Filmen ”De forbandede år” har genopfrisket en hel række minder fra mit liv, hvor jeg har været så privilegeret at møde vidner fra besættelsen.
Bent Faurschou Hviid synes som genfødt i skuespilleren Mads Reuther fra filmen ”De forbandede år”.
Hver gang jeg cykler forbi mindestenen for Flammen, oppe i Asserbo plantage, tænker jeg på, hvor vanvittig en tid besættelsesårene må have været.
Folk i dag aner stort set intet om krigen, om Frikorps Danmark eller sabotagegrupperne, der stod for likvideringer af dem, der fik stemplet landsforrædere. Hvad var svingpjatter, hvem var helte, og hvem var forrædere? Når vi, de sidste vidner, som rent faktisk har mødt folk, der deltog, også er væk, vil besættelsen overgå til historiebøgerne som alle andre krige.
Billedet af, hvilken side af kridtstregen folk havnede på, er ikke så entydigt, som folk tror, for at blive i det Ålbækske sprogbrug, fra hans roman af samme navn, det beskriver filmen ”De forbandede år”at godt, selv om den faktuelt har skønshedsfejl.
Tænk på, at der fandtes kun den ene officielle statsradiofoni, og at aviser og blade alle var undergivet censur fra dag 1 efter at tyskerne havde sat dagsorden fra deres hovedkvarter på Dagmarhus i København. Samarbejde med tyskerne var løsenet.
Jeg husker, da jeg var statist i filmen ”Kongens valg”, og jeg blev bedt om selv at skrive artiklen om de danske østfront-frivillige, fordi journalisterne på Stiftstidende selv var blanke. Det er 10 år siden nu. Fyens Stiftstidende optog bl.a. billedet nedenfor. Jeg fik at vide, at jeg var lidt for wellcastet af en politianklager, da det kom på forsiden af avisen.
Krigen må have splittet mange familier, som vi ser det i filmen ”De forbandede år”. Interneringer, clearing-drab, henrettelser i Ryvangen, folkestrejkerne i 43-44, og deportationerne af jøderne i oktober ‘43, ved kun de færreste i efterkrigstiden noget om. Bedste- og oldeforældre generationerne er borte.
Min far var årgang ‘32 og oplevede sabotageaktioner på Nørrebro. Han huskede de tyske flyvere, der overfløj København 9. april ‘40, og de slagne tyske soldater, der marcherede af Tagensvej på vej hjem mod det ødelagte 3. Rige i maj ‘45, mens alle andre fejrede befrielsen.
Hans søster, min faster, lever stadig. Hun er 94, og hun gik med illegale flyverblade under krigen. Hendes mand så Frikorpset komme hjem på orlov i september ‘42, hvor de marcherede over Rådhuspladsen. Han så også de engelske moskito-jagere bombe Shell huset i marts ‘45.
Min fars kusine gik dengang på den franske skole, der ved et uheld også blev bombet. Hun overlevede, men det gjorde snesevis af hendes skolekammerater ikke. Jeg mødte hende i USA for over 40 år siden.
Min fars ældste studiekammerat, Hans Larsen, boede i Ålborg under krigen, og blev en del af Churchill-gruppen. Unge fyre, der udøvede den første sabotage selv fra arresten. Han måtte flygte til Sverige, og derfra videre til England, hvor han gik ind i den engelske hær. Han var med ved landgangen i Normandiet i juni ‘44.
Senere hen i livet arbejdede min far som læge under flere af de kendte fra modstandskampen, bl.a. Mogens Fogh og professor Erik Skinhøj. Benhårde kommunister.
Og min fars patienter led for manges vedkommende af kz-syndrom efter ophold i lejre i Tyskland, bl.a. politifolk, der blev taget ved den tyske aktion i september ’44, fordi tyskerne mente, at det danske politi var for lemfældige over for sabotørerne. Det var den 19. september, at de blev taget, dem der ikke gik under jorden.
Selv arbejdede jeg for en dansk SS-veteran i 80’erne. Han havde været anti-kommunist som helt ung, altså ikke nazist. Han havde et gartneri i Vejle-Allested. Vi blev meget tætte venner og jeg arvede alt hans krigs efterladenskaber. Han fik kvarters arrest, fordi han nægtede, at deltage i jødeaktionen i ‘43.
Jørgen Simonsen, hed SS Regiment Westland-veteranen. Han deltog i kampene syd for Stalingrad. Han blev såret i september ‘42, og blev fløjet til lazaret i Polen. Her var de første sårede fra Stalingrad begyndt at blive fløjet ind, ofte uden arme og ben pga frostskader og med frygtelige amputationer uden bedøvelse.
Jeg husker, da jeg besøgte området omkring Spandau-fængslet i ‘85, hvor Hitlers stedfortræder, Rudolph Hess, stadig sad fængslet. Han havde været fanget siden sin fatale flyvetur i ‘41 til England i et forsøg på at opnå en separatfred mellem Tyskland og Storbritanien. Jeg er sikker på, at flyveturen skete med Førerens velsignelse, men da missionen ikke lykkedes, måtte Hitler tage afstand fra forsøget.
Berlin var stadig præget både af øst-vest opdelingen dengang i ‘85, men i høj grad også af krigen, hvor Rigsdagen henstod tom og arret efter de voldsomme kampe ved krigens afslutning i april 1945.
Og så en god ven af mig, hvis navn jeg holder for mig selv. Hans far var en af infanteri-kommandanterne i værnemagtens 6. arme ved Stalingrad. Han blev fløjet ud 23. januar ‘43 med sidste flyver fra Gumrack lufthavnen, en Focke Wulf. Han endte senere i russisk fangenskab i 5 år.
Under besøg ved slagmarkerne fra 1. verdenskrig i byen Ypres på årsdagen for den 1. verdenskrigs afslutning den 11.11 1998 mødte jeg engelske veteraner fra landgangen i Normandiet og fra fjerne krigsslagmarker i Sydøstasien. De marcherede i koloner med deres delingsførere foran sig ned gennem den franske by. De er alle væk nu.
Og i 1995 på 50-årsdagen for krigens afslutning husker jeg veteranerne fra den engelske øverstbefalende Montgomerys ørkenrotter, 8. arme, stå på Flakhaven i Odense. Bevægende, mens man hørte Johannes G. Sørensens frihedsbudskab fra den engelske radio.
De to bøger, som jeg nåede at skrive om hhv. Sven Hazel og Søren Kam sammen med Erik Haaest, var mig en glæde. Det var via min tidligere arbejdsgiver, der havde været på østfronten, at jeg kom i kontakt med Haaest eller Erik, som jeg blot kaldte ham.
Erik var den første, der skrev om de 6-7000 danske SS-soldater, der var på østfronten. Han nåede at interviewe hen ved 2-300 af dem til den trilogi, han udgav i midten af ‘70erne. Han skrev også om dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Tror det var i nr. 72 eller 74.
Ja, uanset 2. verdenskrig ligger langt tilbage, så er den en vigtig del til forståelse af Danmarks historie og Europas til med. Og for mig er krigen lyslevende. Jeg har den store glæde at have nære venner i militaria-samler miljøet, som er eksperter ud i 2. verdenskrig. Selv har jeg samlet militaria i henved 40 år.
Lyt til Poul Henningsens melodi ”Man binder os på mund og hånd” fra revyen Dyveke, tilsat Kai Norman Andersens musik, og forstå den dobbeltydighed, der ligger i ordene: “Vi har en indre fæstning her”. Min faster oplevede hende på Nørrebro teatret i ‘43.
PH, eller Poul Henningsen, var en uægte søn af forfatteren Carl Ewald. En gren af min Ewald slægt. Måske derfor elsker vi at lege med ord, og udstille magthavere? Vi kan nok bare ikke lade være, det ligger en Ewald i blodet.
Tidens autoritære og korrupte politiske strømninger fra regeringen ikke at forglemme, og den udefrakommende trussel fra mellemøstlige, religiøse fanatikere vi skal bekæmpe. Så glem aldrig Christian Richardts ord:
Kæmp for alt hvad du har kært
Dø om så det gælder
Da er livet ej så svært
Døden ej heller