Donald Trump bliver dagligt latterliggjort af venstreorienterede og liberale kommentatorer. Hans indlæg på sociale medier er kaotiske, hans retorik brutal, hans diplomatiske stil anses for primitiv. De har så utrolig svært ved at erkende (eller indrømme), at Trumps succes i Mellemøsten skyldes en fundamentalt anderledes tilgang til international politik, der bryder med årtiers fejlslagent diplomati.
Lad os se nærmere på den. Og hvorfor kun Trump kunne levere et gennembrud.
Styrke som forudsætning
Victor Davis Hanson beskriver, hvordan Trump “dealt with enemies, allies, and neutrals from a position of strength, comparative advantage, and national ascendance, unlike the appeasing and anemic Biden years or the apologetics of Obama.”
Det er netop kernen i Trumps mellemøstlige strategi: Man forhandler ikke ud fra svaghed eller moralsk selvudslettelse.
Det betød, at Trump tillod Israel at ødelægge Hamas’ militære kapacitet, lamme Hizbollah og slå tilbage mod Houthierne. Det betød også, at Trump bombede Irans atomfaciliteter og radikalt svækkede landets luftforsvar. Når Hamas og Iran skal til forhandlingsbordet, ved de, at alternativet ikke er flere FN-resolutioner eller bekymrede erklæringer fra Bruxelles, men militær tilintetgørelse.
Det står i skarp kontrast til både Obamas og Bidens undskyldende tilgange. Terrororganisationer tolker den slags tvetydighed som svaghed. Da Biden advarede Netanyahu mod at gå ind i Rafah, og Netanyahu alligevel gjorde det med succes, underminerede det ikke bare amerikansk troværdighed, men sendte også signaler til Hamas om, at international pression kunne redde dem.
Trump eliminerede denne tvetydighed. Hans budskab var klart: Israel har fuld amerikansk opbakning til at forsvare sig. Resultatet? Hamas i ruiner og en iransk terrorakse, der er brudt betydeligt svækket.
Transaktionel realisme frem for idealistisk symbolpolitik
En anden analytiker, Walter Russell Mead, karakteriserer Trump ved evnen til at “organize a coalition of realists against the pretensions of fantasists.” Trumps styrke ligger ifølge Mead i hans bastante afvisning af diplomatiets tomme ceremonier. Trump var “entirely transactional. Unlike the Biden administration, he did not libel the Saudis, or demonize Netanyahu, or take seriously any of the past proverbial empty ‘peace plans’ of a corrupt UN or of terrified Europeans.”
I stedet tilbød Trump konkrete fordele: Handelspagter, militær beskyttelse, adgang til amerikanske markeder, teknologisamarbejde om AI og robotteknologi.
Et eksempel er Qatar: Trump lovede en forsvarsaftale, men gjorde det samtidig klart, at enhver fortsættelse af Qatars dobbeltspil – hvor landet både huser amerikanske baser og Hamas-ledere – ville få konsekvenser. Da Israel bombede Hamas-ledelsen i Doha, forstod Qatar budskabet. Emiratet søger nu amerikansk beskyttelse på amerikanske præmisser.
Et andet eksempel er Golfstaterne: Trump brugte Abraham-aftalerne og handelstrusler til at sikre, at moderate arabiske stater finansierer genopbygningen af Gaza og holder Hamas politisk nede. Alle parter får noget ud af aftalen. Det er ikke bare symbolske erklæringer.
Det er fundamentalt forskelligt fra den europæiske tilgang, hvor “fredsprocesser” degenererer til permanente institutioner, der beskæftiger tusindvis af diplomater i håbløse forhandlinger uden konsekvenser for nogen. Trumps metode er brutal i sin enkelhed: Alle får noget, hvis de arbejder med aftalerne. Ingen får noget, hvis de ikke gør.
Urokkelig klarhed i alliancer
Ifølge Matthew Continetti har Trump været klar i sit forhold til Israel gennem mere end et årti. Det er måske Trumps mest undervurderede styrke: Fuldstændig forudsigelighed i, hvem han støtter.
Hvor Biden-administrationen sendte blandede signaler – våbenleverancer kombineret med offentlig kritik af Netanyahu, sympati for israelske sikkerhedsbehov blandet med bekymring for “humanitære forhold” i Gaza – eliminerede Trump enhver tvivl.
Han flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem, anerkendte israelsk suverænitet over Golanhøjderne, og trak USA ud af Iran-aftalen. Da krigen brød ud, støttede han Netanyahu uden forbehold.
Når Amerikas fjender ved, at USA står hundrede procent bag sine allierede, bliver de mere forsigtige. Og når Amerikas allierede ved, at støtten er urokkelig, bliver de mere selvsikre i deres militære operationer.
Det modsatte så vi under Obama, hvor Israel konstant måtte se sig over skulderen for at sikre sig amerikansk accept, før landet besluttede sig for at handle. Denne tvivl forlængede konflikterne og gav terrororganisationer håb om international intervention til deres fordel.
De europæiske lederes symbolske anerkendelser af en palæstinensisk stat (af frygt for tilvandrede terrorister og voldsparate Gaza-demonstranter) blev i Ramallah og Teheran tolket som tegn på vestlig svaghed.
Trump sendte et andet signal: Israel får lov til at vinde, og ingen kommer Hamas til undsætning.
Trumps metode
De fleste hader og håner Trump. Men Trump har leveret resultater – gidslerne er nu hjemme, Hamas er besejret, Hizbollah er lammet, Irans atomprogram er delvist ødelagt. Det er mere, end nogen amerikansk præsident har opnået i Mellemøsten siden Camp David-aftalerne.
Metoden?
Trump underkaster sig ikke de sædvaner, der har gjort mellemøstligt diplomati til et symbol på magtesløshed. Han ignorerer FN’s moralisme, Europas dobbeltmoral og mediernes hysteri. I stedet fokuserer han på resultater.
Det kan virke primitivt for dem, der er opdraget med forestillingen om, at international politik handler om multilaterale processer og “dialog”. Men for gidslernes familier, der nu holder deres kære i deres arme, er Trumps metode effektiv. Og i sidste ende er det resultater, der redder liv.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter