Under COP30-klimatopmødet i Brasilien vakte Sveriges kong Carl XVI Gustaf opsigt med nogle bemærkninger, der ikke passede ind i den godkendte fortælling. I et interview med Sveriges Radio stillede kongen spørgsmål, der længe har været upopulære i officielle sammenhænge.
Hvis FN’s nye klimaaftale vedtages, vil de rige vestlige lande i fremtiden betale endnu højere klimaskatter for deres udledninger. Carl XVI Gustaf kritiserede disse krav og sagde højt, hvad mange mennesker tænker: at Europas klimabelastning er uforholdsmæssig stor, og at spørgsmålet om, “hvor meget vi egentlig skal betale”, fortjener et ærligt svar. Reaktionerne viser, hvor snæver debatten er blevet – både i Sverige og Norge.
Kongen sagde blandt andet:
“Det er ikke muligt for alle lande at underskrive det samme dokument. Jeg mener, at vi alle må tage ansvar for os selv og forsøge at gøre så godt, vi kan.”
“Europa tegner sig kun for seks procent [af emissionerne]. Og alle klager over, at det er for meget. Men resten af verden er meget, meget værre.”
“Man kan tænke, hvad man vil om dette, men hvor meget skal vi egentlig betale? Det er det centrale spørgsmål.”
Kongen påpegede noget så simpelt – og derfor så farligt – som det indlysende: at Europa alene ikke kan redde verden, og at regningen allerede er høj.
Klimaministeren brokker sig
Udsagnene førte til øjeblikkelige reaktioner i den svenske presse. Sveriges klimaminister Romina Pourmokhtari (L) var hurtig til at pege fingre:
“Han tager ikke fejl rent faktuelt. Men jeg deler ikke hans konklusion,” sagde hun til SVT.
“Hvis alle lande mener, at deres procentdel ikke betyder noget, vil alt ansvaret falde på Kina, USA og Indien. Det ville ikke være godt.”
Med andre ord: Kongen har ret i tallene, men tager fejl i sin tankegang. I et Sverige, hvor enhver klimamodstand tolkes som kætteri, blev spørgsmålet om økonomisk realisme tolket som en politisk overtrædelse.
I et e-mail-svar til SVT kommenterede det kongelige hof kongens udtalelse:
“Kongen beskriver og stiller spørgsmålstegn ved kompleksiteten og udfordringerne ved at nå frem til globale aftaler. Kongen har været dybt og langvarigt engageret i disse spørgsmål siden 1970’erne.”
Sveriges Radio fulgte op med en såkaldt debat med titlen “Hvor politisk kan kongen være på klimatopmødet?” Med en kongelig reporter og to natur- og miljøaktivister kom diskussionen ingen vegne, men et nyt element blev alligevel berørt: Bør kongen overhovedet have lov til at tale, hvis han ikke siger det rigtige?
Kongelige klimamaskotter
Europas kongelige familier bliver i stigende grad brugt som bæredygtighedsambassadører. De sendes til klimakonferencer, miljøkonferencer og FN-møder – som rene varemærker for den “rigtige” sag. Når kongelige udtrykker bekymring for klimaet, modtager de generelt ros og sympatisk pressedækning.
Da kong Harald og dronning Sonja besøgte Svalbard i 2025, sagde kongen:
“For jer, der bor her, er klimaforandringer ikke noget, der vil ske i fremtiden. Det sker nu.”
Dette blev modtaget med begejstring i pressen. Norske og internationale medier fremhævede kongens klimabevidsthed og engagement i miljøet. Ingen mente, at kongen bevægede sig ind på politisk område. Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har rejst rundt i verden for at fremme bæredygtighedsmål og grøn innovation – altid til stor ros.
I Sverige har kong Carl Gustaf selv tidligere fået gode anmeldelser, når han har talt om bæredygtighed. Under verdensudstillingen i 2012 fremhævede han “Sveriges langsigtede engagement i bæredygtig udvikling”. Ingen stillede spørgsmålstegn ved, om det var “for politisk”.
Nu blev Carl XVI Gustaf sendt til COP30 som Sveriges repræsentant. Han har været en passioneret fortaler for naturen og miljøet i mange årtier og burde i den forstand have rigelig spillerum, når han taler om dette emne. Hans forberedte tale ved COP30 forløb uden problemer. Det var, da den kongelige udsending trådte uden for den omhyggeligt udarbejdede dagsorden og vovede at udtrykke en smule skepsis, at hans rolle blev opfattet som problematisk.
Symbiose mellem pressen og monarkiet
Kritikken af den svenske konges klimareservationer vidner om en dobbeltmoral: Når kongelige udtrykker sig inden for klimakorrektheden, fremstilles det som klogt, moralsk og naturligt, og de kongelige omtales som “engagerede”. Når de derimod udtrykker sig uden for den, bliver det pludselig et problem, og de kongelige beskrives som “kontroversielle”. I denne forstand illustrerer den svenske konges udtalelse den moderne medielogik: De kongelige skal ikke være neutrale – de skal være forudsigeligt politisk korrekte. I praksis betyder det, at politik er i orden – så længe den følger det etablerede verdensbillede. Ægte neutralitet og reel debat er derimod blevet mistænkeligt.
Det svenske medieforskningsmiljø har beskrevet forholdet mellem pressen og monarkiet som “symbiotisk”: de kongelige fungerer som symbolske budbringere af nationale værdier. Problemet opstår, når budskabet ikke passer ind i den symbolske fortælling – når kongen stiller spørgsmål, som andre kun skal bekræfte.
Så… hvor meget skal vi egentlig betale?
Carl XVI Gustaf stillede et simpelt, men afgørende spørgsmål: Hvor meget skal vi egentlig betale? Dette bør være et legitimt spørgsmål i et demokrati. Det er et spørgsmål, som alle statschefer, finansministre – og skatteydere – bør stille.
Kongen brød ikke med fakta, kun med forventningerne. Og i den moderne tidsalder, hvor den kongelige families værdi ofte måles i grønne pressemeddelelser, er det måske det mest dristige, han kunne have gjort. Der er ingen fare i, at kongelige udtrykker sig politisk – så længe de siger det, som medierne allerede tror. Måske er det netop derfor, at sådanne spørgsmål bør stilles – selv af den eneste mand i Sverige, der ikke rigtig behøver at frygte konsekvenserne af at sige sandheden.