”Never flog a dead horse”, lyder et engelsk ordsprog, hvilket betyder, at man ikke skal fremme en sag, der allerede er død og begravet. To værter på TV2 News fik i sidste uge slæbt en død hest ind i studiet til en gang pisk. Indslaget havde besøg af den pålidelige og populære militæranalytiker Claus Mathiesen, der skulle kommentere præsident Trumps fredsforhandlinger i Ukrainekrigen. De to værter undrede sig over, at Trump forekom blød og eftergivende over for Ruslands Putin og stillede den intetanende Mathiesen det spørgsmål, om det kunne tænkes, at Trump under et tidligere besøg i Moskva havde været involveret i kompromitterende aktiviteter således, at Putin nu havde en klemme på ham? Claus Mathiesen afviste klogt at kommentere på rygter og spekulationer, og den døde hest, de to værter havde slæbt ind i studiet, nægtede at lade sig piske til live igen.
De mulige kompromitterende aktiviteter, TV2 henviste til, stammer fra det berygtede ’Steele Dossier’, en frit opfundet og konstrueret rapport, som en afdanket britisk efterretningsagent havde produceret på bestilling fra Hillary Clintons kampagnestab med det formål at trække tæppet væk under Donald Trumps valgkamp og senere præsidentembede. Rapporten ’dokumenterede’, at Trump under et besøg i Moskva skulle have betalt to lokale damer fra det lette kavaleri til at tisse i en hotelseng, som USA’s præsident Obama havde sovet i. Rapporten berettede videre, at Trump havde indgået en sammensværgelse med præsident Putin, der havde infiltreret valgkampen til Trumps fordel. Det var med afsæt i Steele-rapporten, at Hillary Clinton erklærede, at valget af Trump var svindel, og at han ulovligt havde tilranet sig præsidentposten. Denne løgnehistorie blev bragt til torvs af ingen ringere end præsident Obama og efterretningstjenesterne, der lækkede historien om Trump-Putin sammensværgelsen til de regeringstro medier, New York Times, Washington Post og CNN, som i de følgende år førte en perfid kampagne mod landsforræderen Trump, som russerne havde anbragt i Det Hvide Hus.
Demokraterne fik rejst en rigsretssag mod præsident Trump under forsæde af den tidligere FBI-chef Robert Mueller, som efter to års stormløb mod Trump måtte erkende, at mistanken og anklagerne mod Trump for konspiration og landsforræderi var grundløse og uden hold i virkeligheden. Demokraternes og mediernes fejlslagne konspiration og karakterattentat mod Trump blev med succes næsten mørkelagt i pressen. Også den danske, der fik stablet den formulering på benene, at rigsretten på ingen måde frikendte Trump, men måtte opgive at løfte bevisbyrden. De amerikanske medier forholdt sig tavse, fordi New York Times og Washington Post var tildelt Pulitzerprisen for deres dækning af konspirationssagen.
Pulitzerprisen blev tidligere anset for en slags Nobelpris for pressen, men i dag består priskomiteen af folk med de rigtige meninger, der giver prisen til medier med de rigtige meninger, der betjener et publikum med de rigtige meninger. Altså en net og lindt kredsløb for de politisk ligesindede. Det er nu til fulde dokumenteret, at Steele-rapporten og hele kampagnen rettet mod Trumps ’sammensværgelse ’ var løgn og opspind fra ende til anden, men vi lever jo i en tid, hvor medierne har ret til deres egen sandhed, så Pulitzer diplomerne hænger stadigt prominent udstillet i bladhusene Washington Post og New York Times.
I august i år offentliggjorde USA’s National Intelligence en serie dokumenter, der åbenbarede præsident Obamas rolle som arkitekten bag konspirationssagen mod Trump med assistance fra efterretningstjenesterne. I den forbindelse udtalte chefen for National Intelligence, Tulsi Gabbard, at Obamas regeringsapparat bevidst havde forsøgt at ulovliggøre præsidentvalget i 2016 og Trumps præsidentembede. Den ansete historiker Victor Davis Hanson har siden kommenteret, at de virkelige konspiratorer, Obama og efterretningscheferne, næppe kan drages til ansvar for deres forræderi mod staten og demokratiet, men at det er lige så vigtigt, at sandheden om Trumps ’sammensværgelse’ nu endelig er kommet fra i lyset.
Men hvordan kan to studieværter på TV2 News finde på at slæbe denne aflivede hest af stalden og piske på den i fuld offentlighed? Det kan de ifølge en aktuel analyse fra Syddansk Universitet i Odense, fordi danske medier og journalister befinder sig i et lukket venstreorienteret nyhedskredsløb, hvor de næsten udelukkende betjener sig af ligesindede nyhedskilder. Analysen er foretaget af professor Gunnar Lind Haase Svendsen, som konkluderer, at de fire førende dagblade (Politiken, Berlingske, Information og Jyllands-Posten) alle hælder mod venstresnoede holdninger og kilder, og at journalisterne gør det i endnu højere grad. Analysen viser, at danske journalister i 9 ud af 10 tilfælde lader sig made gennem venstreorienterede medier og kilder.
I perioden 1998 – 2025 viser professor Haase Svendsens analyse, at også aviserne i 9 ud af 10 tilfælde benyttede sig af venstreorienterede kilder. Professoren konkluderer, at vi i Danmark har en fasttømret venstrekultur i dagspressen og blandt journalisterne. Hertil kommer, at alle meningsmålinger af danske medier klart viser, at et stort flertal af journalisterne på de to statskontrollerede TV-kanaler stemmer rødt, kun overgået af journalisthøjskolen hvor et stort flertal af de studerende hepper på Enhedslisten.
Moderne journalistik handler ikke om sandhed og kendsgerninger, men om følelser og holdninger, så de to uheldige værter på TV2 News, der forsøgte at markedsføre den for længst aflivede konspirationsanklage mod Trump, har sikkert ikke vidst bedre, da USA’s præsident i deres røde kildeunivers stadig anses for landsforræder og agent for Putin. Med den form for nyhedsdækning er der jo ikke noget at sige til, at næsten 90 procent af danskerne i en meningsmåling ville have valgt Kamala Harris som USA’s præsident.
Et lavtliggende dalstrøg omkring Dresden blev under DDR-styret i folkemunde omdøbt til ’Tal der Ahnungslosen’ (De Uvidendes Dal), fordi man her ikke kunne modtage tv-signalerne fra Vesttyskland og derfor ikke vidste, hvad der foregik i den virkelige verden. Nu kan vi vist byde Danmark velkommen i klubben.

