksende offentlig sektor, mere formynderstat, mere centralisering. Hele Europa – også Danmark – bevæger sig mod en moderne version af DDR – dog nu med mobiltelefon og sociale medier, hvor folkestyre betyder, at det er folket, der bliver styret. Venligt, men bestemt.
Den fælles paneuropæiske holdning til indvandring og integration viser klart, at det europæiske samfund er i opløsning. Universiteternes kvalitetsniveau er i tilbagegang. Den offentlige uddannelse og forskning sakker agterud i forhold til USA og Kina. Forskere, ledere og iværksættere forlader den synkende EU-skude. Den grønne voldtægt af de europæiske økonomier lammer virksomhedernes konkurrenceevne på grund af de høje energipriser til stor glæde for Kina, der leverer sømmene til vores ligkister i form af solceller og vindmøller. Selv bygger kineserne fire kulkraftværker hver eneste måned for at være sikre på at bevare konkurrencefordelen over for de grønne tosser i Europa gennem billig og pålidelig energi.
Den europæiske indvandringspolitik er en selvpåført katastrofe, der har resulteret i en tolerance og accept af den totalitære islamiske ideologi, der nu sætter sit stadige stærkere aftryk på europæisk kultur og samfund. Vi har tilladt mange millioner af migranter fra islamiske kultursamfund at slå sig ned i vores demokratiske retsstater uden at forlange noget som helst til gengæld. Vi har ikke stillet krav om respekt for vores frihed og folkestyre, men tilladt migranterne at forskanse sig i ideologiske parallelsamfund, hvilket har ført til, at migranterne og deres efterkommere nu hader os endnu mere end de tyrannier, de kom fra. Hvis kansler Merkel til inspiration for os alle i 2015 havde indført en obligatorisk indslusningseksamen for indvandrere, der indførte dem i demokrati, retsprincipper, ligestilling og samfundssind som forudsætning for opholdstilladelse, ville vi ikke have stået i den nuværende taberposition.
I Tyskland er demokratiets nederlag nærmest totalt. Nytårsaften 2015 angreb et stort antal mandlige migranter værgeløse kvinder i Köln. Mere end 1000 klager om seksuelle overgreb blev rettet til politiet, som sammen med et loyalt mediekorps fejede den store sexskandale ind under gulvtæppet. De sociale medier fyrede op under overgrebene, og presse og politikere måtte modstræbende grave sagen frem fra glemslen. Intet er dog forandret. Samtlige tyske partier minus AFD har netop indgået en aftale om, at indvandring og integration ikke må være den del af den politiske kampplads. AFD’s politiske program er solidt forankret i demokrati og retsstat, men den tyske efterretningstjeneste har alligevel stemplet partiet som forfatningsstridigt. Til kansler Merz’s åbenlyse fryd har en domstol i Ludwigshafen forbudt borgmesterkandidaten fra AFD, Joachim Paul, at stille op til borgmestervalget med den begrundelse, at han går ind for remigration, som i Tyskland anses for forfatningsstridigt.
I Storbritannien er situationen ikke bedre. Myndigheder og politikere mørkelagde i mere end ti år sexskandalen i Rotherham, hvor hundredvis af purunge piger blev gruppevoldtaget af pakistanske indvandrere. Det er i dag strafbart at udtale sig kritisk om islam, og grænserne er vidtåbne for migranter fra islamiske kultursamfund. Også Frankrig er havnet i den sorte gryde. Her eksisterer der mere end 700 islamiske såkaldte no-go-områder, hvor politiet ikke tør vise sig uden ledsagelse af kampklædte kolonner. I Danmark er vi også helt med på unoderne. Der bliver ikke stillet krav til migranter fra islamiske kultursamfund, der lever i deres egne afsondrede samfund under moskeernes beskyttende halvmåne. Med koranloven har regeringen velvilligt nu gjort det til en strafbar handling at udsætte den totalitære islamiske ideologi for ’utilbørlig’ behandling.
Og det er endda kun begyndelsen. Der er opstået en forståelsens akse mellem vælgerbefolkningen, medierne, universitetsungdommen og islamiske aktivistgrupper, der fremskynder udviklingen henimod en centraliseret formynderstat. Ungdommen solidariserer sig med palæstinabevægelsen mod USA, Israel og jøder. Der er netop publiceret en opinionsanalyse, der påviser, at på Københavns Universitet er man socialt landsforvist, hvis man politisk ligger til højre for Enhedslisten og SF. Det store flertal af marxistiske kandidater, der forlader universitetet i de kommende år vil være dem, der dominerer den enorme offentlige sektor de næste 50 år. De støttes af medierne, der præges af røde journalister. Enhedslisten er det største parti på journalisthøjskolen. Vælgerbefolkningen har til fulde demonstreret, at den er villig til at opgive sin frihed for statsbetalt tryghed, som de nye magthavere hellere end gerne leverer.
Europa er ved at sande til af sløve, reformresistente politikere, tryghedsfikserede vælgere og et neo-socialistisk magtkompleks af medier og embedsværk forbundet med antisemitiske interessegrupper. Vi er ved at blive levende begravet. Vi må glæde os over, at det sker frivilligt.