Nye tal afslører, at de dygtigste elever er blevet markant dårligere end for bare ti år siden, skriver Berlingske.
”Det er et problem, der vokser, og som kan blive et alarmerende samfundsproblem: Nemlig at de dygtigste elever også bliver dårligere. Nye tal viser, at karaktergennemsnittet i matematik blandt de 20 pct. dygtigste elever lå stabilt omkring 11,4 i årene før coronakrisen. I årene efter er karaktergennemsnit faldet til cirka 10,7. Og en gennemgang af de danske elevers afgangsprøver viste for nylig, at der sidste år kun var 1 ud af 10, der gjorde sig fortjent til en karakter på 10 eller 12 i dansk læsning, mens det ved afgangseksamen i 2016 var 3 ud af 10.
Eleverne i folkeskolen bliver ikke udfordret, så de kan blive rigtig dygtige. Folkeskolen er blevet et sted, hvor forældre tager deres børn ud, hvis de udviser talent eller er højtbegavede. Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) erkender, at fokus ofte er på de svageste elever eller dem, der er skoletrætte. ‘Jeg synes, vi har forsømt at have fokus på dem, der er dygtige’, siger han.
De Konservative kalder tallene fra Dansk Industri ’foruroligende’. ’De her tal understreger vigtigheden af, at vi gør en indsats for de dygtige. Vi skal kunne levere Nobelpris-modtagere i Danmark’, siger politisk ordfører Mette Abildgaard”.
24NYT: Folkeskolen er blevet et instrument for socialdemokratisk ligemageri, der er et mål i sig selv, i stedet for at være en dannelses- og oplysningsinstitution. Folkeskolen er udmærket for de gennemsnitlige, fordi det danske undervisningssystem hylder principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”.
Krisen i folkeskolen betyder bl.a., at den gennemsnitlige danske IQ er lavere end det europæiske gennemsnit. Det gennemsnitlige IQ-niveau i de fleste europæiske lande ligger typisk tæt på 100. Tyskland og Holland er ofte i top i Europa med scorer omkring 100-107, mens Danmark ligger på 97,68.

