Anna Ancher Aftensbøn
En ny undersøgelse i Kristeligt Dagblad viser, at 78 procent af danskerne anser Danmark for at være et kristent land. Det er en markant stigning fra 2016, hvor kun 65 procent delte denne opfattelse. På mindre end et årti er der sket et skred i danskernes selvforståelse. Denne udvikling er ikke tilfældig, men afspejler et øget behov for åndelig forankring.
Nu skal jeg nok lade være med at gætte på, hvorfor denne stigning sker. Et sådant gæt risikerer jo blot at være min egen projektion. Men jeg vil gerne forklare, hvorfor kristendommen er afgørende for vores eksistens og kultur.
Kriser skaber behov for åndelig tryghed
Stigningen i danskernes anerkendelse af vores kristne rødder kommer ikke ud af ingenting. Vi har gennemlevet sekularisering, kulturel selvfornægtelse, masseindvandring, en pandemi, oplevet krig i Europa, kriminaliteten er blevet grovere, og vi står over for økonomiske udfordringer.
I sådanne krisetider søger mennesker naturligt efter faste holdepunkter. Kristendommen har gennem århundreder tilbudt netop dette: et fast ståsted i turbulente tider. Nationens modstandskraft er forankret i noget åndelig og transcendent.
Et fundament for dansk identitet
At Danmark er et kristent land, er tydeligt for enhver, der betragter vores nationale symboler. Dannebrogs hvide kors minder os om Jesu korsfæstelse, monarken er ifølge grundloven forpligtet på den evangelisk-lutherske kirke, og staten understøtter folkekirken.
Men dybere endnu ligger kristendommens indflydelse på vores love, kunst, litteratur og etik. Næstekærlighed, tilgivelse, personlig ansvarlighed, barmhjertighed og troen på menneskets ukrænkelige værdi er goder, som har formet det danske samfund gennem generationer. De er så indvævet i vores kultur, at vi ofte tager dem for givet, men de har deres udspring i kristendommen. Som sukkeret opløst i vandet.
Eksistentiel forankring
Trods årtiers sekularisering viser undersøgelsen, at danskerne fortsat søger mening og sammenhæng. I en tid hvor mange traditionelle fællesskaber opløses, tilbyder kristendommen et sprog for livets store overgange: fødsel, ægteskab, død. Den højeste glæde og dybeste sorg. Dåb, konfirmation, vielse og begravelse er ritualer, som forankrer det enkelte menneske i noget større end sig selv.
De kristne højtider samler stadig familierne og giver året rytme og mening. Påsken, julen og pinsens fortællinger binder os sammen på tværs af generationer og sociale skel.
Et værn mod magtkoncentration
Kristendommens gennemslag i Danmark har historisk sat grænser for, hvad staten kan og bør regulere. Det gælder både nationalstaten og overnationale magtkoncentrationer.
Jesu ord om at “give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” etablerede et princip om adskillelse mellem det verdslige og det åndelige, som har beskyttet os mod totalitære tendenser. Troen på, at mennesket er skabt i Guds billede, har lagt fundamentet for vores frihedsrettigheder og ideen om, at staten skal tjene borgerne. Ikke omvendt. Kristendommen minder os om, at der er noget, staten hverken kan eller skal regulere.
Selvbevidsthed i mødet med det fremmede
Det er næppe tilfældigt, at danskernes bevidsthed om landets kristne identitet er vokset parallelt med indvandringen fra muslimske lande. Det har skærpet vores bevidsthed om egne rødder.
Kristendommen fungerer som et værn mod kulturel relativisme og udvanding. Uden et kendskab til vores egen kristne kulturarv risikerer vi at stå værgeløse i mødet med andre trossystemer, ateistiske såvel som religiøse, kunne man tilføje. Det er ikke udtryk for intolerance at værne om sin egen tro og kulturelle identitet.
Åndelig dannelse
Undersøgelsens resultat bør få konsekvenser for, hvordan vi indretter vores samfund.
Der er behov for en åndelig dannelse, hvor børn og unge får kendskab til kristne traditioner, bibelske fortællinger og den kulturarv, der er formet af kristendommen. Uden dette kendskab bliver det vanskeligt at forstå vores litteratur, kunst og musik – fra Grundtvig til Kierkegaard, fra gamle kirker til moderne film. Familien og kirken må sammen påtage sig ansvaret for at videreføre denne arv, men også uddannelsessystemet og kulturlivet har et ansvar.
Er danskerne så blevet mere troende? Det siger undersøgelsen faktisk ikke noget om. Den handler mere om kristendom som kulturel faktor. Men troen skal med, ellers bliver tro blot et gustent overlæg. En instrumentalisering af kristendommen: Vi tror på Kristus for at skabe alle mulige andre goder, ikke fordi troen er god i sig selv.
Kulturkristendom er dog ikke noget dårligt udgangspunkt. Den åbner for kristen mission og sand tro.
Glædelig påske!
Af Kasper Støvring